Studievalg og videregående studie

Spørgsmål omkring farmacistudiet

02. februar kl. 11:40 af tyskeren11
Hej,

Er der nogle farmacistuderende, der kan fortælle mig lidt om deres studie ift. hvad de lærer og hvilke fag de har? Jeg er lige startet på medicinstudiet, men jeg overvejer stærkt at skifte studie grundet min store interesse for kemi og produktionen af lægemidler.


Brugbart svar (0)

Svar #1
02. februar kl. 11:55 af kanjeghjælpedig

Du kan læse om uddannelsen her på KU og SDU:

https://studier.ku.dk/kandidat/farmaci/

https://www.sdu.dk/da/Uddannelse/Kandidat/Farmaceut

Du kan også tage til åbent hus.


Svar #2
02. februar kl. 12:14 af tyskeren11

Jeg har allerede læst om uddannelsen på de hjemmesider du har linket. Men tak for det!

Brugbart svar (1)

Svar #3
02. februar kl. 13:41 af guzbak

Jeg kender flere som går / har gået på studiet.
Der er rigtig meget obligatorisk undervisning i bl.a. lab, og det er ikke ligesom på mange andre videregående studier, hvor du egentlig kan komme og gå som det passer dig, netop fordi man har mange lab timer. Der er desuden en del gruppearbejde.

Du kan her se hvilke fag de har: https://studier.ku.dk/bachelor/farmaci/undervisning-og-opbygning/ (bachelor) og  https://studier.ku.dk/kandidat/farmaci/undervisning-og-opbygning/ (kandidat) og så kan du trykke på navnene og læse om målbeskrivelserne for hvert fag (linket til kurser.ku.dk).

Jeg læser selv medicin, og jeg kan fortælle at medicinstudiet er meget mere åbent ift. hvilke retninger man kan tage. Du kan eksempelvis vælge at blive klinisk farmakolog, når du er færdiguddannet læge, og skal vælge speciale - men du kan ikke gå den anden vej, og blive kliniker, hvis du vælger farmacistudiet.

- - -

Angiv gerne om mit svar var brugbart, ved at trykke på "brugbart svar".

// Guzbak


Svar #4
02. februar kl. 14:30 af tyskeren11

Jeg føler bare et stort pres på medicinstudiet. Tanken om, at jeg skulle kunne memorere så mange latinske betegnelser på bla. knogler gør det svært for mig. Desuden er jeg ikke den bedste til udenadslære, hvilket jeg fornemmer er en stor ting på medicinstudiet.

Er det også sandt, at man ikke må bruge hjælpemidler til eksamenerne på medicinstudiet?

Brugbart svar (2)

Svar #5
02. februar kl. 15:26 af guzbak

Det kommer an på hvilke eksaminer det drejer sig om. Hvis du er glad for kemi, så vil 1. semester ikke være et stort problem for dig at gennemføre, da mange synes at den svære del er kemidelen, og ikke humanbiologi delen. Her har du en lille bog med "KDO", som er en kemisk dataoversigt, du kan slå former mv. op i.

TKO på første semester er en lille opgave du afleverer om din patient, og forvarer den mundtligt.

På 2. semester er den store eksamen celle- og vævsbiologi samt excitable celler (uden hjælpemidler), dernæst er der en genetik eksamen (minder om det man har haft i gymnasit, i biologi - uden hjælpemidler) samt sundhedspsykologi eksamen som er med hjælpemidler.

Først på 3. semester skal du lære anatomi og dermed latin. Det er en udfordring i starten, da der er mange nye begreber, men man bruger rigtig meget tid på at lære det, og de fleste kommer igennem med 10 og 12 til eksamen. På de senere semestre med organ anatomi, har du allerede lært de basale latinske begreber, og du bruger ikke længere tid på at forstå hvad "lateral" og "medial" betyder. Det bruger man energien på, på 3. semester. Du har på 3. semester forberedelsestid (30 min. med bøger). Dernæst er der en CNS eksamen, som så er uden hjælpemidler.

