Hjælp med at rette novelle

Jeg er ikke så god til at skrive noveller, og især ikke det med grammatikken. Nogle da ville hjælpe med det? Marker eventuelt fejlene, så jeg kan prøve at forstå dem. Deadline i aften...

Fanget i cirkler

En pige udbrøder et skrig i det rum under os. Jeg bliver bange, og trækker mig tilbage hen mod væggen. Skriget stopper, og tunge skridt kan høres på gangen. Det er ham. Skridtene bliver tungere, og højere jo længere han kommer op af trapperne. Den lyshåret pige med de blå øjne kæmper, for at komme langt væk fra døren som muligt. De tunge kæder rundt om hendes ankel gøre det ikke nemmere, og hun laver en mærkelig grimasse, smerten kan ses på hende. Jeg klemmer mig endnu mere ind mod væggen, at ryggen giver et knæk. Men inden jeg åbner munden, og begynder på at skrige, bliver da trukket i håndtaget. Jeg gisper og holder mig hurtigt for munden. Tårene triller ned fra min kind, og jeg ser forskræmt på døren. Langsomt åbnes døren, og han går direkte hen imod mig. Lugten af gammel gylde bliver kraftigere, og svedpletterne fra hans armhule kan ikke undgå at ses. Han sætter sig på huk, og stirre på mig dyb inde i øjnene. Jeg kan mærke de små hår på min nakke rejse sig. Hans gulvtand giver et glimt. Han kigger på mig længe, at det bliver ubehageligt. Så pifter han, og kalder en af sine mænd ind. En yndig pige med mørkt hår, bliver skubbet ind af manden. De kaster hende ned på gulvet, og giver hende lænker på ligesom os andre. Hun skriger og vifter med armene, de lukker munden på hende med gaffatape. Jeg rykker med hovedet og prøver, at signalisere til hende at hun ikke skal skrige. Hvis hun skriger mere, ville de stramme lænkerne endnu mere. Hendes forvirret blik rammer mig, og hun holder mund. Den fede går tilbage og giver nøglerne til en af hans mænd. Gyldelugten bliver svagere samt de tunge skridt. Døren bliver låst, også sidder vi her i mørket. Med kulden omkring os, sulten i vores maver og dybt betænkelige.

En helt normal dag var det igår, men så endte jeg her. Det virker så urealistisk. Jeg er forvirret, hvem mon de her mænd er? Hvorfor har de kidnappet os? Jeg er krafteløs og forpustet, og har ikke viljen til at kæmpe imod. Jeg er endt i et dyster, koldt, lille rum med to andre. Jeg kan fornemme, at der ikke vil ske noget godt. Gulvet er koldt og tørt, og jeg fryser. Et tyk lag støv sidder på de brugte, gamle møbler. Da kommer kun lidt lys igennem de små knuste roder. Jeg søger efter en udvej, noget da kan hjælpe os. I det øjeblik får jeg øje på en lille sprække på gulvet. Man kan måske se ind til det rum under os. Jeg træder benene frem for at komme op, men mine knæ ryster. Kulden har ramt mig hårdt, og jeg er blevet svag. De andre piger stirrer undrende på mig, mens jeg hjælpeløs trækker den tunge kæde. Jeg bukker mig ned og kigger ned i sprækken. Jeg ser den fede, og gyldelugten er ved at trænge op igen. En anden mand iført fint jakkesæt, og brun kuffert taler med ham. De får sig en kop kaffe og griner så højt, at lyden kaster sig ud i det tomme rum, og bliver til et lille ekko. Den fede pifter igen, hvilket giver mig en dårlig smag i munden, for nu ved jeg da skal ske noget. En af hans mænd lytter, til hvad han siger, og nikker. Han er på vej op af trapperne. Jeg vender mig om og kravler tilbage. Døren åbnes endnu engang, han kigger rundt på os alle tre med øjnene på klem. Han går en anelse frem, gulvet giver en irriterende knirke lyd. Så går han direkte imod den lyshåret pige, og tager hård fat om hendes håndled. Hans blodåre bliver tydeligere på hånden, da han strammer til. Han åbner hendes lænker og hiver hende op. Hun samler sin hånd til en ordenlig knytnæve, men får ikke et slag ind. Hun laver store dramtiske bevægelser med kroppen, og inderligt kan det ses at hun er rædselslagen. Han sliber hende hen over det beskidte gulv, og ned af trapperne. Mit hjerte banker hårdt, som om det sidder helt oppe i halsen. Jeg løber hen til sprækken i gulvet. Pigen bliver afleveret til den fede, og han ler. Den fine mand med jakkesættet sætter sin kuffert op på bordet. Han åbner låsen, og langsomt åbnes kufferten. Bunker af kontanter, kuffereten er fyldt med dem. Manden i det fine jakkesæt tager pigen med sig. Den fede rykker kufferten hen til sig og smiler. De misbruger piger og sælger dem. Mine hænder begynder at ryste, og jeg ved, at jeg ikke ville ende som den lyshåret pige. Derfor må jeg lægge en dristig plan. Jeg har bemærket at da er omkring tretten mænd. Dem kan jeg ikke overmande med bare næver. Men den fede han har altid en pistol på sig. Den må jeg prøve at have fat i. Pigen med det mørke hår skal hjælpe mig, først skal jeg nemlig ud af de her lænker. Jeg går hen til hende. Jeg forsøger at få hende til at begribe, at hun skal hjælpe mig ud. Hun nikker små hurtige nik, og vender sig om mod mig. Jeg ligger mig ned, så hun kan nå med sine bundne hænder. Hendes hænder ryster mere end mine, og hun er koldere end mig. Derefter hjælper jeg hende, jeg fortæller hende min plan. Hendes stemme er lys men også hæs.

