vil i gerne give nogle kommentar

På barndommens vinger


Jeg troede altid at verden var god, at fuglene sang om vinteren, at stjernerne skinnede på nattehimlen i søgen på deres kære. Jeg mindes dagligdagen fra dengang, nem og ligetil, nærmest harmonisk. Jeg var ung, glad og havde ingen bekymringer og jeg var glad for livet og dets værdier. Jeg kusker da stadigvæk, at jeg havde trang til eventyr og opdagelse. Jeg ville konfronteres med livet, som var fyldt med hemmeligheder. Sommeren har altid fået en særlig plads i mit hjerte og mine erindringer. Det var på dette tidspunkt, at jeg kunne nyde livet, uden at blive bekendtgjort med tilværelsens smertefulde sider. Jeg husker kagedåsen, der altid stod oppe på skabet, og så fristende ud. Den tiltrak altid min opmærksomhed, når jeg gik forbi den. Jeg plejede altid at vente på at stilhed dominerede. Først dér var jeg sikker på at kysten var klar. Vi havde et spisebord inde i køkkenet, som jeg kravlede op på, med en masse besvær. Med min størrelse taget i betragtning, var det svært at nå kagedåse, der for mig var en sørøverskat. Jeg pleje at åbne dåsen stilfærdigt, hvorefter jeg hurtig smed kagerne i lommerne og gik ud. Jeg lagde mig altid i det bløde sommergræs og observerede den blå himmel og undrede mig over, hvor fuglene kom fra, mens jeg nød kagerne. Jeg var dog ikke bekendt gjort med det ansvar, der ventede mig, og tilværelsens slemme og gode sider, som ventede mig.

Jeg blev ældre og måtte opgive de solrige dage, med græsset som hovedpude. Jeg fandt snart ud af, at fuglene ikke sang om vinteren og at stjernerne ikke skinnede i søgen på deres kære. Jeg blev præsenteret med det mærkelige sted kaldet skole. Det virkede koldt og fremmed. Livet var begyndt at blive kompliceret. Jeg lærte ordet ”pligtopfylden”, som jeg ifølge min far og den mærkelige dame på skolen måtte rette mig efter. Jeg forstod ingenting. Jeg ville bare væk ud og føle græsset, nyde solens varme, være fri. Jeg mindes de solrige dage, hvor jeg sad foran vinduet i forsøget på at løse opgaver, og længtes efter frihed. Men ansvaret havde resulteret i en byrde, en som en 8 - årig dreng måtte klare på egen hånd. Jeg var nu helt sikker på, at fuglene ikke sang om vinteren og at stjernerne ikke skinnede i søgen på deres kære. Jeg havde stiftet bekendtskab med det ”modbydelige” væsen kaldet ansvar. Årene gik, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kunne ikke gøre andet end at sidde alene omslugt af mine minder om kagerne og friheden. Jeg havde nu et ansvar. Jeg var den ældste og skulle holde øje med mine to søskende. Jeg skulle være et forbillede. Jeg blev ældre og mistede selvtillid, jeg havde to søskende at passe og en hverdag præget af en stolt far og en syg mor. Jeg var ikke længere fri.

Årene gik, og jeg lærte livets aspekter at kende, både gode og dårlige. Jeg blev i en tidlig alder konfronteret med begrebet død. Min farfar var faldet i hænderne på døden. Jeg havde aldrig stiftet bekendtskab med ham, men havde trods dette medlidenhed med ham. Han var bange og en vrede slumrede i ham, men han var en stolt mand, der ikke lod sine følelser komme til udtryk. Jeg husker min far, han var ligesom min farfar. Men han kunne ikke beherske sine tårer der trillede langs hans kinder. Jeg kunne ikke rigtig sætte mig inde i hans situation, selvom jeg ville. Jeg forstod ham ikke, hvorfor græd han? Død, sorg, tab, savn hører til livet, hvorfor kunne han ikke acceptere dette? Jeg blev klar over den smerte og sorg min far gennemgik, hans sorg var ikke til at tage fejl af. Jeg har altid undret mig over, hvorfor de døende aldrig græder, hvorfor er det altid de levende? Jeg fandt svaret den dag min farfar forlod os. Min far følte sig alene, efterladt. Hvorfor skulle de døde bebyrdes? Min farfar kunne ikke bruge disse tårer. Jeg gik hen til far, som var større end mig. Jeg satte mig ved siden af ham og satte hånden på hans skulder. Jeg kiggede på ham, han gemte sig bag sine hænder og var fortvivlet. ”Det skal nok gå far, han kan ikke bruge dine tårer. Han vil altid være i dig og du vil mindes de lykkelige stunder i havde sammen”. Jeg så nu min fars blodrøde øjne. Han kiggede på mig og uden at sige et ord, hvorefter han omfavnede mig og græd. Jeg var så småt ved at blive uddannet, hvad livet angik. Jeg var så småt ved at blive voksen. Jeg begyndte at danne mig en forståelse og mening af mine omgivelser. Jeg drømte dog stadigvæk om den sommer, med græsset som hovedpude og den klare blå himmel. Jeg længtes efter min frihed og ansvarsløshed, men jeg måtte se på realiteterne. Jeg var ved at blive ældre. Jeg måtte give slip på barndommen. Jeg spurgte altid min far, hvorfor man blev voksen, hvad skulle det til for, var det en nødvendighed? Han kom altid med dets amme svar: ”Maktub” (kan oversættes til noget i retningen af, ”det står skrevet”). Først få år efter, forstod jeg hvad han mente. Det var meningen, at det skulle ske. Det var en del af tilværelsen og kunne ikke fornægtes eller undgås, sådan var det nu engang. Ligesom himlen, ingen kunne jo sige, hvorfor den var blå, det var den jo nu engang, og sådan var det.