Jeg har selv læst på to forskellige studier, hvor jeg på det første læste selv og ikke havde en læsegruppe, med mindre man skulle lave gruppeafleveringer. På medicinstudiet gjorde jeg det samme fra 1.-3. semester, da jeg troede at det ville være det samme, men det var ret ensomt og et stort pensum. Derfor er kulturen meget at man finder sig en læsemakker fra starten, for så bliver det meget sjovere og nemmere at læse op til eksamen, som ofte er uden hjælpemidler.

Jeg synes at du skal tænke på hvad du helst vil lave i fremtiden, og ikke lade dig stresse over hvordan eksamen kommer ti at foregå. Man bruger generelt meget tid på at læse, men man gør det som sagt oftest med en læsemakker og alle er fælles om "eksamensfrustrationen", så du er absolut ikke alene. Det kan læres, men det er selvfølgelig ikke en nem vej! Jeg blev selv overrasket over niveau springet mellem de to studier jeg har læst, men jeg går nu på andet år af kandidaten, og er ikke bagud på studiet.

De fleste vil opleve en reeksamen her og der, men det er virkelig ikke noget du skal blive skræmt af, for det er et meget spændende studie og man har et stort fællesskab på studiet, hvor alle hellere end gerne vil hjælpe sine medstuderende.

Hvis du selvfølgelig af andre årsager tvivler på medicinstudiet, så er det jo som det er, men det skal absolut ikke være pga. frygten for om du kan klare studiet. Du er allerede blevet optaget på studiet, som nok er det hårdeste ved hele uddannelsen! :-)

Og det skal lige siges at alt det sjove først kommer senere på studiet, første år skal ikke skræmme dig væk ;-)

- - -

Angiv gerne om mit svar var brugbart, ved at trykke på "brugbart svar".

// Guzbak


Brugbart svar (0)

Svar #6
02. februar kl. 15:50 af 123434

Tyskeren
Jeg tror du nok skal klare den uanset hvad. På alle studier er der mere eller mindre hårde ting, som man skal kunne. Ta en dag og et semester ad gangen, i stedet for at se for langt ud i fremtiden. Du skal nok klare det!
Jeg synes du skal tænke på hvad du gerne vil når du er færdig med studiet.

Svar #7
02. februar kl. 16:10 af tyskeren11

#5

Mange tak for det brugbare svar! Jeg havde studieretningen Bioteknologi A, Matematik A og Fysik B på gymnasiet, hvor jeg i faget bioteknologi havde en meget større interesse for kemidelen af faget end den biologiske del. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg finder det bare svært at finde motivation til at læse det biologiske stof i mine fagbøger, hvorfor jeg tænker, at medicinstudiet er det forkerte studie for mig. Jeg er måske ikke den allerbedste til faget kemi, men jeg synes bare det er meget mere spændende, og jeg har lyst til at lære mange af de ting jeg ikke har lært. Jeg kender også en, der læser farmaci og vedkommende sendte mig et eksempel på en kemi-eksamen. Her stødte jeg på kemiske emner såsom orbitaler, termodynamik, enatiomer, Newman projektion osv., hvilket jeg finder meget interessante.

Derudover føler jeg bare, at man skal studere i så lang tid for at endegyldigt kunne kalde sig selv for læge - det er jo tre år på bacheloren, tre år på kandidaten og yderligere fem år med sit speciale. Men som du selv siger, så længe ihærdigheden er til stede så kan man jo sagtens komme igennem det. Jeg er en person, der bekymrer sig meget, så jeg tror også det er med til at påvirke mig.

Jeg synes, at jeg havde læst et sted, at man godt kunne blive farmakolog gennem farmacistudiet, men jeg kan jo sagtens tage fejl.

Jeg er bare generelt meget forvirret, fordi at jeg ikke vil bruge en masse penge på bøger, hvis jeg alligevel ikke har lysten til at fortsætte på studiet.

