Debat

Asiaterne overhaler os!

20. november 2005 af Trynde (Slettet)
Ja, det er næppe nogen nyhed.
Prøv at læse dette debatindlæg fra Politiken:

-----
Debat: Indien: Jeg er inder - og stolt af det
Politiken 19 november 2005, 3 . sektion side 4
--------------------------------------------------------------------------------
Den indiske vidensøkonomi boomer, og der uddannes nu årligt flere ingeniører end i hele Europa. Det smitter af på de indere, der er bosat i Vesten. For pludselig er det blevet trendy at kalde sig inder, ligesom indiske restauranter og butikker er in.

Af Mrutyuanjai Mishra, europæisk master i menneskerettigheder og demokratisering
Idag er det blevet moderne og trendy at kalde sig inder og at åbne indiske butikker og restauranter. Årsagen til, at indere bosat i vestlige lande netop nu i langt højere grad end tidligere identificerer sig med deres oprindelsesland, er blandt andet, at Indien har oplevet stor økonomisk fremgang, så stor, at landet næst efter Kina har den hurtigst voksende økonomi i verden. Indien i almindelighed og byen Bangalore i særdeleshed er blevet verdens største centrum for outsourcing (udflytning af job), især inden for it-området. Lad os tage et konkret eksempel:
Ejeren af det indiske it-firma Infosys i Bangalore startede med en kapital på 250 dollar. I dag er firmaet mere end 20 milliarder dollar værd, og mange andre firmaer har oplevet en fremgang i samme størrelsesorden i løbet af de seneste 15 år. Ud af de 500 største virksomheder i verden har næsten 150 flyttet forskningsafdelinger til Indien.
I Indien uddannes flere ingeniører end i hele Europa. Det årlige antal kandidater fra universiteterne i Indien (alle fag inklusive) svarer til hele Danmarks befolkning. I dag uddanner Indien og Kina tre gange flere, og de asiatiske lande sammenlagt otte gange flere ingeniører end USA. En veritabel vidensrevolution er på vej i Indien.
Indiske middelklasseforældre er parate til at bruge en fjerdedel af deres løn på deres børns uddannelse. Børnene sendes til skoler med engelsk som undervisningssprog, og i stadig højere grad samarbejdes der med universiteter og uddannelsesinstitutioner i Vesten. De mest populære skoler i indiske storbyer har navne som Harvard School, Kennedy School og Oxford School. Det er hverken religion eller lokalsprog, der bliver lagt vægt på, men derimod tunge videnskaber som matematik, fysik, kemi osv.
I min egen gymnasietid i Indien oplevede jeg følgende: I løbet af det afsluttende år, hvor karaktererne skulle bruges til at søge om optagelse på de attraktive universiteter, så dagligdagen typisk således ud for mine klassekammerater på den matematiske linje: Klokken 5 stod man op og tog bad i et badeværelse, hvor væggene var beklædt med laminerede papirark med de sværeste kemiske formler. Derefter læste man lektier, indtil man tog i skole, som startede klokken 7. Med 45 minutters interval startede en ny undervisningstime. I sprogfagene sad eleverne med sprogbøgerne på skrivebordet, men med matematikopgaver i skødet. I matematiktimerne var halvdelen af klassen i gang med endnu sværere opgaver i skødet, mens læreren famlede med nogle af de fundamentale begreber på tavlen.
Vi fik fri klokken 13.30. Men skoledagen gik ikke blot fra 7 til 13.30. Klokken 16 startede privatundervisningen. Det var typisk klasser med lidt færre elever, og de kostede langt mere end den almindelige skole. Her brugte eleverne gerne to-tre timer hver dag. Det er denne hårdtarbejdende generation, der har ændret Indien markant fra et underudviklet landbrugssamfund til et land på vej til en førerposition som informationssamfund.
Mange fra denne generation er emigreret til Vesten, og nu er deres børn begyndt at lægge samme arbejdsdisciplin for dagen i de vestlige skoler. TV-avisen nævnte i juni i år ganske kort, at hele USA fulgte med i en stavekonkurrence, som blev vundet af en 13-årig dreng fra Californien. Den indisk-amerikanske dreng Anurag Kashyap stavede uden at ryste på hånden 'appoggiatura' (som betyder en tone, der bruges til at udsmykke en melodi med).
Men TV-avisen nævnte ikke, at drengen var indisk-amerikaner. Tre ud af fire topplaceringer gik til børn med samme baggrund, og i fem ud af de seneste syv år har en indisk-amerikaner vundet konkurrencen.
Lad os tage et andet eksempel. En 29-årig indisk læge vandt The Ten Outstanding Young Americans Award, på trods af at han først kom til USA i 1996. Tidligere har blandt andre Bill Clinton, John F. Kennedy, Henry Kissinger og Henry Ford modtaget prisen. Den unge inder havde færdiggjort sin kandidatgrad i computervidenskab fra det bedste universitet i Indien - IIT, Indian Institute of Technology. Dernæst havde han taget endnu en kandidatgrad, denne gang fra Harvard University, i medicin - alt sammen inden han blev 30 år.
Får Danmark en sådan type studerende? Nej, for vi har ikke noget eliteuniversitet, der kan tiltrække folk som de lige nævnte. Mens Amerika forhøjer kvoten for indiske studerende (80.000 om året, den største kvote for studerende fra noget land), er diskussionen i Danmark havnet i, om man overhovedet skal have et eliteuniversitet.
Mens Indien lægger enorm vægt på naturvidenskab, foretrækker studerende i Danmark stadigvæk i stort omfang humaniora. Mens Europa diskuterer religion, bruger indere og kinesere tid på professionel uddannelse. Spørgsmålet er ikke, om Asien kan overhale Europa, men om hvornår.
-----


