intermolekylær bindinger

Atomer kan polariseres, dvs. elektronerne kan flyve rundt som en wibbly wobbly sky, så ladningen bliver ulige fordelt og der dannes en dipol, som enten kan være permanent eller midlertidig.

Hvis molekyler er tæt på hinanden kan atomerne påvirke hinanden: hvis et atom er en permanent eller midlertidig dipol, vil atomet ved siden af (i et andet molekyle) selv orientere sin dipol så plus møder minus, og det kan danne en kædereaktion så mange dipoler ligger i ske. Men molekyler bevæger sig hele tiden, så dipol-dipol bindinger dannes og brydes hele tiden, men det holder sammen på molekylerne fordi der hele tiden er nogle intermolekylære bindinger i væsken.

Hvis en dipol er permanent (fx O-H) så dannes der dipol-dipol bindinger, og de er stærke.

Hvis en kemisk binding ikke er polær nok (fx C-H) kan der ikke dannes en stærk permanent dipol; i stedet dannes midlertidige dipoler som alle danner svage intermolekylære bindinger kendt som london bindinger. Lange molekyler har en fordel fordi de kan lave mange svage london bindinger, så et molekyle som fx heptan kan lave flere londonbindinger end fx propan, og det forklarer hvorfor heptan er stærk nok til at være en væske, men propan molekyler flyver fra hinanden og bliver en gas.