please kritiser min stil!

hej! jeg har lidt stresset skrevet en dansk stil, (som altså ikke er rettet igennem, så lad venligst være med at tage efter stave og kommafejl.) men det kunne være ret dejligt hvis nogen gad og læse den, og ikke direkte rette den, men bare komme med nogle råd til forbedring!
Hilsen Tina


her kommer den:

Lev!

Det er overalt, ja det skaber faktisk alt. Tiden og tempoet, jeg er tilbøjelig til at sige at det er essentielt for tilværelsens gyldighed, og tilværelsens udslag. Tanken om hvad det kunne have betydet for mit liv hvis jeg havde taget valget om et temposkift, på nogle andre tidspunkter end jeg egentlig gjorde, er fascinerende, og lidt skræmmende samtidig.
Milan Kundera udtrykker i sin tekst ”Langsomheden” fra ’95 en undren. En undren i forhold til menneskers higen efter hurtighed og adrenalinbaserede kick. Liv i stress og jag og folk der med skyklapper på, ikke ænser andet end deres egen tilfredsstillelse. Han fortæller kritisk om kvinden der kun dyrker sex for orgasmens skyld. Folk blændes af det materielle isbjergs top, de overser alt det andet der også hører med. Og han bryder sig ikke om denne opdeling af en ellers fuldendt helhed, som for eksempel det at adskille orgasmen fra selve samlejet. Det han tager så stor afstand fra, havner mange folk i uden at overveje det, eller tænke over det, det er den moderne verdens materialistiske og forførende greb, der fra vi bliver født fører os ind i det. Hurtigheden. Vi er blot hurtige produkter af en hurtig og urbaniseret verden.
Det fascinerer mig, og hvorfor skulle jeg holde mig tilbage?

Jeg tænker mit liv som i de der film hvor man ser hvad der sker med hovedpersonen, men samtidig hvad der ville være sket hvis vedkommende ikke lige havde nået toget, hvis telefonen lige havde ringet inden afgang, og dermed havde gjort at man kom 2 minutter senere ned på gaden. Præcis 2 minutter og 18 sekunder for sent til at undgå at blive ramt af den lastbil, der dømmer én til at sidde i en kørestol resten af livet. Eller hvis moster ruth lige have ævlet 24 sekunder længere end de ekstra 2 minutter og 18 sekunder, og man var løbet så hurtigt efter toget at man væltede ind i en nydelig ung mand der i langsomt tempo gik med sine dagligvarer i bærerposer i favnen, ned ad gaden. Og BANG! Så lå man der og han gjorde, og tomater, og sæbe og havregryn ud over hele gaden, og selvfølgelig var man flink og hjælpsom og undskyldende, og før man vidste af det var man gift og havde 3 børn og et 2 plans hus i en forstad.

