Studievejledning

Kan det lade sig gøre at gå fra bio C-A og er det dumt at tage matematik B i 3g med et års pause?

05. marts 2016 af sjls

Jeg står lidt i den situation, at jeg går i 1g og har valgt studieretningen Engelsk A, Religion B, Samfundsfag B, da jeg tidligere aldrig har været glad for naturvidenskab eller matematik (har dog aldrig været dårlig til matematik).
Da jeg så startede i gymnasiet, gik det op for mig, at jeg synes faget biologi er utroligt spændende, og jeg er endda også begyndt at synes, matematik er fint nok og har fået gode karakterer i det.
Lige siden 8. klasse har jeg dog været helt sikker på, at jeg skulle have tysk på A-niveau (det vil jeg også stadig), men har så også overvejet at tage biologi på A-niveau.
Kontoret på min skole siger, at der aldrig er blevet oprettet et bio A valgfagshold på skolen, og at det nok er umuligt at få det på A, da jeg kun har det på C lige nu.
På trods af dette, har jeg valgt at "tage chancen" ved indtil videre at tage det på B niveau i 2g. Dette ved jeg, kan lade sig gøre. Men så ligger der endnu et problem i, at jeg skal have matematik B for at få bio A. Min skole har sagt til mig, at det ikke er muligt at tage både Bio B og Mat B i 2g, og at jeg vil skulle tage mat B i 3g så.

Spørgsmålet er så, om I synes det er en dårlig idé at "satse" på denne her måde, eller om jeg bare skulle tage Mat B i 2g og så Bio B i 3g, da der nok ikke ville være mulighed for Bio A alligevel (dette har min matematiklærer, studievejleder og kontoret foreslået, jeg skulle gøre).
Jeg er lidt bange for, at jeg kommer til at glemme meget af matematikken, hvis jeg ikke har det i et helt år, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Tror I, det er nok, hvis jeg bare siger til mig selv, at jeg vil lave en masse gamle opgavesæt eller få min lærer til at give mig nogle opgaver, så jeg ikke går helt død i det år, jeg ikke har matematik? 


Brugbart svar (0)

Svar #1
06. marts 2016 af MaibritG

Jeg synes du faktisk at du måske bør sætte dig ned og tænke over om din fagsammensætning passer med dit fremtidige uddannelsesvalg. Giver det mening for dig fremadrettet (og kan det give dig det ønskede gennemsnit, hvis du er afhængig af den slags) at vælge et fag som biologi A (og matematik B)?

Jeg antager at din studieretning er placeret som en samfundsvidenskabeligt retning frem for en sproglig på dit gymnasium, og min umiddelbare tanke er også at matematik B som udgangspunkt er et godt valg. Især fordi at matematik B som regel er et adgangskrav på langt de fleste samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser. I mine øjne er biologi B/A ikke et match med din "profil". Jeg tænker også at det potentielt kan give bøvl rent skemamæssigt, da jo sikkert skal have faget sammen med en af de naturvidenskabelige linjer.

Når det så er sagt, så kunne en anden mulighed også være, at tage både matematik B og biologi B på 2.G. Jeg har godt læst, at din skole ikke mener, at det er muligt, men så kunne du jo tage matematik B som (selvbetalt) HF-enkeltfag ved siden af gymnasiet. Det kan jo være at dit lokale VUC udbyder matematik B som aftenkursus. 

Udbyder din skole efterfølgende ikke biologi A som valgfag eller lader dig indgå i en klasse, der har faget på det ønskede niveau, jamen så kan det være at du kan få lov til at tage det som valgfag på VUC i stedet for (og måske endda på skolens regning).

Da jeg i sin tid gik på HTX vidste jeg, at jeg skulle bruge tysk B for at blive optaget på universitetet (humaniora), så jeg fik lavet en aftale med mit gymnasium om, at de betalte mit HF-enkeltfag i tysk B, da de ikke udbød dette som valgfag. De udbød nemlig kun tysk C som valgfag i 3.G og jeg havde i forvejen fået lov til at spring tysk C over via en individuel kompetencevurdering fra VUC. Så jeg tog tysk B som ekstra fag i 2.G.

At det ikke betød, at jeg skulle vælge et valgfag mindre i 3.G, er så en helt anden sag. Min eksamenskarakter i tysk B fremgår nemlig ikke af mit HTX-eksamensbevis. Min pointe er blot, at det kan lade sig gøre, men det kræver nøje planlægning.

- - -

Med venlig hilsen
Maibrit


Svar #2
06. marts 2016 af sjls

Hvis nu jeg ender med at tage matematik B som HF-enkeltfag, vil det så stå på mit studenterbevis? Og hvor sent plejer man at kunne tilmelde sig det? Jeg har nemlig stadig ikke fået at vide, om det er muligt at få mat B og bio B til at passe ind i skemaet næste år, og jeg ved ikke, hvornår jeg får det at vide. Skolen har som sagt sagt, at det er meget meget usandsynligt, at det kan lade sig gøre, men jeg håber bare... 

