Wow, er jeg virkelig i Afrika?

Der er tre dage tilbage i hjemmeplejen, inden Stine Roswall fra Hellerup kan se frem mod det næste skridt i sit liv - studiestart på Jordemoruddannelsen i København. Det er uden tvivl tre hårde dage, kan jeg fornemme på Stine, da jeg ringer hende op en sen aften. Hendes hjerte og tanker ligger nemlig et helt andet sted, mange tusind kilometer fra hjemmeplejen i Lyngby.

Stine er netop vendt hjem fra et tre ugers ophold i Ghana, hvor hun sammen med otte andre besøgte et børnehjem i byen Takoradi. Det er igennem sin tilknytning til kirkesamfundet Missionsforbundet, at Stine for anden gang fik muligheden for at komme af sted. Allerede i sommeren 2005, hvor Stine blev student, var hun af sted første gang. Siden har hun ikke kunnet slippe børnene og landet i sine tanker: ”Jeg blev virkelig grebet om hjertet, og jeg er også begyndt at sige, når jeg skal derned igen og ikke hvis, for jeg ved, at det skal jeg. Jeg kommer aldrig til at slippe Ghana.”
Her fortæller hun om sine oplevelser i ulandet, og hvordan tilværelsen som ”fattig studerende” for alvor sættes i perspektiv, når man oplever børnenes hverdag på tæt hold.

Lang tid undervejs
”Jeg havde vidst i et år, at jeg skulle af sted den første gang i 2005, for jeg meldte mig til i sommeren 2004. Der står faktisk i min Blå Bog fra gymnasiet: ”Nu må du have en god tur til Afrika, som du jo har snakket om i et helt år!” Jeg glædede mig meget til at få sat ansigter og billeder på det der børnehjem, som jeg havde hørt om gennem nyhedsbreve i kirken.” Stine er tilknyttet en frikirke, der som organisation støtter børnehjemsprojektet i Ghana, og det var denne tilknytning, der banede vejen for at komme ned og arbejde for projektet.
På trods af Stines mange tanker om turen og oplevelserne, der ventede hende, var det en helt speciel følelse at lande i Ghana og faktisk være der: ”Den første gang, jeg var dernede tænkte jeg; wow, er jeg virkelig i Afrika? Jeg havde jo drømt om det i et helt år! Den samme følelse havde jeg også denne gang: Er det virkelig Afrika? Er jeg her virkelig? Ens hjerne kan godt forstå, man er kommet derned, men hjertet er ikke rigtig kommet med endnu. Da vi ankom, tilbragte vi de første to dage i hovedstaden Accra. Det var lidt underligt ikke at se børnene med det samme, når det var dem, man var kommet ned for at være sammen med. Så det var svært at fatte, at jeg var i Ghana, for i mine tanker er Ghana lig med børnehjemmet, så det var som at være der, uden rigtig at være der.”

I Ghana har man selvfølgeligt skoleuniform, i grundskolen er den gul og brun, når man kommer på high school er den lyselilla (Jeps også til drengene)

Et barns historie
Der er specielt et af børnene på børnehjemmet, som har gjort stort indtryk på Stine, de to gange hun har været her. Her fortæller hun hans historie:
”Denne her dreng kom til børnehjemmet i marts 2005, hvor han var en 5-6 år. Man kender ikke hans eksakte alder, for de bliver ikke registreret. Han boede hos sine bedstemor og sted-bedstefar, men var løbet væk fra dem. Børnehjemmet havde så prøvet at sende ham tilbage til bedsteforældrene, men han blev ved med at løbe væk. Han arbejdede hos bedsteforældrene som en slags husslave, og han blev slået rigtig meget, hvilket var årsagen til, han hele tiden løb væk. Derfor besluttede de sociale myndigheder i marts 2005 i samråd med børnehjemmet, at han nu skulle blive på børnehjemmet. Da jeg kom til Ghana første gang, havde han altså kun været der i 3-4 måneder. Han gik ikke i skole, for skolen ville ikke tage ham ind midt i semesteret, så han gik bare derhjemme på børnehjemmet og havde ikke rigtig nogen funktion. Derfor havde han heller ikke nogen skoleuniform. Når de andre børn så stod op om morgenen, tog uniformen på, spiste morgenmad og tog i skole, så sad han bare der i sit almindelige tøj og skulle ikke rigtig noget.”

”I Ghana er nationalsproget engelsk, men deres modersmål er forskellige stammesprog. Så de lærer engelsk i skolen, for det har de brug for, for at kunne kommunikere med hinanden, da stammesprogene er meget forskellige. Det stammesprog, Taiwiah talte, var der ingen af staben eller de andre børn, der forstod, så ingen kunne rigtig kommunikere med ham. Selv uden kommunikation, kunne alle se, at han var mærket af den barndom, han havde haft. Han futtede bare rundt. En gang imellem fandt han en machete (en ca. 50 cm lang kniv) og gik rundt med den; man tænker straks ”Åh nej. 5-årig dreng med meget stor kniv” og prøver på at vriste den fra ham, man vidste jo ikke hvad han kunne finde på at gøre med den. Han var rigtig mærket af sin traumatiske barndom. Man kunne heller ikke rigtig nærme sig ham, man måtte ikke røre ham, men han havde jo også fået tæsk, så det var jo klart, at når der kom et fremmed menneske hen og vil røre ham, så blev han skræmt.”

