Rettelse af en kronik

Rasmus Løppenthins “Doping er forståeligt i en umenneskelig sport” handler om hvor farligt og umenneskeligt cykelsporten egentlig er; og hvor man bl.a. har det er med livet som indsats, at man kører ned ad de glatte bjergveje. Han mener at cykelrytterne har brug for doping, for at komme igennem løbet. Ifølge ham er doping ikke noget negativt, men derimod en del af underholdningen. Teksten sætter især stor fokus på, om det er moralsk korrekt acceptabelt at tage doping inden for cykelsporten.? Lance Armstrong var bl.a. en af dem, som blev fik afsløret i sit dopingforbrug, efter hans sin syvende sejr i Tour de France i 2011. Det store spørgsmål er nu: vil nu så være; ville Lance Armstrong have vundet Tour de France syv gange i træk uden doping? Rasmus Løppenthin tager netop stilling til dette spørgsmål i sin hans kronik “Doping er forståeligt i en umenneskelig sport” fra dagbladet, Information d. 26. oktober 2006.

Rasmus Løppenthin er kritisk imod, overfor at dopingforbruget er ulovligt. Han skriver om hvor umenneskeligt det er at komme igennem Tour de France uden doping, og han synes derfor at det er ok at, at cykelrytterne indtager doping for at kunne gennemføre det . I kronikken spørger han bl.a. om, hvorfor Lance Armstrongs  dopingforbrug straffes så hårdt er den værreste sammenlignet med Bjarne riis og alle de andre. Han gør det tydeligt i hans  sin kronik, at Tour de France er så hårdt, at det er næsten ufatteligt, at nogen kan gennemføre det, og derfor synes han, at man ikke burde bebrejde dem, som benytter sig af doping for at komme igennem løbet.  Han synes det er latterligt, når folk bliver forargede over, at cykelryttere så som Lance Armstrong, bliver fanget i at bruge doping, når de i virkeligheden føler sig underholdt af det. Medierne gør alt for at vise seerne, når cykelrytterne falder ned i vejkanten vælter og slår sig. Han sammenligner hans sin egen grund til at se fascination af boksning, med vores fascination af  grund til at se cykelsporten. Selvom han hader boksning og dens disciplin, føler han sig stadig fascineret over at se, noget så brutalt og banalt som knytnæveslag. På samme måde har vi det med cykelsporten, selvom det kan være kedeligt og at se Tour de France i 3 uger, føler vi os stadig fascineret af at se, når en cykelrytter falder ned og slår sig, og har blod over det hele. Rasmus Løppenthin mener også, at den dominerende nypuritanisme får offentligheden til at forvente, at cykelsporten er lige så helligt som kristne kostskoleelever, men i virkeligheden ligger der meget mere bag i det. I kronikken skriver han også, at han ikke forstår, hvorfor Lance Armstrong og Bjarne Riis bliver fremstillet beskyldt, som de største svindlere r nogensinde, når de i virkeligheden ikke narrede nogen.

Tak skal du ha :)

Har du også lyst til at rette den sidste del?

Teksten er følgende

For ifølge Rasmus Løppenthin, er det ikke sundt at dyrke eliteidræt på topniveau rent, altså uden doping. Så ifølge ham, burde man ikke behandle doping-brugere som kriminelle.  

I Rasmus Løppenthins kronik bliver der brugt meget direkte sprog, hvor han bl.a. også er meget diskuterende. Han stiller rigtigt mange spørgsmål undervejs, og kommer med hans egne meninger, hvilket gør kronikken subjektiv. Fx siger han “Jeg så gerne et rent cykelløb, men må også påpege, at det er latterligt, at vi nærmest behandler doping-brugere som kriminelle”. Han starter kronikken ud med hans egen interesse indenfor boksning, og kommer lige så stille ind på cykelsporten og doping. Rasmus Løppenthin bruger også et argument fra en sportschef Allan Olsen, hvor han derefter stille et retorisk spørgsmål; “Men er han virkelig den største svindler nogensinde”. Han har også påstande med i sin kronik, hvor han bl.a. siger; “Cykelsporten er forbandet farligt”. Begrundelsen for at påstanden er sandsynlig, er; “Rytterne kører med fuldstændige blottede kroppe ned ad de glatte bjergveje, med livet som indsats”. Hjemmel for påstanden, siger han; “Kødsår og brækkede kraveben er den del af dagens orden i feltet”. Han kommer også med påstanden om, at Tour de France er så hårdt, at det næsten er ufatteligt, at nogen kan udføre det, fordi det ikke er sundt og dyrke cykling på absolut topniveau. Selvom Rasmus Løppenthin legitimerer doping, har han dog ikke noget imod at se et rent cykelløb. Og påpeger, at det er latterligt, at samfundet behandler doping-brugere som kriminelle. Til sin holdning om dopingforbruget, bruger han et ekspertargument ifølge Thue Kvorning, som er fysiolog; “....er eksempelvis EPO overhovedet ikke skadeligt for kroppen”. I sin kronik modsiger han sig også selv, hvor han siger, at selvom han legitimerer doping, har han stadig ikke noget imod at se et rent cykelløb. I kronikken bliver der også brugt appelformerne, ethos, pathos og logos. Fx er Thue Kvornings ekspertargument, et ethos-argument, hvilket betyder at det burde være troværdigt, da han er fysiolog hos Team Danmark. Han bruger også pathos i sin kronik, hvor han beskriver hvad han føler, når han ser boksning; “Jeg er dog langtfra den eneste, som krampagtigt forsøger at benægte, at jeg føler stor fascination ved at betragte det beskidte, blodige og destruktive”. Rasmus Løppenthin prøver virkelig og overbevise, at doping ikke er “misbrug”.

