DEN POLITISKE KANDESTØBER

Har også læst den politiske kandestøber, men kan ikke lige finde mine svar. Dette svar er derfor en samling af forskellige opgaver på nettet. Hvorvidt du ønsker at brue disse svar, er helt op til dig selv.

1)  Hvad synes du selv betegner et dramas typiske opbygning? Skriv hvad du mener (evt google).

1.akt: Eksposition: Modsætningerne anslås, hovedpersonerne introduceres.
2.akt: Knude: Konflikten bryder ud. Hovedpersonen uddybes.
3.akt: Krise: Konfliktoptrapningen kulminerer, og der synes nu ingen udvej.
4.akt: Peripeti: Her sker der en afgørende vending af konflikten.
5. akt: Afslutning: Konflikten udløses og afsluttes.

1. akt

Geske beklager sig flere gange over, at Herman bruger mere tid på politica end på at passe sit arbejde. I denne første akt bliver Herman von Bremen introduceret i historien som en af de vigtigste personer og man kan karakterisere ham som den "dumme" og ufornuftige. Det gør han, fordi han er den, der går imod strømmen og går imod den generelle norm blandt borgerne i byen, og derfor bliver han den ufornuftige i det forhold. Herman er en mand med meget høje tanker om ham selv og hans evner ved at sige, at han ikke overhovedet har overvejet den tanke at dø som kandestøber, samt at han afslår Antonius´ frieri til hans datter fordi han hverken har lyst eller vil læse politica. Antonius vil gerne gifte sig med Hermans datter, men det får han ikke lov til. Han virker som en meget almindelig mand i byen, der ikke har nogen speciel god eller dårlig status i hierarkiet. For eksempel siger han selv i scene 2, at han er en god og ærlig håndværksmand, der ikke har lært nogen complimentationer. Altså er han ikke nogen lærd mand, hvilket man ikke får indtrykket af, at der mange i byen der er. Desuden agter Antonius heller ikke at blive det. Dette ses blandt andet i scene 4, hvor Antonius diskuterer med Herman, og han siger, at når han skal bruge tid på at læse forsømmer han sit håndværk. Dermed ligger hans indstilling helt fast, og den er fuldstændig modsat af Hermans. Geske er den sidste person vi møder i første akt af "Den politiske Kandestøber". Hun er Herman von Bremens kone, men i denne første akt virker hun ikke særlig glad for sin mand ­ nærmere er hun sur på ham. For eksempel siger hun i scene 5, at hendes mand aldrig tager vare på sit arbejde, og hun ved ikke, hvor han går sin daglige gang, før Antonius fortæller hende, at han har fået politisk griller. Derefter kalder hun Herman for en nar, og siger, at han bliver staader før han bliver borgmester. Hun tror bestemt ikke på hans politiske tanker, og mener, at han hellere skulle passe sit arbejde. Hun siger også i scene 5, at hun intet forlanger af ham, men han bruger så meget tid på sit politica, at han ikke kan koncentrere sig om sit rigtige arbejde, og derfor må svendene altid gøre det om, så det bliver lavet ordentligt. Konflikten: Jeg har ovenfor været lidt inde på den konflikt, der udspiller sig i første akt. Konflikten er, at Herman gerne vil være en lærd mand og bruge sin tid på at læse sit politica, i stedet for at passe sit almindelige arbejde som kandestøber. Netop af denne konflikt kommer navnet på komedien "Den Politiske Kandestøber" sandsynligvis fra. På den tid, hvor komedien er skrevet var det sådan, at man ofte fik det erhverv ens far også havde haft. Man blev så at sige "født" til at have et bestemt job. I Herman von Bremens tilfælde er han "født" til at være kandestøber. På grund af dette, er det svært at få et andet job, og mange vil synes, at det var mærkeligt og dumt, hvis man ikke bare blev det man var "født" til. Det er netop dette Herman i første akt går imod, ved ikke at passe sit arbejde som kandestøber. Han vil hellere bruge sin tid på at læse bøger og blive en lærd mand. Blandt byens andre borgere bliver der ikke set med milde øjne på Hermans beslutning om at få et nyt erhverv. De er af den overbevisning, at man bare bør holde sig til det job, man er "født" til og så egentlig bare være glad for det. Oplysningstiden: Man siger, at oplysningstiden strakte sig fra omkring 1690-1800 ­ altså dengang Ludvig Holberg levede. I denne periode udvidede mennesket sin viden om verden, og med denne nye viden satte de spørgsmålstegn ved kongens og kirkens magt i samfundet. Man ville så at sige kaste lys over land ­ naturens love, samfundets opbygning og menneskets væsen. Oplysningstiden kommer som en reaktion på