Med små sakte skridt lister vi os ud, og gemmer os ved trapperne. Jeg peger ud mod enden af gangen, og fortæller at det er vores udgang. Mændene har omringet alle udeveje undtagen den. Men først må vi have fat i pistolen. Jeg går lidt længere ned ad trapperne, for at se hvor den tykke mand er. Han sidder i en gammel grøn sofa, med en smøg i hånden. Røgen ligger som en tyk tåge i hele rummet, så det svært at se. Men jeg får øje på pistolen, den ligger på et bord. Jeg kravler bag sofaen, og kan lige nå den. Derefter løber jeg tilbage til pigen med det mørke hår. Jeg tager fat om hendes hånd, og løber hen til udgangen. Lige med ét høre jeg et skud bag min ryg, min venstre hånd bliver tungere. Pigen med det mørke hår ligger død på gulvet, og jeg skriger. Den fede løber hen imod mig, og slår mig. Han tager sine hænder rundt om min hals og trykker til. Jeg tager skyderen frem, og sigter efter ham. Han går kun ét skridt tilbage.“ Du vil da ikke skyde mig? “ Siger han på en flappet måde, med armene slået ud. “ Hvorfor misbruger du dem, også sælger dem, dit onde menneske?!” Råber jeg efter ham, og hiver efter vejret. “ Min kære jeg misbruger og sælger. Jeg sælger ikke ‘dem’ men deres kropsdele. Alle kan da bruge nogle nye lunger, et par gode øjne. Det er en god handel, også får jeg også noget ud af det. Vi allesammen gøre noget ondt igang imellem. Du er ligesom fanget i den her cirkel, og du kan ikke komme ud af den. Det er en vidunderlig cirkel, når jeg gøre noget ondt påvirker det dig, også gøre du noget ondt. Er det ikke bare herligt, ondskaben den siver i mig, jeg elsker når jeg får unge piger til at skrige. Hvis DU skyder, er du også ond” siger han. “ Du er jo sindsyg, du er syg i hovedet.” Hans ord giver mig lidt eftertanke. Jeg har aldrig tænkt påden måde, men den måde han har behandlet pigerne på skal han fortryde. Jeg har aldrig tænkt på at jeg skulle komme til at dræbe en. Jeg har aldrig tænkt på at røre en pistol. Men alligevel trækker jeg på aftrækkeren.