Side 2 - før dansk skr. eksamen

#19 Hvis du har det rigtige program, kan det nemt lade sig gøre.

Hmm sidder og diskutere med min ven...

Nogen som ved hvordan det kommer til at foregå??

HVad så hvis man ikke består?? Får man så huen alligevel? ¨

Hvad med når alle andre er samlet på skolen, skal den som ikke er bestået også komme, for at spille med på "jeg bestod også"?

Hehe.. eksistentialisme, siger du?
Ja. Det bliver sjovt at finde ud af, hvad det hele handler om;) Glæder mig nu lidt alligevel. Held og lykke til jer alle sammen!

Ja hvad siger I så?
Jeg synes personligt ikke det var det bedste stilhæfte - jeg endte med en svær tekst af Ida Jessen, men synes nu det gik ok
Nu må vi se, det bliver spændende at få svar :D Irriterende at vi skal vente i så lang tid

så vidt jeg kunne se, var der ikke så meget eksistentialisme i teksterne :P Eller, det kommer jo an på, hvad man lægger i dem.
Jeg læste ikke digtene, så det kunne være der, eksistentialismen skulle findes:P

#24
Enig!
Synes især oplægget til kronikken var tyndt. Jeg endte så med at skrive essayet, selvom jeg synes den at emnet egentlig havde passet bedre til en kronik.

#25 jeg talte med nogle fra min klasse, der også havde skrevet essayet, og de sagde netop det du sagde - nemlig at det mere var en kronik end et essay, så det er da ikke særlig smart lavet

Jeg synes at emnet til essayet, var RET dumt. Der burde være Fiktion eller Fakta.. eller noget isteden for muligheder og begrænsning

jeg er meget skuffet over kronik-emnet. det var virkelig ringe. jeg valgte essayet i stedet - selvom det heller ikke var det bedste emne.

Jeg skrev også essayet... nu må vi se, hvordan det gik.

#24

Måske der skulle have stået ekspressionisme :) Det var der i hvert fald masser af i de to digte.

Jeg tog opgave 5, havde en færdig analyse af Tom Kristens digt liggende fra dengang vi skrev stor danskopgave. Rimelig heldigt.

Men vil i øvrigt give ret i, at det var svært at skrive et essay om dokumentarens muligheder og begrænsninger. Det er bare en alt for kunstig opgave, der er jo ingen normer, grundlag eller kulturel tradition for at skrive essays om et sådan emne. Det var langt bedre i de vejledende opgavesæt der var blevet sendt rundt...

Dokumentaren mellem fakta og fiktion
Dokumentarfilm er film, som består af scener fra det virkelige liv, og udsendes oftest i fjernsynet for at informere eller anskueliggøre et emne eller begreb. Som ung i et moderne informationssamfund, ser jeg, at fjernsynet er så en integreret del af vores livsstil, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan vi kan undgå at blive påvirket af diverse udsendelser, som film, serier, nyheder og dokumentarfilm, omhandlende alt mellem himmel og jord. Men hvis fakta og fiktion mikses sammen, hvad kan konsekvenserne så medføre?
blandingsformer(Tekst 1) tager udgangspunkt i et interview af DR-journalisten, John Carlsen, som argumenter imod, at man skal tro på alt, hvad der siges og leveres i dokumentarfilmene, da han mener, at alt TV er fiktion. Argumentet er, at alt TV er iscenesat, manipuleret og subjektivt præget af selve kanalen. Med vores så veludviklede teknologi burde det heller ikke være nogen besværlig opgave, at redigere og beskære dele af en dokumentar, som er irrelevant for udsendelsen. Set ud fra en anden synsvinkel, vil dette så ikke medfører, at TV-udsendelsen mister noget af dens troværdighed, da noget af virkeligheden også klippes bort? Dette vil ubestridt medføre, at noget af baggrunden og sandheden viskes ud. Essensen i teksten er John Carlsens mening, om ikke at opsluge alt, hvad der udskilles i TV’et, og være omhyggelig ved brugen af ordet objektivitet. Når vi ser nyhederne i fjernsynet, bliver vi belært og bevidstgjort om, hvilke hændelser der sker i omverdenen. Vi hører ofte om nutidige konflikter i nyhederne fx diverse selvmordsbombninger i det kriseramte land, Irak. Lig og uskyldige ofre, ses døde foran vores egen skærm, og da billeder tydeliggøre de mest komplicerede hændelser, er der så tale om, at fakta er blandet med fiktion? Jeg mener ikke, at sådanne nyheder kan være fiktive, da udtrykket ’’et billede siger mere end tusind ord ’’, alligevel rummer en vis sandhed, eftersom film jo er levende billeder. På den anden side kan folkene bag nyhederne redigerer scenariet, så vi fx går glip af baggrunden for deres død. For måske var de ikke uskyldige, men medlem af en impulsiv og oprørsk organisation, hvis formål var at angribe amerikanske soldater og terrorisere deres base?