Hvad vil det reelt sige?
Sidst i artiklen nævnes der, at studerende i Danmmark foretrækker humaniora.
Men hvad med dem, der vælger naturvidenskaben? Vil de også blive "klemt" mellem presset fra meget velkvalificerede indere og kinesere.

Selv ville jeg ikke kunne klare den 'arbejdsdag', som der bliver nævnt i artiklen. List for ambitiøst for mig.
Men vil det i sidste ende betyde, at jeg "uddanner med til arbejdsløshed", uanset hvilken uddannelse jeg tager?

Brugbart svar (0)

Svar #1
20. november 2005 af JGH (Slettet)

Ja, det er deprimerende at tænke på.
I forhold til indere er næsten alle danskere jo middelmådige.
Hvis man skal tage det til ekstremerner, betyder det så, at Indien/Kina bliver et i-land (stor andel af veluddannede*), men Danmarks funktion bliver...? Et nyt u-land?
Jeg tror, vi er blevet for magelige!




* Nogle bruger det argument, at en stor del af Kinas/Indiens befolkning stadigvæk er landmænd og dets lige, derfor må landet altså være et u-land. Men egentlig er det lige meget for vores vedkommende. Selvfølgelig vil det være en større karastrofe, hvis ALLE kinesere og indere var veluddannede - og det er godt på vej. "I Indien uddannes flere ingeniører end i hele Europa" - men allerede nu kan indere/kinesere konkurrere med europæere. Jeg kan huske, at argumentet engang var: "Jamen, de er jo billigere!" I dag er argumentet: "Jamen, de er jo bedre kvalificerede... (og billigere)!"

Svar #2
20. november 2005 af Trynde (Slettet)

#1 Jeg regner dog med at komme med på vognen, før "asiaterne styrer verden."
Dette må give een en ekstra god grund til at studere hårdt.

Brugbart svar (0)

Svar #3
27. november 2005 af Bosna92 (Slettet)

Jeg synes at man skal udnytte fordelen af "hjemmebannen" i denne situation. Man skal læse hårdt og udnytte kendskab til arbejdsmarkedet, sprøgfordele og kulturkendskab, som i nogle tilfælde betyder mere en billig og faglig veluddannet arbejdskraft.