Jeg havde lært meget i løbet af årene, jeg vidste nu at livet ikke var så smukt og fuld af muligheder, som visse andre påstod. Jeg var blot en fortabt sjæl, med det ene ønske om at være barn igen og finde en skat. Jeg stod op hver morgen, til en ensartet dag. Jeg vågnede hver morgen, og hver gang var det den samme angst, der greb mig. Det at stå op hver morgen og leve et liv, der virker besværligt, så anderledes. Men nu var det for sent, at lave om på noget. Jeg var jo ikke barn længere. Jeg begyndte at tvivle på mig selv og det liv jeg havde. Hvorfor havde jeg sådan et liv? En syg mor, stolt far, så stolt at han følelsesmæssigt var hensynsløs og to søskende at passe. Jeg drømte altid om natten, den samme drøm hver gang. Om en skjult skat, livets skat. Min hverdag blev en anelse lettere at gennemtrænge. Jeg måtte ikke bukke under, jeg måtte kæmpe for mine drømme. Det var drømmene, der holdte mig i gang og troen på dem.

I løbet af 9. Klasse, blev jeg bekendtgjort med det ene begreb, som så mange filosofer havde brugt utallige år på at forstå. ”Livslyst”. Jeg følte mig atter født igen, omgivet af venner, håb og livets lyse sider. Intet kunne gå galt. Min mor var også så småt ved at få det bedre. Hvad min far angik, var han altid den samme. Stolt med panden oprejst, sådan var han nu engang. Men én ting havde jeg forstået. Hvordan hverdagen og livet skulle være, var op til en selv. Alt hvad der sker omkring en, under ens barndom og ungdom er ”skrevet”. Jeg havde endelig fundet den mest værdigfulde skat, nemlig at lytte til mit hjerte og frem for alt at følge mine drømme. Jeg var ikke længere på barndommens vinger.

God afrunding ! (:

Hvad fanden er meningen?? Det er det værste lort jeg længe har været vidne til! Hvorlangt kan man synke! Har du ingen skam i livet, hvem fanden har givet dig ret til at stjæle mit essay? DET ESSAY ER SKREVET AF MIG OG INGEN ANDRE!! SE FØLGENDE INDLÆG:

https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=322865

#0
Du lever i en bubble.

#3
Hvad fanden er meningen?? Det er det værste lort jeg længe har været vidne til! Hvorlangt kan man synke! Har du ingen skam i livet, hvem fanden har givet dig ret til at stjæle mit essay? DET ESSAY ER SKREVET AF MIG OG INGEN ANDRE!! SE FØLGENDE INDLÆG:

[Link] DU har selv valgt at ligge det på nettet. Så snart det ligger på nettet, kan du ikke kalde det for "din" egendom. Der er ikke nogen regler eller etik, og du kan faktisk ikke tillade at svine folk til, for at bruge noget de har fundet på nettet, og det er lige emget om det er dig der har skrevet det.

NiklasHA,

Du er helt, helt galt på den.

Du kunne begynde med at lære forskellen på "ligge" og  "lægge". Det er 5.klasses stof.

 

Alkymisten har ganske ret. Ingen kan tillade sig at udgive en andens tekst for sin egen og oven i købet have frækheden til at bede om rettelse af den så han kan aflevere den som sin egen. 

Selvfølgelig har den der har skrevet en tekst, eneretten til den,  - -ligemeget hvor nogen  måtte finde den.

Du er mildest talt alt for langt ude !!

 

Intet kan undskylde denne mukhtarks opførsel.

Akademic,

Mener du "Du lever  i en boble" ???

Slap af det 6 år siden, er du ikke kommet over det endnu! Skal du ha en kiks ?