Ud fra tekst 2, ses hvad dokumentar-programmer, der udsendes af redaktionerne i henholdsvis København og Århus, er baseret på. Det er indlysende, at dokumentar-programmerne hovedsagligt fokuserer på samfundsmæssige forhold, såsom misbrug og lovovertrædelser. Denne tekst kan let kobles til tekst 3, DR 1 dokumentaren – Børn bag tremmer, da den omhandler lovovertrædelser som ung.
I tekst 3 får vi et resume om dokumentaren – Børn bag tremmer. Her kommer vi i bekendtskab med 4 skikkelser, som har bevæget sig på den forkerte side af samfundets almene love og normer. Deres grænseoverskridende handlinger har medført, at de nu er lokaliseret i døgninstitutionen, Egely. Først følger vi Michael, en 15-årig dreng, der allerede har begivet sig ud i den kriminelle verden, med diverse overskridelser, og som en konsekvent af dette, har han stjålet nyhedsoverskrifterne ved at være udnævnt, som Danmarks værste teenager. Hvilken demoraliserende effekt det må have på en så ung dreng, hvis ry ikke ligefrem forfines af overskriften. Er det i orden, at udråbe en ung dreng, som formentligt på baggrund af dårlig opdragelse og ringe miljø, har overtrådt loven? Allan Riggelsen, en 17-årig teenagedreng, bliver løsladt fra Egely, men frygter forældrenes reaktion. Han får en gylden mulighed for at undslippe kriminaliteten, til fordel for at starte på en tilværelse uden. De to sidste drenge er begge af anden etnisk oprindelse end dansk, og virker ud fra teksten, som to vidt forskellige personer. Saleh bliver beskrevet, som en charmerende og humoristisk person, der primært har været en glad dreng, men den karismatiske dreng har et temperamentsproblem, der blokerer hans mulighed for, at tænke konstruktivt i pressede situationer. Den sidste person er Abdallah, der allerede har skabt sig en karriere indenfor kriminaliteten, og afviser enhver form for opgivelse af hans nuværende status, som ’’perker’’ samt hans animositet til samfundet. At samle disse delikate unge et sted, mener jeg ikke har nogen gunstig indflydelse på længere sigt. Hvorfor ikke sende dem steder hen, hvor miljøet og omgangskredsen er anderledes end, hvad de er vant til, så de kan udvikle deres sociale kompetencer, adoptere og integrere positive drømme og ideer, hvilket i sidste ende kan udmønte sig i mere tænkende og komplette individer? Døgninstitutionen skulle i stedet anvendes, som en provisorisk løsning indtil man fx fandt ud af, at Saleh’s manglende evne til at beherske sit temperament, bedre kan løses ved en offentlig administration, der fokusere på selvbeherskelse. Verden er ikke længere en statisk og uforanderlig, en blanding af gejst og mod, kan let føre personerne ud af denne onde cirkel, og ind i en verdenen af potentielle muligheder, der kan være til gavn for deres familie og dem selv.