2. akt

barokken, der var meget religiøs, og derfor begyndte man med ny viden at stille spørgsmålstegn ved den. Oplysningstænkerne vurderede ikke mennesker efter deres status, men derimod så de alle borgere som lige mennesker med lige rettigheder. Noget af det, der betyder noget i denne tid er rationalismen, der tager udgangspunkt i menneskets medfødte fornuft. Fra menneskets fornuft stammer al sand viden, og med den kommer man frem til logiske sandheder. Rene Descartes regnes for at være grundlæggeren af rationalismen, og netop denne filosofi går ud på, at man frigør sig fra det religiøse grundlag, der hidtil har været grundlag for samfundet, og derimod bruger man logikken. Det er også et modstykke til rationalismen, og det er den engelske empirisme, hvor John Locke er en vigtig person. Ifølge Locke får mennesket gennem livet sin erkendelse fra sansning og refleksion. Vi bruger sanserne til at erkende verden, og det giver os adgang til den ydre verden. Vi bruger refleksionen til at udlede love for naturens forløb. Vi kan altså reflektere over verden, når vi først har erkendt den, og dermed komme frem til logiske slutninger om naturens love. Disse to ismer er grundlaget for oplysningen og den tyske filosof Immanuel Kant formår at forene dem, og det er kombinationen af disse to forskellige retninger, der har skabt oplysningstiden. Ludvig Holberg er manden, der bringer oplysningstiden til Danmark. Han var den første i Danmark, der var præget af oplysningstiden, og han formåede at formidle den ud til et større publikum via sin litteratur. Det var igennem sine dannelsesrejser i begyndelsen af 1700-tallet, at Holberg fik kendskab til de nye tanker og strømninger. Molière var Holbergs forbillede, men modsat ham skildrede Holberg i sine komedier andre lag end overklassen. Når det gælder klarhed og fornuft er Holberg stor tilhænger af klassicismen, da flere af hans komedier er præget af realisme. Klassicismen stræber efter sandhed, sandsynlighed og klarhed. Man ønsker at forstå, hvordan mennesker tænker og handler. Klassicismen stræber altså efter at forstå de sammenhænge, der ligger bag de menneskelige handlinger ­ forsøge at forstå menneskets natur. Holberg beskæftiger sig rigtig meget med teaterverdenen, og i denne dyrker Holberg karakterkomedier. Disse komedier beskæftiger sig meget med at sætte sig ind i hovedpersonen, og behandle dennes karaktertræk. Holberg vil gerne gennem sine komedier vise sit publikum konsekvenserne af forskellige dårligdomme som f.eks. forfængelighed eller snobberi. Dette ses blandt andet i "Den Politiske Kandestøber", hvor der bliver fokuseret meget på Herman von Bremen, og han er den eneste hovedperson, mens der er mange bipersoner. Perspektivering: Holberg vil gerne i sine komedier skildre andre forskellige lag end overklassen, hvilket passer rigtig godt med de tanker, der var i omløb i hans samtid. Det gør det netop fordi man i oplysningstiden gerne vil skildre mennesket uden at tænke på deres status eller plads i hierarkiet. Man vil hellere se alle borgere som lige mennesker, hvor ingen har hverken flere eller færre rettigheder end andre. Dette ses blandt andet i "Den Politiske Kandestøber". Her bliver der ikke lagt hovedvægt på en person fra overklassen. Det kunne f.eks. være en, der var "født" til at være en lærd man, og man kunne forestille sig, at han ville være meget hovmodig og overlegen type. Derimod er de lærde folk ofte bipersoner i Holbergs komedier, og der bliver derimod lagt meget mere vægt på de "almindelige" personer, der hører til i et helt andet lag. I "Den Politiske Kandestøber" hører man næsten ikke om nogen lærde folk fra overklassen, men derimod bliver almindelige håndværkere og deres koner skildret i komedierne.