Brugbart svar (1)

Svar #8
02. februar kl. 16:28 af guzbak

Der er rigtgitg meget kemi på farmacistudiet, hvor medicinstudiet er en blanding af kemi og biologi på bachelordelen. Du har helt ret i at det er en lang vej man skal tage, før man kan kalde sig læge. Mht. fremtidigt virke som farmakolog, mener jeg blot at man som lægestuderende sagtens kan skifte mellem om man nu et år vil være kliniker, og det næste år klinisk farmakolog, hvor vejen er mere ensrettet hvis du læser på farmacistudiet, og du kan ikke fortryde her, og blive læge via den vej. Generelt skifter man rigtig meget mening i løbet af studiet, afhængig af hvilke fag man nu har, hvorfor jer personligt synes at det er fedt, at man eksempelvis ikke allerede nu skal beslutte hvilket speciale man ønsker at tage. På den måde er mulighederne større på medicinstudiet.

Hvis du gerne vil se lidt mere på eksamenssæt kan du gå ind på din bachelorside og finde gamle eksamenssæt her: https://kunet.ku.dk/studie/medicin-ba/Sider/Emne.aspx?topic=Tidligere%20eksamensopgaver&topicId=f64a9ec2-e396-4ab6-a87b-a546aeb0ee92#f64a9ec2-e396-4ab6-a87b-a546aeb0ee92

Hvis du er på første semester, er det en tung omgang, hvis du har købt mcmurry - det er virkelig ikke en god kemibog, og det er meget bedre at du bare går ind og finder gamle eksamenssæt og løser disse opgaver. Lad ikke 1. semester definere dit fremtidsvalg, og da slet ikke de første 2 uger af studiet.
Jeg forstår godt at du ikke gider bruge penge på noget, som du måske ikke skal bruge alligevel. Her kan du i stedet gå ind på bogsalg medicinstudiet på FB og finde brugte bøger eller endda låne bøgerne fra bibliotek.dk gratis.

Hvis du kommer direkte fra gymnasiet, så skal man også lige lære hvordan man læser op til eksamen på universitetet samt hvordan man bedst muligt strukturerer sin tid, på en motiverende måde. Vi alle har været der, og det kan virkelig være svært lige at lære hvordan man læser bedst muligt, for det er vidt forskelligt fra person til person - og der er ikke ét svar på det. Der er mange som slet ikke læser, men bare kommer til forelæsninger og SAU og så er der andre som kun læser selv, uden at komme til timerne, og et helt tredje hold som gør begge dele. Det er en balance man lige skal finde på de første semestre.

Book allerede nu en tid hos studievejledningen, de er super kompetente netop med denne slags tvivl spørgsmål. Book en 45min. samtale, så der er god tid til at tale om alle de tanker du måtte have.

Det ville bare være så ærgerligt at du droppede ud, og i sidste ende fortrød dit valg, fordi du ikke var helt informeret om de to studier.

- - -

Angiv gerne om mit svar var brugbart, ved at trykke på "brugbart svar".

// Guzbak


Brugbart svar (1)

Svar #9
04. februar kl. 22:34 af Skaljeglavedinelektier

Jeg tror bare, det handler om at mærke ordenligt efter. Som guzbak siger kan man sagtens få kemivinklen ind på medicin, men det bliver nok først rigtig muligt efter 7 år (studie + KBU). Er motivationen der ikke til at læse medicin (eller en anden uddannelse), tror jeg det bliver svært at komme igennem uddannelsen, og så er 6 år meget lang tid! 

Ud fra guzbaks svar vil jeg gætte på, at du læser på KU, og jeg kender ikke deres opbygning. På AU har man makroskopisk anatomi på et semester, og man får altså hele pakken smidt i hovedet, og det er sammen med både neuroanatomi og embryologi. For de fleste er det utroligt overvældende, og man fatter slet ikke, hvordan man nogensinde skal kunne lære alle de begreber, men det kommer stille og roligt - og det gør det for langt de fleste. Men man skal være villig til at ofre tiden, også selvom man måske ender med en "dårlig" karakter (der var 7 ud af 220 der fik 12 fx til min anatomi eksamen). 

Prøv også at tænk på om du er interesseret i patientkontakt for, så er lægevejen nok den rigtige at gå. 


Skriv et svar til: Spørgsmål omkring farmacistudiet

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.