Dokumentaren kan karakterisere personerne ved en opsummering af deres seneste fortid og bedrifter, dog ikke forklare, hvorfor de netop opfører og handler, som de gør. En nøjagtig og præcis beskrivelse af hele personers fortid, barndom og miljø kan vare i flere timer eller år, derfor forsøger dokumentarfilm, som John Carlsen også nævner, at klippe det mindre væsentlige fra, så det samtidig ikke virker trivielt, da den i vores pengeorienterede verden skal opsnappe seertal. En af de faktorer, der afgrænser dokumentarens muligheder er tid. En dokumentarfilm er kortvarig, og derfor umuliggøres det, at gennemgå hver evig eneste detalje ved hver person og sted. Dette kan føre til, at hovedpersonerne, som i tekst 3, anbringes i et dårligt lys, da noget af virkeligheden går bort. Er det så retfærdigt, at vedkommende bliver karakteriseret på baggrund af de handlinger personen har begået? Det kan virke absurd, at personerne bliver udstillet på den måde, da dokumentaren burde se situationen fra et mere objektivt perspektiv. På den anden side er dokumentaren med til, at informere os andre om, hvordan vi ikke bør opføre os, så vi undgår at kollidere med samfundets reglementer, og være en ulempe for samfundet, i stedet for at være til gavn. Så i stedet for at fortrænge dokumentarfilm fuldstændig, skal man huske på, at dokumentaren ofte indebærer et vigtigt og lærerigt budskab, som bliver sendt uformidlet videre til seerne.
En dokumentar skal helst være letforståeligt eller læsevenligt, så de almene borger forstår, hvad der bliver udtrykt. Læsevenligheden kan fx også ses på den måde tekst 3 er struktureret, rent kompositionsmæssigt, da den tillader, at lave mange afsnit og anvender en orange farve for, at tiltrække læseren og understrege det, som er relevant og spændende i relation til indholdet. Det vigtige ved en dokumentar er, at den berører emner og fortællinger, som er medrivende og aktuelle samt emner, der indimellem anses for at være et tabu. Dette er nødvendigt for, at opretholde et vist spændingsniveau, så seerne ikke føler kedsommelighed.
Internettet er et af de mest anvendte medier i dag. På grund af globaliseringen, formede internettet verden ind i et specifikt og standardiseret klikbart og ikonstyret virkelighedsbillede, der i dag har kolossal betydning, og er et must for de fleste borgere. Vores verden er på denne måde blevet mindre, fordi vi ikke er hæmmet af geografi og afstande, men samtidig større, fordi vi har adgang til alverdens menneskers viden og empiri. Alt kan ordnes og undersøges med få klik, og med e-mail, messenger og mobiltelefoni er vi altid online og klar til at høre de mest eksklusive nyheder samt se utallige dokumentarprogrammer.
John Carlsen lufter et yderst interessant emne, som der normalt ikke tænkes over i dagligdagen. Jeg er enig i meget af det, som John Carlsen postulere, da en del TV-kanaler har tilbøjeligheder til, at klippe og finpudse handelsforløb, så de forekommer en anelse anderledes, hvilket er under al kritik. Dog mener jeg, at fiktions virkemidler med hensyn til sminkning af studieværten og musikkens anvendelse ikke har den store indflydelse på selve nyhederne, og derfor synes jeg ikke, at nyhederne bliver mindre objektive, da det essentielle i nyheden ikke påvirkes.
Sammenblandingen af fakta og fiktion i dokumentarprogrammer kan, som nævnt, bevirke at programmet bliver utroværdigt samt være en grundlæggende årsag for udviklingen af fordomme for personer i bestemte miljøer, som man har set optræde i fjernsynet i under en time. Vil denne tendens til, at afklippe virkeligheder ud fra dokumentarer fortsætte eller vil vi ved hjælp af vores stigende teknologiske færdigheder være i stand til, at finde på andre metoder?