Brugbart svar (0)

Svar #4
04. december 2005 af sigmund (Slettet)

Prøv og se følgende artikel fra Politiken:
-----

Det vilde Østen: Fatamorgana. Asiens vidundere er stadig kun skrøbelige papirtigre

Politiken 10. november 2005, 2. sektion, side 7

I Kina vokser uligheden med alarmerende hast og skaber uro blandt de millioner, som forbliver fattige. Og Indiens højt besungne teknologisektor beskæftiger mindre end en kvart procent af landets arbejdsstyrke.

Af Pranab Bardhan

Medierne harenorme forventninger til Kinas og Indiens opkomst i international økonomi. Efter lang tids relativ stagnation har disse to lande, med næsten to femtedele af verdens befolkning, de seneste tyve år oplevet en bemærkelsesværdig indtægtsfremgang. Journalister har tyet til alle hånde farverige metaforer i deres beskrivelse af de to landes optagelse i den globale økonomi: kæmper, der er vågnet af deres »socialistiske dvale«, »tigre«, der er blevet sluppet ud af deres bure og så videre.
Journalister har sendt åndeløse artikler hjem fra Beijing og Bangalore om den ubønhørlige konkurrence fra disse to nye økonomiske troldmænd i vores gæstfrie kvarter, på en »ligeværdig«, globaliseret økonomisk legeplads. Andre har advaret om, at »tre milliarder nye kapitalister« fra især Kina og Indien ville komme til at spille en ikke ubetydelig rolle i globaliseringens næste fase.
Der hersker ingen tvivl om, at disse to økonomiske magter har et enormt økonomisk potentiale i resten af dette århundrede, men alvorlige strukturelle og institutionelle problemer vil stække dem mange år ud i fremtiden. På nuværende tidspunkt er Indiens økonomi åbenlyst overvurderet, og de potentielle farer for den kinesiske stat - og dermed for landets økonomiske stabilitet - er stærkt undervurderede.
Både Kina og Indien er fortsat desperat fattige lande. Af de to landes i alt 2,3 milliarder indbyggere tjener næsten 1,5 milliarder mindre end to dollar om dagen, ifølge beregninger fra Verdensbanken. Det er selvfølgelig en historisk bedrift, at millioner af mennesker er blevet løftet ud af fattigdommen. Takket være gentagne påstande i den internationale finanspresse er det nu almindeligt anerkendt, at vi kan takke globaliseringen for denne bedrift. Men en substantiel del af Kinas nedgang i fattigdom fandt sted allerede midt i 80'erne (på grund af vækst i landbruget) inden 1990'ernes store udvikling i landets udenrigshandel og investeringer.
Påstande omIndiens bekæmpelse af fattigdommen gennem især en liberalisering af markedet hviler på et endnu mere usikkert grundlag. Hvis der skete en udvikling i fattigdomsbekæmpelsen i 1990'erne, liberaliseringens vigtigste årti, var det ifølge flere vurderinger en opbremsning. Under alle omstændigheder er Indien fortsat en mindre aktør i verdenshandlen, hvor det bidrager med mindre end 1 procent. Kinas andel er 6 procent.
Og hvordan ligger det med de horder af indiske software-ingeniører, callcenter-operatører og programmører, der skulle udhule den rige verdens funktionærjob? Det samlede antal ansatte i alle it-relaterede job i Indien er mindre end en million - en kvart procent af den indiske arbejdsstyrke. Uagtet landets mange nobelpristagere og strålende forskere og erhvervsfolk er Indien fortsat det enkeltland i verden, der bidrager med flest analfabeter. At løfte disse mennesker ud af fattigdommen og udsigtsløse, ydmyge job vil fortsat være en umådelig stor opgave i de kommende årtier.
Selv i Kina, som nu betragtes som det land, hvor verdens produktion foregår (selv om Kinas andel af verdensproduktionen i bred forstand er under 9 procent, eller mindre end en femtedel af Japans eller USA's), er mindre end en femtedel af arbejdsstyrken beskæftiget i produktion, minedrift og byggeri til sammen. Faktisk har Kina mistet et tocifret antal millioner produktionsjob siden midten af 1990'erne.
