Er gymnasiet anderles end skolen

Nu er jeg selv lige blevet færdig (dog på HHX), og set i bakspejlet synes jeg egentlig ikke der har været det store spring. 

Fagligt bliver det naturligvis lidt sværere, men det er noget der langsomt fases ind således at man ikke mærker det så meget (i hvert fald for mit vedkommende). Det skal dog siges at nogle at mine klassekammerater nok ville være uenige med mig. Nogle områder som fx matematikken kræver dog efter c-niveau at man tager sig lidt ekstra sammen. Eller også er det bare fordi det ikke er min stærkeste side.

Det sociale er egentlig heller ikke så meget anderledes. Nu var jeg på efterskole i 9. og 10. så derfor var der naturligvis for mig personligt noget forskel. Dog synes jeg forholdet til klassekammerater mv. minder meget om det i folkeskolen - måske bliver det endda endnu tættere :)

Flere af mine kammerater er sluttet af med et noget lavere snit end i folkeskolen. For mit vedkommende er det dog ca. det samme hvis ikke en lille smule højere :) Men det afhænger naturligvis meget af arbejdsindsatsen og hvor nemt man har ved de fag der er på linjen man vælger.

Som #1 også meget rigtig skriver, kan man ikke rigtig mærke forskllen lige med det samme, specielt ikke i grundforløbet, men det bliver stille og roligt "sværere" (niveauet bliver højere, kravene større) når man skifter til 2 og 3.g. Der er jo selvfølgelig langt flere afleveringer, og kravene til afleveringerne er jo selvfølgelig også højere, end hvad de er i folkeskolen, og det gælder også i 1.g.

Jeg har netop selv afsluttet STX, og da jeg startede i 1.g kunne jeg godt mærke, at der var nogle andre fokuspunkter i ellers så enkle fag som f.eks. dansk, engelsk og historie. Der er meget mere "teori", termer og begreber henover, fordi fagene jo er en viderbyggelse af de basale ting du har lært i folkeskolen, men det meste lærer man hen ad vejen som sagt.

Karaktermæssigt er jeg faldet ca. én karakter siden jeg bare gik i 10. klasse. Jeg har været meget skoletræt, og det har desværre sat sit præg på mine karakterer. I gymnasiet lærer man hurtigt, at hvis man ikke er på fra start af og viser engagement for undervisningen og faget, så går det meget let udover karaktererne, selvom du måske normalt ligger til et 10-tal. Du skal vise at du vil fra start til slut (og også sørge for at have en god kemi med din lærer), for ellers ligger du med lave karakterer alle gange, selvom du måske viser at du kan mere end hvad du har vist.

Socialt var gymnasiet for mig de bedste 3 år, fordi man jo er det år ældre end man var i eksempelvis folkeskolen eller 10.klasse, så venskaber var noget der kom helt automatisk, og de blev måske endda tættere end dem man har haft siden børnehaveklassen som #1 også nævnte. Det fede ved gymnasiet er jo selvfølgelig også alle de forskellige aktiviteter såsom musicals, fællestimer og forårskoncerter, for ikke at glemme de fede fester og fredagscafeer, hvor man hænger ud og har det sjovt. Udover det kan man være med i alle mulige udvalg, alt afhængig af hvad gymnasiet går op i (f.eks. havde vi et festudvalg, arrangementudvalg, Operationdagsværk hold, musical hold, strejkeudvalg og selvfølgelig et elevråd), og på den måde kan man også få nye venner på tværs af årgangene og klasserne.

Udover hvad der allerede er beskrevet, så er min erfaring, at karakterer gives på: 

 - engagement i timerne (dvs. læse lektier, deltage, vise initiativ)

 - hvad man får sagt i timerne (ikke alt er lige godt. At kunne sine begreber er rigtig godt!)

 - forholdet til læreren (sadly, but true)

Jeg faldt selv en karakter fra, da jeg gik ud af folkeskolen, til jeg gik ud af gymnasiet. Jeg faldt præcis 1,0 :) 

En fyr fra min gymnasieklasse fik sig lidt af et slag over fingrene, da vi fik karakterer første gang. Han var vant til fra folkeskolen af, at han ikke rigtig behøvede at lave noget. Det betød, at han fik 5 i mundtlig tysk imod 11 fra folkeskolen. Begrundelsen var, at han ikke deltog aktivt i timerne. Så selvom hun godt vidste, at han sagtens kunne tysk, sagtens kunne analysere teksterne osv. så var det bare ikke i orden at læne sig tilbage. 

Jeg faldt fra 9 til 7 i standpunktskarakter i spansk, efter en fra min klasse havde taget min oversættelsesaflevering og afleveret, uden jeg var bekendt med den. Jeg havde lånt den til en anden, der brugte den som tjekliste for at sortere de værste fejl ud, og det var så den person, der havde givet den videre. Da læreren fik at vide, at den var kopieret af fra mig, så fik jeg straffen, for min aflevering lå til 11 og hans lå til 7 - og de var jo ens.  Min lærer begrundede faldet i standpunkt med, at jeg havde problemer med grammatikken. Der var bare det, at jeg var en af de bedste til grammatikken i klassen, hvilket jeg påpegede. Jeg fik et 8tal som årskarakter - og det er den, der står på mit eksamensbevis. 

Nu er det nogle år siden, at jeg blev student, men jeg kan godt besvare indlæget ud fra mit perspektiv.

Fagligt:

Du står med meget ansvar og skal igennem mange projeketer (AT, SRO, SRP osv.). Jeg blev til tider frustreret over det pres, der hvilede på een (karakterræset) også selvom jeg vidste, at jeg ville søge ind på en god naturvidenskabelig uddannelse (de naturvidenskabelige uddannelser har ofte ingen adgangskvotient). Forbered dig på mere arbejde og, at få en god strukturering af din tid.

Socialt

Jeg var i en virkelig dårlig klasse i folkeskolen (blev holdt meget udenfor). Gymnasiet var derfor helt klart en lettelse for mig. Jeg fik en del venner, men der var stadig nogle kedelige piger, som hurtigt samlede sig sammen i fasttømrede grupper (dem der kom fra samme 9.klasse) . Disse piger turde ikke rigtig eller gad ikke åbne sig op for os andre.

Karaktermæssigt

Jeg havde et snit på 6,3 i folkeskolen og endte med et fint snit på 9,4. Så det er ikke alle som falder! (; Jeg tror den primære årsag til, at jeg steg var, at jeg fandt ud af, hvad jeg ville. Jeg fik pustet liv i nogle drømme og fik ambitioner. Min arbejdsindsats steg og jeg lærte at lære af mine fejl og bruge mine nederlag på skolefronten til noget konstruktivt. 

Tak, det kunne bruges :)