Det er mig igen og jeg har brug for hjælp med stil

Beklager ulejligheden

Jeg har skrevet videre på stilen (går i 7.klasse)

Ville være glad hvis i kunne kritisere og give forslag til hvordan jeg forbedrer/afslutter den.

Emnet skal være romantik (hader det emne) og den skal være på mindst 3 sider (den er nu på 1 side)

Hvis der nået I vil spørger ind til så spørg endelig.

Force Majeure

Skæbnen er man ikke herre over

Det var den værst tænkelige lejlighed nogensinde, at drøfte døden med Sophia, uheldigvis erindrede jeg det først, da jeg blev skubbet ned. Der var stille, og luften føltes kold. Sophia rejste sig op fra lænestolen, og valgte at afspille noget adagio, og jeg vidste med det samme hvorfor. Mine ben og arme rystede lidt, det kunne jeg se, og det kunne Sophia også. Hun var så besynderlig hende Sophia. Hun var ikke som de andre piger jeg kendte, og slet ikke som hendes søster Julianna, derfor måtte jeg helst ikke være alt for overlegen, for jeg kendte ikke hendes “mystiske” karakter. Hun var ihvertfald ikke den type pige jeg hængte sammen med.

“Du, Sophia?” Jeg spændte i mine ben af nervøsitet, og ventede på hendes svar. “Ja, Joe?”  Hun mødte mit blik, og med ét krummede min mave sammen. Det var som om jeg druknede i hendes krystalklare blå øjne.

“Jorden kalder Joe!”     Hun lagde sit hoved på skrå, og ventede på at jeg redegjorde mit spørgsmål.

“Sagde jeg noget?” Jeg var en værre drivert. Hvor var min fantasi?  “Sagde jeg noget” var dét det bedste jeg kunne finde på?

“Ja, det gjorde du Joe.” Hun lænede sig tilbage i lænestolen.

“Hmm, jeg ved da godt jeg sagde noget!” Jeg rejste mig op og titlede rundt, for at få gang i mine ben.

“Jeg ville spørger dig om døden, det er noget forfærdelig noget, ikke?” Jeg fniste lidt, men det gjorde Sophia ikke, hun krummede sig sammen i sofaen. Der blev stille igen, indtil hun rejste sig op.

“Hvem fortalte dig det?” hun skruede ned for adagioen og skubbede mig ned .

“Tag det roligt, hvem fortalte mig hvad?”  Der stod hun midt på gulvtæppet, lænet mod gelænderet, tog et dybt åndedræt, gik hen til mig, og hjalp mig op.

“Undskyld Joe, jeg ved ikke, hvad der gik af mig,”  jeg afbrød hende.

“Det er vel helt, okay” jeg tog et skridt tættere på hende, og hun klemte mine svedige hænder. Hendes vidunderlige øjne stirrede på mig. Hun tog et skridt tættere mod mig. Jeg lukkede min øjne,spidsede mine læber også holdte hun sin pegefinger på min mund.

“Det er på tide at jeg  fortæller dig det,” hun kiggede ned på det slidte gulvtæppe, men jeg kiggede bare på hende. Tårerne trillede ned af hendes kinder, og derefter dryppede de ned på gulvtæppet. Jeg forblev mundlam, men jeg ved ikke hvorfor.

“Joe!” Hun rystede min krop.

“Jeg ved det,  du synes jeg en klam stodder!” Det var som om, at hun ikke kun havde rystet min krop, men også mit indre. Hun havde rystet alt nervøsiteten fra mit legeme. Hun vidste slet hvor meget hun betød for mig. Hun forstod intet!

“Det var ikke det jeg mente!” Hun prøvede at tage fat i mig, men jeg hoppede over hendes sofabord, og kom til at vælte det. Jeg ville ikke rydde det op, jeg skulle bare væk herfra. Jeg gik hurtigt op ad trapperne.

“Joe, jeg har leukæmi!” Hendes blå krystal klare øjne var fyldt med tårer.