Valg 2011

#0: Jeg stemmer som sædvanlig blankt. Jeg mener ikke, der er nogen dansk politiker (eller parti), der fortjener min stemme.

Desværre tror jeg valgkampen bliver fjendtlig i amerikansk stil. Indtil videre har partierne først kampe ved at skyde huller i modstanderens program, og det er meget ærgeligt.

 Er af den overbevisning at dansk politik er latterligt - ingen tør have en rigtig mening, og det tætteste vi nogensinde er kommet på et parti der tør stå frem med en holdning, må vel være fremskridtspartiet (som jeg i øvrigt tager stor afstand fra), men synes i høj grad at valgkampen indtil nu bare har bestået af mudderkastning på kryds og tværs af blokkene - hvilket er totalt til grin. Stemmer nok konservativ, da det er det parti som matcher flest af mine holdninger, men jeg må sige, at jeg ikke ser det som noget stort at stemme, og for mig er det i bund og grund udemærket hvis rød blok vinder, da de blå nu har været syndebukke de sidste 10 år - det er på tide at det bliver de rødes tur. Så kan befolkningen måske få lidt indsigt i, at lige meget hvem som sidder på magten, så er det i sidste ende et fedt. 

 Det er ikke et fedt... Det er et spørgsmål om penge mellem hænderne eller omsorg for alle.

#4 

For mig at se er skatter og afgifter et nødvendigt onde, der skal til, for at inddrive pengestrømme, der videre skal bruges til at betale for de velfærdsydelser, som vi allesammen er så glade for.

Personligt er jeg dog af den holdning, at velfærdssystemet forlængst er løbet løbsk. Vi bruger penge på de forkerte og for få penge på de, der har brug for hjælp.

Hvordan kan nogle danske familier leve under fattigdomsgrænsen, mens middelklassen, der er både på skiferie og sommerferie, skal have børnepenge, gratis høreapparater og fri adgang til den praktiserende læge? Hvorfor skal der spares i psykiatrien, når de kommende pensionistgenerationer, der har millioner opsparet på deres kapitalpension, kan regne med at modtage folkepension?

Nu skal vi, hvis det står til enkelte partier, igen til at øge beskatningen i stedet for at se på, hvor vi kan spare i vores alt for uoverskuelige velfærdssamfund. Måske vi for en gangs skyld kunne se på de pengestrømme, der forlader den offentlige sektor i stedet for at se på dem, der går ind?

Sandheden er jo, at hver eneste skat, er et indgreb i den enkeltes rettigheder, og skatterne rammer den enkelte borger, om politikerne så lægger den på bankerne, på kapitalafkastet, på virksomhederne et cetera. Staten bruger sin ekspropriationsret for at inddrive beløbene.

Næsten samtlige afgifter i Danmark er designet med henblik på at adfærdsregulere. Læg mærke til, at de er lagt på usunde fødevarer, benzin og andet, der har til formål, at vi køber mindre af det. Hver eneste afgift er principielt set en umyndiggørelse af den enkelte borger, der ikke længere har et uforvrænget valg imellem de forskellige varer. 

Indkomstskatterne er progressive, så de har et fordelingsmæssigt perspektiv, men det ændrer ikke på, at de, der tjener pengene og har de længste arbejdstider, er de, der må bidrage i særklasse mest til fællesskabet. Hvis den nye millionskat bliver indført, kan det godt påregnes, at de, der bliver ramt, ikke er dem, der kan gå hjem efter sin 37 timers arbejdsuge  uden at tænke på sit arbejde før mandagen efter. Det bliver alle dem, der bærer ansvaret ude i virksomhederne, der er i konstant pres for, at virksomheden skal præstere, som arbejder døgnet rundt og ikke bare kan holde fri. I øvrigt bliver de så pålagt en skat - kun for dem. Fair nok...

At sætte en øget beskatning på kapitalindkomsten straffer alle de, der rent faktisk tør at påtage sig en risiko, og som derved forsyner virksomhederne med kapital, der gør, at de kan vokse og bidrage med vækst til det danske samfund. Mindre adgang til kapital - hvilket en skat vil sikre - betyder, at virksomhederne får sværere ved at vokse sig store, og det betyder færre arbejdspladser og/eller lavere lønninger. Virksomhederne bliver altså ikke ramt. Det gør aktionærerne, som er os allesammen, da alle har aktier igennem børneopsparing eller pension eksempelvis. Men det går samtidig ud over arbejderne, der enten får sværere ved at finde job eller må påregne en lavere løn.

At beskatte bankerne betyder blot, at omkostningerne forbundet ved at optage et lån stiger, for der kan da ikke være nogen, der tror på, at bankerne, der tilnærmelsesvis har monopol på udbuddet af likvide midler, ikke vil sende denne skat videre til kunderne. Så det bliver igen de almindelige mennesker, der må betale. Selv hvis de partier, der har foreslået skatten, skulle have ret, at bankerne vil påtage sig afgiften, så vil det gå udover bankernes overskud, men det betyder, at udbyttet for aktionærerne falder, hvilket får aktiepriserne til at falde. Så er det aktionærerne, der må bære byrden. Men hov, aktionærer er jo også almindelige mennesker efterhånden. I stedet kunne bankerne jo undlade at lade overskuddet falde, så kunne de passende gøre sig selv lønsumme som Nordea og fyre medarbejdere. Så går det ihvertfald udover arbejderne.

Al beskatning går udover almindelige mennesker, men der findes faktisk en skat som ville have meget færre konsekvenser end de ovenstående. Det var en skat på BOLIGEJERNE! Men den er politikerne nu ved at sætte ned midlertidigt....... De er simpelthen så økonomisk ansvarlige.