Debat

Bedre vilkår for studerende der arbejder

11. november 2007 af Ellen Trane Nørby (Slettet)

Rigtig mange studerende har fritidsjob ved siden af deres studier. Det giver ud over løn også værdifulde erfaringer, kontakter og føling med arbejdsmarkedet, den dag studierne afsluttes og det første job skal søges. Og de studerende gir en hånd på til et arbejdsmarked, der skriger på hænder.

Derfor er det grotesk at høre studerende, der går og regner på hvor meget eller hvor lidt de må tjene resten af året, uden at risikere at skulle betale statens uddannelsesstøtte (SU) tilbage.

Som reglerne er i dag, må en studerende maksimalt tjene 6.172 kr. om måneden eller godt 74.000 kr. om året, det såkaldte fribeløb, for at være berettiget til SU. Tjenes der mere, skal der tilbagebetales SU, og marginalskatten for studerende bliver på den måde rasende høj. 

Venstre vil øge fribeløbet, så studerende får frihed til at tjene mere ved siden af studierne. Det vil dels give de studerende mere erhvervserfaring og flere penge mellem hænderne og dels bidrage til at skaffe flere hoveder og hænder på arbejdsmarkedet. 
Vi vil ændre reglerne for tilbagebetaling af SU, så studerende ikke kommer i klemme, hvis de får et job umiddelbart efter, at de har afsluttet studierne.

Alt sammen og mange flere initiativer fordi vi tror på rammer, der tilskynner til at alle gør en indsats og giver et nap med på arbejdsmarkedet og ikke det modsatte. Kreativitet skal bruges til at skabe nye iværksættervirksomheder ikke til at snørre SU systemet.


Skriv et svar til: Bedre vilkår for studerende der arbejder

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.