Næsten halvdelen af landets arbejdsstyrke er fortsat beskæftiget i landbruget (i Indien er det cirka 60 procent). Da produktiviteten i forhold til det dyrkede areal er stagneret, venter der begge lande en stor opgave med at opsuge millioner af bønder i arbejdsstyrken.
Skønt de nationale private firmaer i Kina er aktive og i fremgang, er de relativt svage, og kinesiske banker er tynget af 'dårlige' lån. Efter de fleste målinger investeres kapital mindre effektivt i Kina end i Indien, om end Kina med hensyn til infrastrukturen og fremskridt inden for uddannelse og sundhedsvæsen er bedre stillet end Indien, når det gælder fremtidig økonomisk vækst. De økonomiske styringsredskaber i begge lande er fortsat langsomme og klodsede.
På længere sigtvil Kinas autoritære styreform formentlig være en væsentlig hæmsko, på trods af at det lige nu gør den politiske beslutningsproces meget effektiv. I den økonomiske reformproces har den kinesiske ledelse ofte taget temmelig dristige beslutninger og implementeret dem relativt hurtigt og konsekvent, mens reformerne i Indien har været haltende og tøvende. Dette forhold tilskrives normalt den langsomme demokratiske proces i Indien.
Men uligheden er vokset i Kina, og utilfredsheden breder sig blandt dem, der sakker bagud. Med massive fyringer i de provinser, der oplever industriel stagnation, vilkårlig beskatning af landmænd, omsiggribende korruption inden for det offentlige og giftige udledninger fra industrien er der udbredt utilfredshed blandt folk på landet.
Ifølge oplysninger fra det kinesiske politi er der sket en syvdobling af tilfælde af social uro i de sidste ti år.
Kina er langt bagIndien med hensyn til politisk konfliktstyring, og det kan vise sig at være Kinas akilleshæl. I de sidste 50 år er Indiens ekstremt heterogene samfund blevet ramt af forskellige former for konflikter, men systemet har i det store hele formået at håndtere disse konflikter og afgrænse dem nogenlunde.
I mange århundreder har den traditionelle homogenisering af kinesisk kultur, sprog og bureaukrati ikke levnet meget plads til pluralisme og forskellighed, og et centralistisk, autoritært kommunistparti har videreført denne tradition.
Der hersker en vis bekymring for orden og stabilitet i Kina (og ikke kun inden for partiet), en tendens til at overreagere på vanskelige situationer og til lidt for hurtigt at stemple protestbevægelser og krav om lokalt selvstyre som oprørske. Det er i denne sammenhæng, man kan se sorte skyer trække sammen i Kinas politiske, og dermed også økonomiske, horisont.
Vi må ikke miste vores proportionssans, når vi tænker på Kinas og Indiens fremgang. De vestlige lande bør tilpasse deres økonomier til de nye realiteter og benytte sig af de nye muligheder, men vi skal ikke overse det enorme økonomiske svælg mellem Vesten og disse to lande (især Indien). Der er mange faldgruber og hindringer, som de to lande skal forbi i den nærmeste fremtid, inden de kan indtage en stabil plads som betydelige aktører på den internationale økonomiske scene.

Pranab Bardhan er professor i økonomi ved University of California, Berkeley.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen
-----

Jeg må sige at jeg er enig med hovedbudskabet i artiklen om, at vi i Vesten ikke behøver at være bange for at blive udrangerede af indere og kinesere. Derfor har jeg lidt svært ved at tage dommedagsprofetierne fra danske erhvervsfolk alvorligt.

Skriv et svar til: Asiaterne overhaler os!

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.