Blicher, biedermeier og drifter

Blicher er vores største poetiske realist og dermed påvirket af biedermeier. Biedermeier kendetegnes bl.a. ved at idyllisere virkeligheden og undgå emner som det seksuelle, politik osv., altså kontroversielle emner.

Det, jeg ikke kan få til at passe er, at Blicher fx i Sildig Opvaagnen netop beskæftiger sig med "driftens fatatalitet", altså seksualitet uden at idyllisere, idet personer lider frygtelige skæbner. Dog går det Elise godt, så er det dette, der er udtryk for den poetiske retfærdighed? Måske nogen kan uddybe og forklare det tilsyneladende paradoks, tak.