3. akt

Rationalismen var også en vigtig del af oplysningstiden, hvor logikken spiller en central rolle. Dette kan også ses i "Den Politiske Kandestøber" og andre af Holbergs komedier som for eksempel "Erasmus Montanus". I begge disse komedier er et af hovedtemaerne, at hovedpersonen på denne ene eller anden måde skal blive lærd. Det kan hænge sammen med rationalismens syn, der tager udgangspunkt i menneskets fornuft og logikken. Nogle af de fremtrædende temaer i komedierne er netop tanken om at være klog, men også fornuftig og logisk. Logikken ses for eksempel i "Erasmus Montanus", hvor Montanus kommer hjem fra København med mere logik end da han tog hjemmefra. Et eksempel kunne være, at han har lært at jorden er rund og ikke flak. Præcis det samme ses også i en anden af Holbergs komedier "Erasmus Montanus". Her er det Rasmus Berg, en helt almindelig dreng, der tager til København for at blive lærd. Her er det også person, der ikke repræsenterer overklassen, der er hovedpersonen. "Den Politiske Kandestøber" og "Erasmus Montanus" har en række ligheder, der er værd at se lidt nærmere på. En af de ting de to komedier har tilfælles er, at hovedpersonen i begge tilfælde skiller sig ud fra normerne i deres hjemby og den tid de lever i. I "Erasmus Montanus", tager Rasmus Berg til Købehavn for at blive en lærd mand, men det er slet ikke det han er "født" til at være. Dette medfører, ligesom i "Den Politiske Kandestøber", at Montanus ikke får nogen respekt at de mennesker, der bor i hans hjemby. De griner ad ham, og lytter slet ikke til de ting, han har at fortælle. I "Erasmus Montanus" bliver det meget tydeligt skildret, hvordan rollerne i byen er sat fra fødslen. Det vil sige, at man bliver "født" til et bestemt erhverv, og dermed er de folk, der er "født" til at være lærde de lærde folk i byen ­ og det kan der ikke laves om på. I "Erasmus Montanus" ses det ved, at Montanus snakker latin med Per Degn, der er en af byens lærde folk. Selvom Montanus snakker bedre latin end Per bliver han ikke belønnet for det. Simpelthen fordi de andre folk i byen ikke forstår sig på latin, og samtidig kan de slet ikke forestille sig, at Montanus skulle kunne være bedre til latin end "lærde Per Degn". Den sammen respektløshed oplever Herman von Bremen i "Den Politiske Kandestøber", hvor der heller ikke er nogen opbakning til hans projekt om at blive borgmester.

Sammenlign hvad der sker; hvad er udviklingen?

3) Hvad tror du selv sker i 4. akt? Regner med at du HAR læst stykket, så derfor bør det ikke være noget problem, ikke sandt?

For at forstå "Den politiske Kandestøber" må man simpelthen sætte sig ind i den litterære periode Oplysningstiden og evt. også læse om Holberg. I denne periode havde man en samfundsstruktur, der kaldes det feudale system. Dvs. en form for klasseopdeling - alle havde hver deres plads, og kun hvis folk forblev i disse pladser var der harmoni - og det var det fornuftige!

Naturligvis (siger Holberg) skal en kandestøber ikke gøre sig klog på politik, for det ved han intet om. Han er kandestøber, og det er i det felt han skal begå sig.
Derfor er der ingen tvivl om, at slutningen bliver en lærestreg. 

Tusind tusind tak! Så har jeg fået afleveret!!

@cathlyk du er genial! :))))))))))))


og mange tak til dig også Yang!;)