er der slet ikke nogen der bare gider?

"Det var jo til mig, for min skyld. Jeg anede, hvad det betød, det var den angst, som skulle komme, alt det ukendte, det som far ikke vidste noget om, som han ikke kunne beskytte mig for." Jeg tolker det som om, at faderen ikke kender togføreren. Faderen er sønnens store idol, og da faderen pludselig ikke har "kontrol" over situationen ved ikke at vide hvem togføreren er, bliver sønnen klar over at verden er større end han hidtil har troet. :
"Sådan skulle denne verden, dette liv da blive for mig, ikke som fars, hvor alting var trygt og sikkert. Det var ikke en rigtig verden, ikke et rigtigt liv."

Nok osse noget med, at her bliver sønnen voksen. U know... den samme som altid

Men den er sgu da ret kringlet! Vil gerne se andre fortolkninger!

Starten af Novellen.
"Da jeg var henved 10 år gammel, husker jeg, tog far mig ved hånden en søndag eftermiddag, og vi skulle ud i skoven og høre fuglene synge. Vi vinkede farvel til mor, som skulle blive hjemme og lave aftensmad til os og ikke måtte gå med. Det var solskin og varmt, og vi travede muntert af sted. Vi tog det ikke så højtideligt, det med fuglesangen, som om det skulle være noget særlig fint eller mærkværdigt, vi var sunde og forstandige folk både far og jeg, opfødt med naturen og vant til den, den var ikke noget at gøre væsen af. Det var kun fordi det var søndag eftermiddag og far havde fri. Og vi gik ad banelinjen, hvor ellers ingen må gå, men far var ved jernbanen og havde ret til det. På den måde kom vi direkte ind i skoven, og behøvede ikke at gå nogen omvej."

Ca. Midten:
"Mørket faldt på. Skoven var forandret, der var ikke mørket endnu, men næsten. Vi satten farten op. Nu blev mor nok urolig og ventede med maden. Hun var altid bange for at der skulle ske noget. Der var jo intet sket. Det havde været en storartet dag, der var ikke sket mere end der skulle.(de har været ved åen der løber forbi farens barndomshjem). Det blev mere mørkt. Træerne var så sære. De stod og lyttede efter hvert skridt vi tog, som vidste de de ikke havde vi var for nogle. Et havde en St. Hansorm under sig. Den lå og stirrede på os dernede i mørket. Jeg klemte om fars hånd, men han så ikke det underlige skær, han gik bare som før. Det var bælgmørkt. Nu kom vi til broen over bækken. Det drønede dernede i dybet, fælt, som ville den opsluge os, afgrunden åbnede sig under os. Jeg troede, far ville bære mig over, men han sagde ingenting, han ville vel ha', at jeg skulle være som han og ikke synes det var noget. Far gik uden tale, bare i sine egne tanker. Jeg kunne ikke forstå, hvor man være så rolig, når det var så mørkt. Jeg så bange tilbage. Jeg turede knap at trække vejret, for så fik man så meget mørkt ind i sig, og det var farligt, troede jeg, så døde man snart. Det husker jeg godt, at jeg troede den gang. Alting var væmmeligt. Intet var rigtigt, ingenting virkeligt, alt som et under. Jeg trak mig tæt hen til far og hviskede:
-Far, hvorfor er det så væmmeligt, når det er mørkt?
-Nej, kære barn, det er det ikke, sagde han og tog mig ved hånden.
-Jo, far, det er det.
-Nej, mit barn, det skal du ikke synes. Vi ved jo, der er en Gud.
Jeg følte mig så forladt. Jeg var alene om at være bange, far var det ikke, det var så underligt vi ikke synes det samme. Og underligt at det han sagde ikke hjalp mig, så at ikke skulle være bange mere. End ikke det han sagde om Gud kunne hjælpe. Jeg synes også han var Væmmelig. Det var uhyggeligt, at hn var overalt her i mørket, nede under træerne, i telefonpælene som summede, det var nok ham overalt. Og så kunne man aldrig se ham. Vi gik tavse. Hver i sine tanker."

Også resten, som er skrevet...