Der er altid liv på børnehjemmet

Forandringen
”Da jeg kom derned i januar, halvandet år senere, var han helt forandret. En dag jeg sad på terrassen, kom han hen og satte sig på mit skød og sugede sig nærmest fast til mig og blev bare siddende. Uanset hvad de andre lavede rundt omkring, så var det ikke spændende nok til at flytte sig, så han sad der i mere end en halv time. Selv om jeg rejste mig undervejs, så hang han bare fast, og jeg kunne mærke, hvordan han strammede grebet rundt om nakken. Han havde virkeligt bare brug for at sidde lige så stille og blive holdt af – det havde han oplevet alt for lidt, inden han kom på børne-hjemmet. Han havde i de mellemliggende halvandet år lært at tale 80 % engelsk, så man kunne tale med ham nu. Det er jo klart en stor udvikling. Det var virkelig en vild oplevelse at se denne dreng igen. Jeg kunne slet ikke forstå, det var den samme dreng, jeg for halvandet år siden slet ikke kunne røre ved. Nu var han bare åben og kærlig, og man kunne kommunikere med ham.”

Man skal ikke sidde stille mange øjeblikke, førend man er omkredset af børn, der har lyst til et kram, sidde lidt på skødet eller bare høre en historie - og den hvide hårtop i midten, det er Stines!

Taiwiah blev til Mordecai
Til denne drengs utrolig udvikling knytter sig en sjov historie omkring hans navn, for han har faktisk to navne, fortæller Stine: ”I Ghana får man navn efter den dag, man er født. Derfor ved jeg fx at Koffi Annan (FN’s tidligere generalsekretær, som er ghaneser) er født en fredag, fordi man bliver kaldt Koffi, hvis man er født en fredag. Havde jeg været ghaneser, ville jeg have heddet Yaa (født en torsdag). Sådanne navne, som egentlig er mere en massebetegnelse end navne, er der mange af i Ghana. Taiwiah betyder ”en dreng der kommer efter et sæt tvillinger”, og det navn passede ikke til ham, det var nemlig ikke engang sikkert, han rent faktisk var den dreng, der kom efter et sæt tvillinger. Han kunne bare være opkaldt efter én, der var det. Så det navn, han havde, understregede bare, at han ikke hørte til nogen steder, for på børnehjemmet er der slet ingen tvillinger, og det passede altså ikke ind i den situation, han er i. Derfor bad han selv om at få et nyt navn, hvorefter han kom til at hedde Mordecai.”

Stine med Mordecai på skødet

Muligheden for at få et liv
Efter Stines livlige beretning om den afrikanske dreng, kan jeg ikke dy mig for at prikke lidt til hende, ved at spørge, hvad hun tænker, når hun står overfor børnene og ved, at hun snart skal hjem til Danmark igen og leve et helt andet liv?

”Der er mange der siger: Hvorfor tager I dem ikke med til Danmark, de skal da adopteres, så vil de få det meget bedre! Men man kan jo ikke pille de børn ud af deres land, eller fjerne en hel generation fra deres land bare fordi, de har det hårdt. Så er der jo ikke nogen til at køre det land videre. Man regner med, der er ca. 1 million forældreløse børn i Ghana (totalbefolkningen er knap 20. mio.), og de fleste af dem bor hos fjerne slægtninge. Det betyder, at de er en slags andenrangs børn. Er der ikke råd til at alle kan gå i skole, kan du være sikker på, at det er de ”rigtige børn” og ikke de andre, der kommer i skole. Hvis ikke de boede på børnehjemmet, ville de være gadebørn. Det de kan, når de bor på gaden, er at prostituere sig, vaske biler eller sælge dimser, som de finder på lossepladsen. Der er ikke nogen form for skolegang, det er bare fra hånden i munden. På børnehjemmet derimod kan de få en uddannelse, og med en uddannelse er der mulighed for at få et job, så de kan tjene penge og mere end bare overleve. Det ville de jo ikke have haft før. Så når jeg er der, tænker jeg, at min rolle er at tage tilbage til Danmark og fortælle andre mennesker om de her børn, så der bliver mulighed for at få flere børn i skole gennem støttemidler.”
Børnehjemmet er udelukkende drevet at udefrakommende midler, men børnehjemmets budget er faktisk større, end hvad de sociale myndigheder i området har til rådighed. Det viser, hvor meget det betyder at sende penge derned, for uden steder som dette børnehjem, havde de her børn aldrig fået mad, tøj, skolegang og en fremtid. Og så er Ghana endda et af de lande i Afrika, som er længst fremme, men alligevel er der lang vej igen, fortæller Stine.

