Fsa maj 2010 aften i staten

Hej, jeg har lige skrevet denne stil, men er usikker over, om den er god nok. Hvad synes i om den? Hvilken karakter vil i give mig? Mvh. Alvin

Klokken var otte, og jeg for ud ad døren. Jeg hørte, at der var nogle, der så mig stikke af, så jeg sat-te tempoet op og spurtede alt, hvad jeg kunne. Jeg ville væk fra børnehjemmet, jeg ville væk fra livet. Der var nemlig ingen, der ville have mig – jeg var en skuffelse.

Da jeg var nået over til lyskrydset, opdagede jeg, at det var rødt. Jeg lagde mærke til, at personalet fra børnehjemmet var lige bag ved mig, så jeg tog et stort åndedræt og løb videre over den store vej, selvom jeg allerede vidste, at det var rødt for mig. Jeg var næsten kommet over på den anden side af vejen, da jeg hørte et skrig, der susede lige igennem mine øre – der var noget specielt ved det skrig.
Det var det øjeblik, jeg opdagede, at der faktisk var en kæmpe lastbil med fuld fart i retning mod mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg prøvede at bevæge mine arme og ben, men jeg kunne ikke – jeg var lammet af frygt. Den store lastbil kom nærmere og nærmere, og derefter kunne jeg ikke høre andet end et stort brag, og der forsvandt lyset.

Hvor var jeg? Var det slut nu? Hvad skete der? Var jeg i himlen? Jeg så på mine hænder, der var ikke nogen rifter efter episoden. Jeg kunne heller ikke mærke noget, der gjorde ondt. Jeg nev mig selv, og det virkede heller ikke, men jeg kunne godt mærke vinden blæse i mit hår – det var ret koldt. Jeg undrede mig i et stykke tid, men besluttede mig derefter at kigge lidt omkring for at finde en løsning på alt det her.

Byen var tom, kunne jeg se herfra. Der lå en telefonboks midt på gaden, men ellers var der ikke no-get, eller jo, der var en ung pige, som sad ned på den kolde sti og græd. Jeg overvejede lidt, om jeg skulle gå hen til hende.

Jeg besluttede mig til sidst at gå over til hende, da hun måske sad i samme situation som mig. Pigen græd stadig, da jeg ankom, så jeg spurgte hende, om hvad der var galt, men hun svarede ikke. Hun stirrede kun på mig med tårer i øjnene – jeg syntes, at hendes øjne var bekendte. Jeg spurgte hende igen, hvis hun nu ikke hørte mig første gang, men jeg fik stadigvæk ikke noget svar. Jeg stod lidt akavet og tænkte over, hvad jeg nu skulle gøre.

Måske var pigen stump, så det var derfor, hun ikke svarede? Jeg tøvede lidt. Pigen holdte op med at tude og pegede på en hund, der haltede skråt ud til horisonten. Jeg vidste ikke, hvad hun mente med det, så jeg nikkede bare dumt og spurgte hende, hvorfor hun pegede på hunden. Hun begyndte der-efter at pege desperat på hunden og rystede i mit ærme, men jeg forstod stadig ikke, hvad hun mente.
Hun tog derefter alt sit tøj af, og jeg stod igen lidt akavet og tænkte, drømte jeg nu?

Jeg lagde direkte mærke til, at der stod med store blokstaver: ”QUITTER” på hendes fine krop - var der en sammenhæng med ordet og hunden? Jeg bemærkede også, at der var et guldsmykke rundt om hendes hals, men hun gemte den hurtigt væk. Jeg tænkte, at hun skjulte noget for mig, så jeg prøvede at tage smykket fra hende, men hun kæmpede imod – det endte med at smykket faldt ned. Jeg bukkede mig ned for at samle det op.

Der var et lille håndtag i guldsmykket, så jeg tog fat i den og åbnede den op – der var et billede af hende med mig i hånden, da jeg var en lille dreng. Er hun min mor? Der begyndte at vokse en vrede i mig, men samtidigt også en glæde over, at jeg endelig har mødt min mor. Hvorfor forlod hun mig? Jeg så på hende, hun sad ned på knæ og græd. Jeg lagde mærke til hendes øjne igen, det var nemlig derfor, de var bekendte – hun var altså min mor.

Hun begyndte at rejse sig op og hviskede i mit øre: ”Undskyld, jeg ikke var der for dig, når du havde brug for det. Jeg fortrød, at jeg forlod dig, men jeg havde intet andet valg – jeg var en skuffelse. Lov mig. Lov mig, at du ikke ville blive ligesom mig. Gør mig stolt mit barn.

Pludseligt begyndte min mor langsomt at forsvinde. Jeg tog fat i hendes hånd, men hun var allerede forsvundet. Jeg havde lige min mor foran mig, jeg ville have spurgt hende om en hel masse, men nu var hun væk igen. Lyset kom frem. Jeg var inde på et hospital. Jeg spurgte sygeplejersken, om hvad klokken var. Hun fortalte mig, at klokken var otte, og jeg havde været væk i næsten et døgn – det var som om, at jeg havde været væk i flere dage.

Det var varmt herinde – jeg følte mig trygt. Jeg så ud ad vinduet, der var en hund, der så ud over horisonten. Hvordan mon jeg ville klare mig?