regner nok med 4 eller 7 ;S
nederen oplæg.

På rejsen gennem hele vort liv lærer vi at skildre fiktion fra konkret fakta. Vi lærer at skildre mellem virkelighed og uvirkelighed. Gennem hele vort liv lærer vi, at skelne sand subjektivitet fra objektivitet, vi lærer at opnå muligheder og begrænsninger ved vore egne valg, vi lærer at begrænse ikke mindst selvet, men også det samfund vi lever i. Eller er vort liv egentlig ikke bare bygget på illusioner, tilrettelægger vi ikke vort liv efter hvad vi synes, mener, oplever og ikke mindst tænker? I samfundet er vi som individer umådelig gode til at skabe fordomme om andre samfundslag og ikke mindst om andre kulturer. Vi formår altid at skildre et samfundslag på lige netop den måde som vi ønsker det skal skildres, hvad enten det medvirker i dagligdagens ’smalltalk’ på arbejdet, i avisen eller i fjernsynet, ja så ligger der altid en begrænsning, en slags afkortning af virkeligheden bag.
På mange måder formår dokumentarprogrammerne i et medie som tv’et altid at skabe en utrolig virkelighedsnær og troværdig beskrivelse af ”virkeligheden”. Måske fordi vi netop i dette samfund er naive nok til at tro, at eksempelvis ’DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer’ netop er en virkelighedsnær skildring af de kriminelle samfundslag i Danmark. Dokumentaren (ref. DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer) skaber det samfund vi ønsker at se, den skaber et billede af det ungdommelige kriminelle samfund der gør os forargede, den skaber en historie der er værd at diskutere og debatere ved middagsmaden såvel som på kontoret med kollegerne. Et medie som tv’et er altså et fantastisk ”kunststykke” der formår at skabe den virkelighed, skabe den historie der får os til at blive hængende, skabe den historie vi kan lide og som vi bliver forargede over, men som indeni rent faktisk kun består af fiktion. Kun en sådan fiktiv historie er med til at lade seerne blive hængende uge efter uge og oven i købet i bedste sendetid. Som John Carlsen nævner det i teksten ’Blandingsformer’ af Mimi Olsen og Hans Oluf Schou:
”Udgangspunktet er og må være, at TV, og alt TV, er fiktion”(ref. tekst 1)
For det må siges, at alt TV netop er fiktion, tv’et er en iscenesættelse af virkeligheden, som skildrer de subjektiviske dele af virkeligheden. Tv’et har til opgave at skildre virkeligheden, men er det i bund og grund ikke en fiktiv virkelighed, en opdigtet og irrationel formidling af virkeligheden? Dokumentarprogrammer har den fabelagtige mulighed, at begrænse og beskære dele af virkeligheden, så den fremstår på bedst mulig måde og så den netop opfylder alle de subjektiviske fordomme vi har om de forskellige samfundslag. Men hvornår er tv’et så objektivt? Kan en hvilken som helst udsendelse være objektiv når der i forvejen er foretaget udvælgelse og beskæring? Profilen for DR’s dokumentarprogrammer (ref. tekst 2) stiller skarpt på væsentlige samfundsmæssige forhold, afslører blandt andet misbrug og magtmisbrug, overgreb og ulovligheder, afdækker og skaber forståelse – bryder med fordomme og flytter grænser. Diverse dokumentarprogrammer som eksempelvis ’DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer’ stiller netop skarpt på de samfundsmæssige forhold og afslører for så vidt også misbrug, overgreb og ulovligheder, desuden skabes der også en vis form for forståelse heraf, men på hvilket plan? Og med hvilken hensigt? Målet med disse dokumentarprogrammer er vel netop, at skildre de samfundslag fjernt fra vores dagligdag, målet er vel netop, at skabe debat blandt det hele samfund. Hvad er hensigten så med disse programmer? Er det for så vidt ikke bare at skabe noget godt fjernsyn, at skabe noget fjernsyn så ”troværdigt”, at vi bliver hængende uge efter uge for at se om kommunens sagsbehandlere virkelig ikke gør noget for Allan Riggelsen fra ’DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer’, eller om Saleh efter opholdet i fængslet stadig er den charmerende og morsomme dreng, kendt som Egelys joker. Hvad skyldes menneskets naive evne til at opfatte alt hvad der ses på tv som virkeligt og realistisk? Hvad skyldes producernes trang til at producere et dokumentarprogram der i og for sig kun indebærer en illusion og en fordom om en virkelighed i dagens Danmark? Et dokumentarprogram indeholder altså kun få dele af virkeligheden, som den rent faktisk tager sig ud i dag. I et dokumentarprogram er de medvirkende og