dansk årsprøve; min still

Hej med jer.. her er min stil fra årsprøven, nogen der kan bedømme den? god ? dårlig ? og hvad vil i give i karktere? essay om følelse eller fornuft..

Følelse eller fornuft ?

For lidt siden sad jeg her foran min computer aldeles blottet for inspiration, vel vidende om at dette essay skulle skrives, da jeg hører skridt ude på gangen. Døren til computere rummet går pludselig op, og en strøm af befalende ord begynder at flyde ud af vagt-diktatorens mund. Det er lige før, jeg kan skimte et smalt, sort overskæg lige under dens næse, men det viser sig blot at være min fantasi, der spiller mig et puds. Jeg opfanger imidlertid kun halvdelen af ordene, da jeg allerede efter at have hørt dens tonefald er vidende om problemet. Jeg koncentrerer mig dybest set mest om at se hvor mange gange, jeg kan nå at vende tungen i munden inden hun er færdig med sin næste sætning. Dette bliver i mellemtiden ret trivielt, så jeg tager et hurtigt kig rundt i computerrummet – eller hvad der engang var et computerrum, for en eller anden har tilsyneladende plantet flere ordbogsbombere, så det nu ligner verdens undergang for nogle af os. ” Her har i jeres opgavehæfte og i har bare at skrive nogle god stil…”, lyder det, og døren bliver smækket i. Oven på bunken af ordbogsbomberne på bordet ligger det pågældende opgavehæfte, som jeg egentlig syntes stod ret godt på bordet. Jeg er nu igen kommet på vagt-diktatorens dårlige side, men jeg har derimod også genfundet min inspiration.

Trods det glade musik, som kommer ud af mine højtalere i øjeblikket, sidder jeg alligevel og bliver lidt muggen. Af en eller anden grund følere jeg, at jeg bliver forfulgt af en anden vagt som tilfældet var bage ved mig? Dette for mig til at tænke det danske ordsprog som lyder ”Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet.” Med dette hentydes der klat til at vi mennesker stræber efter det der er beder. Hvorfor ønsker vi mennesker et bedre liv? Det burde da være muligt at tage sig til takke for et godt heldbred, mad på bordet, tage over hovedet og nogen man holder af, og som holder af en. Alligevel tænker man aldrig på dem der har det værre, men på dem, som ser ud til at være lykkeligere, eller ejer noget, som man ikke selv har.

Da jeg var mindre, havde jeg ikke de store indvendinger, når mor og far kom hjem med et par mere eller mindre afskyelige sko. For det første var de andre buksetrolde i børnehaven ganske ligeglade med min tvivlsomme smag i sko, for det andet skulle jeg nok, uden at tilstræbe dette, finde en måde at få dem svinet til ukendelighed. Men alting får en ende. Jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg var med hele familien på ferie i London og stod i en skobutik med mor og far hånden. De fandt så et par sko, som jeg skulle prøve, og for første gang i mit liv slog det mig, at nej – det ville jeg altså ikke, for de var sgu for grimme. Det var virkelig en åbenbaring for mig, simpelthen at indse den form for diktatur, som jeg hele livet var blevet udsat for af mor og far. Jeg husker, at svingdørene til butikken åbnede sig, og det var på daværende tidspunkt som, skulle de symbolisere en åbning af nogle usynlige døre til voksenlivets hemmeligheder, men som jeg så senere måtte erfare, slet ikke var så hemmelige endda. Først var jeg ret stolt over mit nyfundne intellekt, men skuffelsen kom pludselig, da jeg måtte se i øjnene, at min åbenbaring var til ingen verdens nytte. Jeg befandt mig tydeligvis ikke i et demokrati, jeg havde i hvert fald ikke stemmeret. På nuværende tidspunkt ligger verdens grimmeste sko str. 35 i mit skab… ubrugte. Dermed kan man måske selv regne ud, hvad udfaldet – og måske tilmed hvem vinderen af denne lille revolution alligevel blev. Men dette viser også, at vi mennesker beslutter nogle vigtige beslutninger med vores følelser og ikke fornuft. På nuværende tidspunkt har jeg fundet ud af, at de typer sko er rigtig behagelig og gå i, da jeg har erhvervet mig et nyt par.

À propos afskyelige sko så slog det mig i dag, hvor meget vi mennesker egentlig tænker over om følelse og fornuft spiller sammen ? Jeg kom frem til at svaret må være nej. For hvis vi nu ser på hvor meget vi mennesker dagligt bliver bombarderet med kampagne, om, at det er på tide, vi skal til at ændre vores levemåde. Kampagnerne dukker op, siden det lige præcis er et forbedret liv, vi folk jager. På sit vis er det ikke noget nyt. Mennesket har i årtusinde forsøgte at forbedre sit liv igennem religion, filosofi og videnskab. Mennesket vil heller aldrig stoppe med at fundere over for mulige forbedringer. Men på nuværende tidspunkt har vi udviklet os så meget, at vi ikke længer behøves at går på kurre for at tabe os. Nej, vi kan nemt ”belønne” kroppen ved at sende hormoner ud i kroppen, og et par dage efter har man tabt 5 kilo. Dette er nemlig ikke fornuften der afgøre det, men nærmer følelsen der vil have os til at se godt ud. Da vi på det tidspunkt ikke tænker på vores fremtid.

Jeg er efterhånden ved at være så langt henne i mit liv, at mine fremtidsplaner er begyndt at spille en større og større rolle. Hvad jeg skal efter gymnasiet, hvor jeg skal bo, om jeg skal have et såkaldt sabbatår inden en mellemlang eller lang videregående uddannelse, osv. Dog er en ting sikkert, og det er, at jeg ikke bliver boende derhjemme. Du har måske fået indtrykket af, at de ikke just er særlig populær, men jeg kan da sige, tilmed også til min egen overraskelse, at det faktisk ikke er troværdigt. Det er endda som om, at man efterhånden kan spore en snert af demokrati i deres ideologier. Det er derfor ikke de, der er grunden til mit ønske om at flytte hjemmefra, men på et eller andet tidspunkt har man prøvet alle skoene i skobutikken, og man får derfor lyst til at gå over til Skofus på den anden side af gaden.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor de førnævnte sko er behagelig og går i. Men en ting er sikkert, de bliver forløbe ikke smidt i mit bombede klædeskab, hvor de kunne tilbringe tid sammen med de gamle, slidte sko med de grønne pletter, men jeg føler på nuværende tidspunkt ikke, at de endnu har gjort sig fortjente til det. Nye sko er til tider sjove at købe, men man ved aldrig om de giver vabler, så spørgsmålet er om jeg overhovedet tør at købe nye sko uden mor og far. Behøver jeg overhovedet, for min fødder vokser jo ikke mere? I realiteten skulle jeg jo kunne beholde dem resten af mit liv. Tror du, at skomageren vil kunne sætte sålerne på dem igen, hvis de en dag falder af?