"duggen" og min egen vudering

Jeg skal analysere "duggen" af Grundtvig, derefter skrive et essay om, hvordan jeg har det med naturen - dette skal ske med udgangspunkt i romantikkens naturopfattelse. Håber der nogle der kan komme med noget der kunne gøres bedre?

Essay med udgangspunkt i Grundtvigs ”Duggen”
”Duggen” som er skrevet af Grundtvig består af 6 strofer, hvor det for hver strofe er individuelt hvor mange vers der er. Det ses i 1. Vers, at jeg’et beskriver en naturoplevelse en ”aftensstund” hvor han befinder sig på en eng. Essensen af digtet er denne ”dug” og i 2. Strofe kan man se, at jeg’et forholder sig meget spørgende og undrende til ”duggen” – hvor dens hjem er, om den elsker blomsterne osv. Han skriver i et forholdsvis letlæseligt og genkendeligt sprog, dog med nogle vendinger der giver stof til eftertanke, både på grund af det lidt ældre sprog og billedsprogene. Mange af billedsprogene er hentet fra naturen, og det gør, at naturen kommer til at virke mere ”levende” vers 9 ”det tørstige strå”, vers 12 ”den brændende urt”. I det hele taget gør stemningen i digtet, at naturen kommer til at virke mere levende. Naturen personificeres, da jeg’et nærmest taler om den, som om det var en person. Dette er meget typisk for romantikkens digte, hvor det bliver brugt til understregning af panteismen. Vers 17-20 ”Du sniger om Nat Dig til Blomsterne hen Og kysser og favnes, og kysser igien, O sig mig da! Kender Du, elsker Du dem? Hvad er Du? Hvor findes dit sølvklare Hjem?”. Han beskriver naturen, specielt duggen, så intenst at man næsten kunne komme til at tro på, at duggen faktisk er en person. Igennem digtet fremtræder der en masse romantiske træk. Det foranstående citat kan også regnes for et romantisk træk, da romantikerne fra meget optaget af kærligheden. Dog var det mest kærlighed mellem mand og kvinde og til fædrelandet, men blomsterne og duggen kunne på sin vis godt være af forskelligt køn. Ydermere nævner han oldtiden i vers 24, romantikerne var meget fascineret af middelalderen og oldtiden.
Grundtvig beundrer naturen, han er fascineret af den og betragter den. Samtidig med dette finder han en vis tryghed og trøst i naturen. Han føler, at han her kan lade tankerne få frit løb. ( jf. til vers25-26)
MANGLER FORTOLKNINGOG PERSPEKTIVERING
Naturen er så vild og smuk - på ingen måde nogensinde triviel! Uanset hvor du kigger hen er den der – dér og dér.
Vinteren er hyggens tid. Jul, mad, minder og familie – naturen overlader mig lidt ekstra tid selvom det ikke er med vilje. Sneen er kold og våd men alligevel er den så fantastisk og noget jeg altid ser frem til. Ved forårstid begynder næsen igen at fungere. Duften af frisk luft og begyndende blade er himmelsk og uimodståelig. Kærligheden blomstrer på liv og løs – hos dyr og mennesker. Alle vågner op og smiler til hinanden. Når det er ved sommertid, fyldes træerne med grønne blade og solen skinner med ny energi hver eneste dag. Energi til naturens mirakler og energi til mig. Alt det dystre og dunkle fra vinterens mørke forenes nu med sand og det blå hav. Ved efteråret falder hjertet lidt til ro igen, og der tid til at tænke og nyde alt det der blev ydet.
Naturen betyder uendelig meget, naturen er så uendelig meget. Uanset hvor ulykkelig jeg er lukker den aldrig armene og siger, at jeg må finde trøst et andet sted. Uanset hvor lykkelig jeg er, får den aldrig for meget af min begejstring. Hvad du søger, det skal du finde her. Jeg husker engang jeg var på ferie. Jeg sad på altanen i 50 graders varme og kunne plukke friske nektariner – smukt og eksotisk. Men jeg savnede mit fædreland, Danmark, hvor jeg kunne ånde. Jeg kiggede op og langt borte i horisonten var der bjerge – mange bjerge. Men det højeste bjerg var beklædt med sne på toppen. Så ser man virkelig naturens mirakler, når man kan sidde i 50 graders varme og stadig se sne. Naturen er sig selv, den blomstrer og agerer som den lyster, helt uafhængig af andre.
Smagen af søde kirsebær og den friske luft man indånder ved en løbetur i skoven er guds gave til mennesket på jorden. Der er nok til alle, og der er noget for enhver smag. Naturen er en stor del af alt ting. Eller man burde måske nærmere sige, at alt ting er en del af naturen. Vejret skaber en del af naturen, men uden naturen ville den ikke have noget at skabe det af. Når jeg kigger rundt og ser alle de smukke ting, ville jeg for alt i verden ikke undvære det. Hvad ville jorden være uden naturen? Den gør mig glad igen når jeg trist, den forbedre min hverdag på alle mulige måder – den er der for dig og mig, den er der for alle hver især. Uden naturen ville dyrene ikke kunne leve og mennesket hverdag ville være trist og grå. Ja, jeg forguder naturen der er så evig smuk og dejlig. Naturen giver mine tanker frit løb, og den giver mig svarene på en masse komplekse spørgsmål. Når jeg går og går mens jeg tænker på livet og diverse andre ting, giver den mig svar – måske ikke et entydigt svar, men den bringer smilet frem på mine læber, og den bringer lysten frem til at gå videre og videre i uendeligheder. Naturen giver mig ro i sjælen, selv på en trist og grå dag kan den gøre underværker. Regn kan være irriterende så væld som den kan føles som en befrielse for dagens triste tanker. Når døren åbnes kan man aldrig vide, hvad naturen har bragt os i dag - det er det der er så fantastisk. Naturen er så uforudsigelig, men alligevel ved du altid hvor du kan finde den. Det er som med naturen som det er med livet. Du er omgivet af den, men ved aldrig hvad den bringer dig.