Hvad betyder et verdenbillede?

Helt kort: Hvordan man ser verden.

der findes det geocentriske verdensbillede hvor jorden er centrum i universet, og så det heliocentriske verdensbillede hvor solen er centrum (vi har i dag det heliocentriske verdensbillede)

det billede, som de forskellige kulturer har dannet sig af omverdenen, specielt det omgivende univers og Jordens placering i dette.

I de ældgamle kulturer i Egypten og Babylon, den endnu ældre megalitkultur i NV-Europa, de tidlige kinesiske og japanske kulturer samt mayakulturen i Mellemamerika havde man allerede årtusinder før vor tidsregnings begyndelse anskaffet sig et indgående kendskab til Solens, Månens og planeternes bevægelser i forhold til fiksstjernehimlen, så at man med dette kunne udarbejde kalendere, hvis nøjagtighed først er overtruffet i de seneste århundreder; den rumlige placering af himmellegemerne samt disses og Jordens indbyrdes størrelsesforhold havde man ingen mulighed for at bedømme.

I løbet af antikken blev Aristoteles' geocentriske verdensbillede imidlertid det fremherskende, og dette blev konsolideret, da det blev antaget af kirken.

Galilei, Kepler, og Kopernikus var nogle af renæssancens store videnskabsmænd. De fremlagde teorierne om det heliocentriske verdensbillede – i modsætning til det geocentriske. Kirken mistede sit intellektuelle magtmonopol og nogle mennesker begyndte at søge viden ad andre kanaler.