Der er 26 charmerende børn - det er helt umuligt ikke at elske dem

Slavefortet
Når børnene var i skole om formiddagen, tog Stine og resten af flokken rundt i området for at opleve Ghana. På en af turene kommer de ud at se et gammelt fort fra kolonitiden. Her blev Stine for alvor indhentet af fortidens vingesus:

”I historie i gymnasiet fik vi at vide, at Danmark har haft kolonier i Afrika, og en af dem hed Guldkysten og lå i Afrika. Det har jeg da aldrig rigtig kombineret i hovedet med, at Danmark faktisk har været med til at flytte afrikanere til USA som slaver. Jeg tror lidt, jeg har fortrængt det med slaverne. Det er da så dybt pinligt, at vi som land har gjort sådan noget. Når man kommer til Afrika og ser et fort fra den tid, så tænker man godt nok; hold da op, vores forfædres historie er godt nok noget skidt. Åndssvage hvide mennesker, der ikke fatter en brik af, hvordan verden hænger sammen og bare kommer der og siger: nå, folk her har en anden hudfarve, så er de nok mindre værd!
Inde i midten af fortet, kunne vi se, at der havde været en kirke. Så tænker jeg; hvordan de har fået den kristne mentalitet til at hænge sammen med slavementaliteten? Men det har de åbenbart fint kunnet få til at fungere, med udsendte præster og det hele. Jeg bliver meget påvirket af sådan en oplevelse og tænker over, hvor vigtigt det er, at vi lærer af historien og ikke glemmer det her, men så må vi sandelig også komme videre. Det er bedre at gøre en indsats i stedet for at gå og have en masse spekulationer om det. Handling betyder så meget mere end bare at gå og have dårlig samvittighed.” 

Der er god tid til at lege og fjolle rundt - en af de bedste lege er at få taget billeder.

To pizzaer = mad til en hel dag
”Mine rejser til Ghana har givet mig en fornemmelse af, hvordan de penge, jeg bruger her i Danmark, er rigtig meget værd, hvis de bliver brugt i Ghana. Som et eksempel kan nævnes, at hvis hele børnehjemmet med 26 børn og 5 voksne skal have mad en hel dag, så koster det 118 kroner. To pizzaer og en cola til en hyggeaften med en veninde, det kan jeg hurtigt få til at blive 118 kroner eller endda lidt mere. Så det har virkelig givet mig en fornemmelse af, at jeg ikke skal sende mange penge derned, før end det betyder rigtig meget. Det er altså ikke et stort offer for mig at lade være med at købe pizza, men det betyder rigtig meget dernede. Derfor ser jeg det også som min opgave at fortælle mine oplevelser videre, så vi kan få en bevidsthed om ulandene, og at vi må hjælpe hinanden, for der er godt nok nogen, der har det værre end mig og os. Jeg synes tit, man hører det her: Åh jeg er sådan en fattig studerende. Det ynder jeg ikke at sige, når man i Danmark får kastet en uddannelse i nakken og penge til at overleve imens. Og bor man hjemme hos forældrene, så får man lige lidt cafépenge alligevel for det kunne jo være… Så kan jeg godt nok mærke, hvor heldig jeg er.”

Perspektiv på livet
Stine gentager flere gange, hvordan hun aldrig vil glemme Ghana, for som hun siger: ”Det er en lidt speciel situation, at jeg følger med i arbejdet her bagefter, jeg er kommet hjem. Jeg har jo ikke bare været hit-and-run tre måneders volontør et eller andet sted. Jeg har kendt det længe inden, jeg var der, og jeg kommer til at høre mere om det fra nu af og til evig tid.”

Med sine to ture til Ghana har Stine for alvor fået sat sit liv og vores danske levevis i perspektiv, og det, mener hun, er vigtig for alle og enhver, inden man får et arbejde og tjener en masse penge, så man kan sende nogen af dem af sted til ulandene. Til jer, som nu sidder og overvejer at tage nogle måneder af sabbatåret til Afrika, har Stine mange gode råd:

”Jeg vil helt sikkert anbefale folk at tage af sted, som jeg har gjort, hvis de har lyst. Men jeg vil også anbefale folk at tænke over det, inden de gør det, for man tager jo ikke bare derned og fiser rundt som turist. Man tager derned og laver et stykke arbejde. Hvis man gerne vil rejse rundt og se verden, så skal man nok pakke rygsækken og rejse rundt som backpacker. Men hvis man gerne vil ned og gøre en forskel, så skal man tage ned og arbejde tre eller seks måneder på et projekt. Man skal desuden være klar over, at man ikke skal tage derned for hyggens skyld, for man lægger jo de involverede til last, når man er der. Man bliver nødt til at gøre en indsats, mens man er der, ellers har det jo ingen værdi for hjemmet, at man har været der. Man skal virkelig ville det.”

Med disse gode råd forlader vi Stine. Men har du lyst til at høre mere om hendes oplevelser, eller får hjælp til at komme af sted til Afrika, kan du kontakte Stine på mail eller gennem hendes profil på studieportalen med brugernavn ”Dunnar”.

Skrevet af Signe Skov Andersen.