Kemi

Forskydning i ligevægt

07. november 2017 af Amalie1234324 - Niveau: B-niveau

Hejsa. Har læst om temperaturens påvirkning i forhold til ligevægt. Har et spørgsmål. Hvis ligevægten forskydes mod venstre vil der så være mere af stoffet. Eller vil der være mere af et stof, hvis ligevægten forskydes mod højre.

Jeg tænker, at når der sker i forskydning til venstre vil vi få mere af et stof, men ved ikke hvorfor

Håber i kan hjælpe


Brugbart svar (1)

Svar #1
07. november 2017 af ChemistryIsKey

Du bliver nødt til at være mere specifik; Når du skriver stof og stoffet ved man ikke helt hvad du snakker om :)

Prøv at se på en generel ligevægt:           A  <=>  B

Hér er A reaktanten (fordi den er på venstre side) og B er produktet (fordi den er på højre side).

Når du har med temperaturændringer og ligevægte at gøre, skal du altid klarlægge, hvilken retning der er den exoterme og hvilken (den modsatte) er den endoterme. Dette kan du gøre simpelt ved at beregne den standard molære entalpiændring for din ligevægt. Du ved at hvis ΔHΘ < 0 (reaktionen frigiver varme), så er reaktionen exoterm, mens reaktionen er endoterm, hvis ΔHΘ > 0 (reaktionen optager varme).

Hvis vi nu har beregnet entalpiændringen for vores generelle ligevægt og har fundet, at reaktionen fra A til B er exoterm (hvilket samtidig betyder, at reaktionen fra B til A er endoterm), kan vi for overblikkets skyld medskrive varmen i reaktionsligningen;

     A  <=>  B + varme

Vi kan skrive varme på højre side, igen fordi reaktionen fra A til B er exoterm og derfor afgiver varme.

Nu er det meget let at bestemme forskydningen ved en temperaturændring. Du kan nemlig bare anvende Le Châtelier's princip.
Hvis du hæver temperaturen, tilfører du også mere varme. Du kan forenklet tænke på varme som et stof i ligevægten. Når du tilfører mere varme, er det ligesom at tilføre mere stof på højre side af ligevægten og ifølge Le Châtelier vil ligevægten forskydes mod venstre (så der dannes mere A) for at modvirke indgrebet - altså i den endoterme retning.

Omvendt hvis du køler reaktionen ned, vil du fjerne varme (el. forenklet stof) fra højre side, så ligevægten vil forskydes mod højre (så der dannes mere B og varme) for at modvirke indgrebet - altså i den exoterme retning.

Dette gælder helt generelt:

Hvis du øger temperaturen (tilfører varme), så vil reaktionen forskydes i den endoterme retning.
Hvis du sænker temperaturen (fjerner varme), så vil reaktionen forskydes i den exoterme retning.

På den måde skal du altså bare finde entalpiændringen for din ligevægt og på den måde kan du afgøre forskydningen ved temperaturændringer :)


Skriv et svar til: Forskydning i ligevægt

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.