Desuden kan jeg sagtens se, hvad du mener med, at biologi A nok ikke passer på min "profil", men jeg ved desværre heller ikke, hvad jeg vil studere eller læse efter 3.g.
Jeg tænker bare, at jeg vil føle, jeg "mangler" viden og forståelse for verden, hvis ikke jeg har noget naturvidenskabelig viden (lyder lidt sygt, I know haha). 
Jeg vil meget gerne hjælpe folk i min karriere (måske som underviser eller forsker), da jeg interesserer mig meget for, hvorfor folk tænker som de gør, samt hvad der sker i hjernen (her spiller biologien sjovt nok ind). 

Jeg har lige fået mit 2. standpunkt, hvor jeg har fået 10-10 i engelsk, tysk, matematik, samfundsfag samt 10 i biologi, så det er ikke fordi, jeg er meget bedre til det ene end det andet. Jeg vil nok sige, at jeg selv synes jeg har rimelig nemt ved de sproglige fag, hvilket også er derfor jeg tager tysk på A-niveau, men når det kommer til at analysere tekster og skabe sig et overblik over tingene, som man gør i f.eks. dansk, er jeg knap så god til det..

Jeg glæder mig nu aldrig til at skulle have fag som dansk, engelsk eller tysk. Det er ikke sådan, jeg tænker "nu skal jeg ind og lære noget nyt og spændende, som jeg kan bruge i mit liv fremover". Jeg har det på samme måde med samfundsfag - det er ikke super spændende, men jeg har ikke specielt svært ved det, da jeg blandt andet følger meget aktivt med i politik.
Jeg synes ikke biologi og matematik er "super nemt", men da jeg synes det er interessant, og jeg altid følger med i timerne og laver mine ting, gør det det meget nemmere for mig. Jeg gik fra et 4-tal i biologi i starten af året til at få 10- og 12-taller. Dette ved jeg også, kun er sket pga. min motivation og interesse i faget.
Jeg er på samme måde i matematik steget væsentligt, da jeg startede på et 10-tal, for herefter at få 4, indtil jeg begyndte at få kun 10- og 12- taller. 

Nogle gange bliver jeg i tvivl, om jeg har misforstået mig selv ved mit valg af studieretning. Jeg husker nemlig rimelig tydeligt, hvordan jeg allerede i 4. klasse spurgte min matematiklærer, om han ikke ville blive lidt efter skole og lærer mig at dividere - hvilket han gjorde.
Det har altid interesseret mig at få lidt udfordring, og det er måske derfor, jeg hælder til de naturvidenskabelige fag nu. Nu står jeg så bare lidt i dilemmaet - skal jeg tage den kedelige sikre vej (dog med risiko for at hægte af pga. store læsemængder og analyse) eller skal jeg tage den udfordrende spændende vej med håb på, at jeg alligevel kan få gode slutkarakterer.
 


Brugbart svar (0)

Svar #3
06. marts 2016 af MaibritG

Hvis nu jeg ender med at tage matematik B som HF-enkeltfag, vil det så stå på mit studenterbevis?

Det kan du faktisk selv vælge. Altså din årskarakter vil naturligvis ikke fremgå, da man ikke har den slags på HF. Jeg valgte ikke, at have min tysk karakter på mit eksamensbevis. Så der har jeg et enkeltfagsbevis.

Og hvor sent plejer man at kunne tilmelde sig det?

Jeg tilmeldte mig vist i god tid i sin tid. Det kommer lidt an på hvor hurtigt pladserne fyldes op. Jeg er sikker på, at du på dit lokale VUC kan se både hvilke fag, der udbydes (bemærk at du IKKE kan tage de såkaldte GSK-fag; det skal være HF-enkeltfag) og hvornår sidste tilmelding er. 

Jeg vil meget gerne hjælpe folk i min karriere (måske som underviser eller forsker), da jeg interesserer mig meget for, hvorfor folk tænker som de gør, samt hvad der sker i hjernen (her spiller biologien sjovt nok ind). 

Det er da også en ret bred beskrivelse. Jeg tror du skal indkredse dig lidt mere og finde ud af hvad dine interesser rent faktisk er. I løbet af min tid på HTX fik jeg i hvert fald indkredset, hvad jeg synes er interessant rent fagligt, men det var da også først i slutningen af 3.G, at jeg var 100 pct. afklaret.

Det kan godt lyde lidt som om, at du forsøger på at få en bred fagkombination (af alt muligt mystisk), men hvis jeg var dig - og for at undgå en unødvendig arbejdsmængde - ville jeg satse på matematik B og lægge biologien på hylden. Ekstra fag koster også ekstra ressourcer. 

- - -

Med venlig hilsen
Maibrit


Skriv et svar til: Kan det lade sig gøre at gå fra bio C-A og er det dumt at tage matematik B i 3g med et års pause?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.