Når jeg læser Rasmus Løppenthins kronik, får jeg øjnene op for ting ved cykelsport, som jeg ikke tidligere har tænkt på. For at sammenligne Rasmus Løppenthins synspunkter, vil jeg perspektivere hans kronik med teksten “Bør vi acceptere doping i elitesport” skrevet af Mette Skov Hansen 14. september 2012. Hendes hovedsynspunkt er, at doping er snyd i sport, og det er jeg ganske enig i. Fra da man var lille af lærer man, at man ikke må snyde. Når man konkurrere, skal de samme regler gælder for alle konkurrenter. Folk har forskellige meninger angående doping, bl.a. bruger Mette Skov Hansen også et ekspertargument fra lektor på Roskilde Universitet, Thomas Søbirk Petersen, som mener at elitesporten bør acceptere brugen af hormonet epo, som gør, at man producerer flere røde blodlegemer. Alligevel mener jeg, at man skal tænke sig om, selvom der ikke er et bevis for at epo er skadeligt, skal man stadig dosere det rigtigt. Både lektor Thomas Søbirk Petersen og Rasmus Løppenthin synes at man skal legalisere doping. For hvis man gjorde det, vil man ikke opleve sort marked, men et hvidt.

I Rasmus Løppenthins kronik bliver der brugt meget direkte tale sprog, hvor han bl.a. også er meget diskuterende. Han stiller rigtigt mange spørgsmål undervejs, og kommer med hans sine egne meninger, hvilket gør kronikken subjektiv. Fx siger han “Jeg så gerne et rent cykelløb, men må også påpege, at det er latterligt, at vi nærmest behandler doping-brugere som kriminelle”. Han starter kronikken ud med hans egen interesse indenfor boksning, og kommer lige så stille ind på cykelsporten og doping. Rasmus Løppenthin bruger også et argument fra en sportschef Allan Olsen, hvor han derefter stille et retorisk spørgsmål; “Men er han virkelig den største svindler nogensinde”. Han har også påstande med i sin kronik, hvor han bl.a. siger; “Cykelsporten er forbandet farligt”. Begrundelsen for at påstanden er sandsynlig, er; “Rytterne kører med fuldstændige blottede kroppe ned ad de glatte bjergveje, med livet som indsats”. Som hjemmel for påstanden, siger han; “Kødsår og brækkede kraveben er den del af dagens orden i feltet”. Han kommer også med påstanden om, at Tour de France er så hårdt, at det næsten er ufatteligt, at nogen kan udføre det, fordi det ikke er sundt og dyrke cykling på absolut topniveau. Selvom Rasmus Løppenthin legitimerer doping, har han dog ikke noget imod at se et rent cykelløb. Og påpeger, at det er latterligt, at samfundet behandler doping-brugere som kriminelle. Til sin holdning om dopingforbruget, bruger han et ekspertargument ifølge Thue Kvorning, som er fysiolog; “....er eksempelvis EPO overhovedet ikke skadeligt for kroppen”. I sin kronik modsiger han sig også selv, hvor han siger, selv ved både at sige at selvom han legitimerer doping, har han stadig og at han ikke har noget imod at se et rent cykelløb. I kronikken bliver der også brugt appelformerne, ethos, pathos og logos. Fx er Thue Kvornings ekspertargument, en ethosappel -argument, hvilket betyder at det argumentet burde være troværdigt, da han er fysiolog hos Team Danmark. Han bruger også pathos i sin kronik, hvor han beskriver hvad han føler, når han ser boksning; “Jeg er dog langtfra den eneste, som krampagtigt forsøger at benægte, at jeg føler stor fascination ved at betragte det beskidte, blodige og destruktive”. Rasmus Løppenthin prøver virkelig og at overbevise os om, at doping ikke er “misbrug”.

Når jeg læser Rasmus Løppenthins kronik, får jeg øjnene op for ting ved cykelsport, som jeg ikke tidligere har tænkt på. For at sammenligne Rasmus Løppenthins synspunkter, vil jeg perspektivere hans kronik med teksten “Bør vi acceptere doping i elitesport” skrevet af Mette Skov Hansen 14. september 2012. Hendes hovedsynspunkt er, at doping er snyd i sport, og det er jeg ganske enig i. Helt fra da man var lille af lærer man, at man ikke må snyde. Når man konkurrerer, skal de samme regler gælder for alle konkurrenter. Folk har forskellige meninger angående doping, bl.a. bruger Mette Skov Hansen også et ekspertargument fra lektor på Roskilde Universitet, Thomas Søbirk Petersen, som mener at elitesporten bør acceptere brugen af hormonet epo, som gør, at man producerer flere røde blodlegemer. Alligevel mener jeg, at man skal tænke sig om. Selvom der ikke er et bevis for at epo er skadeligt, skal man stadig dosere det rigtigt. Både lektor Thomas Søbirk Petersen og Rasmus Løppenthin synes at man skal legalisere doping. For hvis man gjorde det, ville man ikke opleve sort marked, men et hvidt.