Det virker lidt som et spil, tilfældige terningekast og med bind for øjnene, aldrig kan man i denne livets roulette vide om man skal tage den hurtige tur på mortorcyklen for at nå sikrest frem, eller bare trille lige så stille afsted på sin cykel med jeg-har-intet-at-nå attituden. Og det er denne berusende uforudsigelighed der gør det så forbandet svært at lade være med at spille med. Nogle gange kan det helt rigtige og udslagsgivende være spontanitetens uforudsigelighed, som man nærmest i en ruslignende tilstand følger for at mærke suset fra hurtige skift og korte fornøjelser, og alt hvad man mærker er indtryk af den forbipasserende verden, alt er udenforstående æstetiske nydelser. Pludselig kan det ende brat, eller vare ved til gud ved hvornår. Men aldrig for evigt, det er nuet der tæller.
Men nogle gange kan kan man nærmest kvæles i denne hunger efter hurtigt at komme gennem alt og intet. Det virker pludselig absurd og ligegyldig, som et resultat af en stresset og evolutionerende verden, hvor stilstand og tomgang er lig kedelig og uinteressant. Vi følger blot med, nogle gange som en surfer der kæmper for at holde sig ovenvande på bølgens top, og vil gøre alt for at vinde, aldrig lade sissyfosarbejdet tynge ham. Jeg lader mig rive med. Men selv i rusen og ekstasen fra det der er så langt ude, dér foran, og som skal nåes så forbandet hurtigt, så råber jeg pludselig stop! Det er en kliche at nydelsen kun kan opnåes gennem adrenalinen og orgamen som Kundera beskriver det hos nogle folk. Jeg tror at nydelsen for alle, sagtens kan affinde sig med at være en langsom størrelse. Som når man bare sidder dér (helst i maj, med bagende sol, lige sådan at man kan tage jakken af og så ellers bare sidde der og sidde), udenfor ved en café og drikker den der kaffe og ryger de der smøger, med intet i tankerne, bare den rare følelse i kroppen, afslapning efter en uges stress og jag, intet man skal nå. Man keder sig lidt, men det er en rar kedsomhed. Nydelsen er indeni og ikke uden på tøjet eller som vinden i håret. Man kan sidde der i 1, 2, 3 timer, det er nærmest som en lomme af evighed midt i forgængeligheden. Men pludselig gribes man af verden, rives ud af stilstanden og skubbes ind i den kaotiske og spændende verden igen. Og igen opnåes den største fascination ved indlevelse og hurtig hovedkulds færden.
Jeg er tilfreds.
Men når nu stilstanden og det langsomme er så tilfredsstillende, hvorfor så ikke bare konsekvent vælge den? Tja, hvad ville et liv egentlig være værd i konstant stilstand, og ville det på den anden side være noget hvis det gik så hurtigt at man aldrig kunne nå at sætte sig ned og smage på adrenalinen vende den i munden, synke den, og vide at det var det hele værd? Man kan ikke ændre på begreberne tid og tempo, men man kan lege med dem og eksperimentere med dem, igen er det mest af alt for at tilfredsstille sig selv, føle at man har den fuldstændige kontrol over livets gang. Det er i høj grad indbilden. Tiden er dens egen og tempo eller ej, så skal tiden nok komme bag på os alle før eller siden. Lige som man troede at noget planlagt skulle til at ske. Og det ér det hele værd. Meget bedre end at se en eller anden film i biografen som man alligevel godt ved hvad ender med. Og præcis sådan har jeg det også; en gang imellem er det dejligt at gøre noget hvor man ved hvad udslaget bliver, men alt i alt, er livet jo netop værd at leve idet der er spænding og uforudsigelighed og ting af afprøve derude. Men selvom tempo er en underlig størrelse er én ting sikekrt og vist. Man har både brug for det langsomme og det hurtige for at få frem til sit mål, for de fleste overskygger det ene bare det andet. Men endnu vigtige er kontrollen, ja vi er først tilfredse når vi selv kan vælge hvornår det skal gå hurtigt eller langsomt. Som når man den sidste hverdag inden jul går stresset ned af strøget med et fast mål, der bestemt ikke hedder hygge, men ens fart og plan sænkes af gamle damer, julemænd og børn med øjne på stilke. Så er man pludselig tvunget ned i tempo, og det er det værste der er... den dag. Og det samme gør sig gældende når man gerne vil ned i tempo og lave ingenting og kede sig på ens egne premisser, så skal folk fandme ikke hundse eller komandere eller være utålmodige.
Så hvorfor ikke købe en motorcykel, og bare fræse derudaf? Så skal folk ihvertfald nok komme af vejen når man selv vil ud af vejen, eller lade dig være hvis du maler flammer på den og et logo og stiller den udenfor din hoveddør. Så kan man sidde derinde og nyde stilheden og tænke på hurtigheden og dens næste udformning. Jeg forstår sagtens denne trang som Milan ikke gør. Ja, for i denne tid hvor så mange ting sker om ørene på os om vi vil det eller ej, er det rart at være fri, og sin egen, og ikke være under indflydelse af andet end tempoet og dets konsekvenser, positive eller negative.


puha, det var en lang smøre.. håber der er nogen der gider.