Fristil komma rettelse.

Hej kan jeg få noget hjælp med at sætte kommaer i denne tekst jeg har skrevet. Jeg har sat et par stykker men der mangler vist en del... Håber i vil hjælpe da denne opgave er til i morgen. 

-------

“Hvorfor er det at jeg altid skal ses ned på?” spurgte hun. “Jeg får hele tiden at vide nej det må du ikke Emily, nej det kan du ikke Emily” sagde hun med tårerne trillende ned af kinderne. “Jeg prøver bare….” forsøgte moderen “nej lad mig tale ud” sagde Emily, “jeg er 15 år gammel, jeg lever i den samme verden som jer, og jeg er et menneske ligesom jer.”

Emily vågnede ved at en gren bankede på hendes vindue. Hun skubbede dynen til side, men fortrød det hurtigt igen. Hendes bare krop havde kuldegysninger fra top til tå. Hun hoppede ud af sengen og landede på det kolde trægulv. Emily sukkede dybt og begyndte at tage tøj på, de sorte bukser som hun havde lagt frem dagen inden og den hvide mavebluse som lå aller øverst i skabet. Emily gik over til vinduet og kiggede ud over vandet, hun kunne mærke vinden i håret og kunne se en ravn flyve over nabohuset.

“Godmorgen” sagde mor som lige stak hovedet ud af køkkenet. “God…” Emily fik en klump i halsen, et billede tonede frem i hendes hjerne, tiden spolede tilbage, “Godmorgen skat” sagde en dame med en så blød og venlig stemme. 

Emily blinkede med øjnene og så mor stå foran hende “er du okay?” spurgte hun stille. “Ja jeg har det fint” løj Emily. Mor gik tilbage til køkkenet og begyndte at lave mad til Emily. Emily gik ind i stuen “godmorgen” sagde hun og kiggede rundt, “hvor er far” spurgte hun bekymret. “Far er ikke stået op endnu” sagde mor ude fra køkkenet. Endnu et billede tonede frem for Emily, en mand lå i en hospitalsseng. Emily løb ind på soveværelset “hvor skal du hen?” spurgte moderen forvirret. Emily svarede ikke, hun drejede til højre og derefter til venstre. “Hvad sker der?” spurgte far da Emily forpustet nåede ind i soveværelset. “Er du okay?” spurgte hun forvirret. “Ja… Hvad sker der Emily?” spurgte faderen.

Emily gik som hun altid gjorde i skole med sin skoletaske på ryggen og sin bæltetaske om livet. Det var koldt idag så hun besluttede sig for at lukke sin jakke da hun gik forbi hjørnet som afslørede en lang vej med fortov på hver side. Da hun havde lukket sin jakke gik hun tre skridt… Et billede dukkede op i hendes hovede. “Jeg lyner lige min jakke Emily” sagde en stemme. Emily kiggede tilbage, en 7 årig dreng stod med sin taske ved siden af ham og fumlede med sin jakke. Emily vågnede fra billederne igen. Hun lå på den kolde asfalt der var ikke nogen mennesker at se. Emily rejste sig hurtigt igen og gik videre med galoperende hjerte.

“Godmorgen unger” sagde Fru Smith som var Emilys dansklærer. Ingen svarede alle kiggede bare ned i deres borde. Fru Smith begyndte sin undervisning. Emily sad og tænkte på hvilken underlig morgen hun havde haft. Hun havde aldrig prøvet noget lignende. Emily havde tusind spørgsmål:

Hvem var de mennesker, hvorfor får hun de her billeder i hovedet og ikke mindst er det farligt. 

Klokken ringede til frikvarter og Emily kiggede direkte ind i Olivias himmelblå øjne. Olivia var Emilys bedste veninde. Olivia forstod straks at der var noget galt og nikkede derfor til Emily. “Jeg ved ikke hvad der sker med mig” sagde Emily med tåre i øjnene, “tag en dyb indånding og fortæl hvad der skete” sagde Olivia. Emily forklarede alt til Olivia. “Det lyder som om du har flashbacks” sagde Olivia og kørte sine smalle fingre igennem sit lyse hår.

Emily gik hjem med bankende hjerte. Hun var opmærksom på alt og alle. Da hun drejede rundt om hjørnet ligesom hun gjorde på vej til skole, tænkte hun over hvad Olivia havde sagt til hende. Hun havde haft flashbacks, men til hvad hun kunne ikke huske nogle af de personer hun havde set, men de kendte tydeligvis hende.

Da Emily trådte ind ad døren så hun hendes mor og far stå og lave eftermiddagsmad. “Hej Emily” sagde moderen “hej” svarede Emily og stilte sin taske i gangen. Hun gik ind på sit værelse og smed sig i sin seng. Hun havde ondt i hovedet, ikke en lille smule, men en ret slem hovedpine.

“Aftensmad” råbte mor inde fra køkkenet. “Kommer” råbte hun og stilte sig op. Emily gik hen til sin stol og satte sig ned. “Stegt pattegris med en hel masse salater” sagde moderen og pegede ud på alt det der stod på bordet. Emily begyndte at spise. “Det smager rigtig godt” sagde Emily. Moderen smilte til Emily. Familien spiste i komplet stilhed, ingen sagde noget og det var mærkeligt synes Emily, fordi de plejede altid at snakke om alverdens ting. Pludselig rømmede faderen sig og sagde “Emily…” han holdt en kunstnerisk pause “din mor og jeg har besluttet” sagde han og holdt endnu en pause. “Vi har besluttet at vi ikke vil have at du tager på efterskole” sagde han endelig. Emily kunne føle smerte i sit hjerte, som en havde slået hende med fuld kraft i brystet. “Hvorfor ikke?” spurgte hun og tørrede en tåre væk fra kinden. “Du er ikke moden nok” røg det ud af moderen. En lang pause fandt sted. “Hvorfor er det at jeg altid skal ses ned på?” spurgte hun. “Jeg får hele tiden at vide nej det må du ikke Emily, nej det kan du ikke Emily” sagde hun med tårerne trillende ned af kinderne. “Jeg prøver bare….” forsøgte moderen “nej lad mig tale ud” sagde Emily, “jeg er 15 år gammel, jeg lever i den samme verden som jer, og jeg er et menneske ligesom jer”. Det er fuldstændig ubehøvlet opførsel det der” sagde faderen med en meget vred tone. “Vi tog dig til os da du var 9 år gammel og….” faderen stoppede brat op og holdte sig for munden. “Af hva gjorde i?” spurgte hun med åben mund.