miljøet nøje udvalgt, det gælder jo om at forme ”virkeligheden” som den tager sig ud – eller gør det? Eksempelvis følger ’DR1 – Dokumentaren – Børn bag tremmer’ livet på den sikrede døgninstitution Egely, hvor fire af landets farligste teenagere er anbragt. Dokumentarprogrammet følger disse vidt forskellige unge mennesker, som dog har det til fælles at de har været på kant med loven gentagende gange. Af dette fremgår det også, at en virkelig er forsøgt skabt, et kriminelt miljø danner altså rammen omkring hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Dokumentarprogrammernes muligheder er for så vidt uendelige, lige meget hvad mediet gør for at skabe en virkelighedsnær historie så køber vi seere alle i bund og grund historien. For i bund og grund handler det jo for os seere om at blive underholdt på bedst mulig måde, det handler for os seere om måden vi opfatter samfundsforholdende på igennem tv’et. Det er altså tv’ets evne til at manipulere med vores virkelighedsopfattelse, der gør os ikke mindst fordomsfulde og naive. Dokumentarprogrammer som; Børn bag tremmer, De unge mødre og Singleliv er alle programmer med tre vidt forskellige historier, alle programmer er historier fra vidt forskellige samfundslag. Men alle tre dokumentarprogrammer er programmer med en historie der hver især berører samfundet og dets forhold. Men hvad kan vi bruge alle disse dokumentarprogrammer til, når de i bund og grund alle er fiktion? Hvad kan vi bruge programmerne til når essensen i disse er nøje tilrettelagt og måske endda beskåret godt og grundigt? Svaret herpå er blot ingenting, vi kan ikke bruge et medie som tv’et der hver dag på en eller anden måde forsøger at manipulere med vores opfattelse af den virkelige verden og de virkelige samfundsmæssige forhold. Vi lever i dag i en verden hvor egoet er i højsædet, vi lever i et samfund hvor evnen til at være fordomsfulde overfor andre kulturer er enorm, men derudover lever vi også i et samfund hvor vi end ikke længere tør tro på det ”virkelighedsbillede” tv’et formår at give os. Er det i virkeligheden en sådan verden vi ønsker at leve i? En verden hvor vi er fordomsfulde over for den virkelighed, som rent faktisk ikke er der. Det lyder ironisk, men vi må konkludere, at det nuværende samfundsbillede ser således ud. For er det ikke ironisk at tv’et forsøger, at skildre en virkelighed som rent faktisk ikke er der? Ligesom tv-mediet griber ind og påvirker virkeligheden, påvirkes virkeligheden også af forskellige medier i prosaform som ’Woman’, ’Vi unge’ og ’Ekstrabladet’. I eksempelvis ungdomsbladet ’Woman’ søger man hele tiden, at beskrive og formidle en troværdig og virkelighedsnær virkelighed. Kendte skuespillere og kendte sangere/sangerinder bliver eksempelvis interviewet om, hvordan det er at være kendt, hvad man ville være som barn osv.. Men er det i og for sig ikke en fiktiv verden der beskrives, er denne verden ikke bygget på en illusion ud fra diverse interviews? Hvorfor ikke beskrive de kendtes hverdagsliv, disses virkelige liv frem for en fiktiv og indbildsk virkelighedsverden samt overfladiske og fiktive intentioner og mål?
De fleste dokumentarprogrammer fremstår troværdige og oprigtige, og lige netop derfor hopper de fleste seere på denne falske formidling af virkeligheden. Mediet er jo lige netop til for at tilfredsstille og underholde os i hverdagen med så og sige fiktive skildringer af virkeligheden. Vi oplever gang på gang mediets manipulationer med vores egen virkelighedsopfattelse, er det retfærdigt? Er det acceptabelt i et samfund hvor menneskerettigheder er i højsædet og hvor vi har ytringsfrihed? Vi har frihed til at gøre og sige hvad vi vil, men alligevel styres vi af ”medievirkeligheden” frem for den realistiske virkelighed. Er det for at bevare den faktiske underholdning der skabes via den fiktive virkelighed?

udmærket stil må jeg sige..

kæææft hvor var det dog en omgang lort idag hva? puuh det var de mest nedern tekster..

jeg skrev 3'eren _D hehe

Hehe ja synes generelt, at det var ringe emner ;-S ..
det kunne dog have været værre..

toffiedk og -Lisa, I må huske at skrive hvad I fik i denne tråd!

Jeg skrev også essayet, men det blev nok en indbildsk omgang lort. Jeg kan huske at jeg modsagde mig selv. Håber på 4.

vi har jo lige afleveret den, tror vi har glemt denne tråd, når vi nu engang får den tilbage :-)

Til påmindelse til svar 37, jeg fik 02 for min stil.. Plejer at få 10.