Lidt hjælp til forståelse af gammel tekst

Jeg vil gerne vide hvordan haven skildres overfor den, tror jeg nok, lidt mere idylliske natur?

Det drejer sig om følgende uddrag (det er vist kun i starten at det omtales så se defor bort fra resten af teksten, såfremt i ikke vil læse det hele :-):

Ney, elskte Søn! Med Forsæt har jeg ført
Dig uformærkt fra Stadens Larm og Bulder,
Ind i den vilde, herlige Natur.
Af barnlig Glæde slog dit unge Hierte,
Da hist igiennem Haverne vi gik,
Der, som en stor uhyre Blomsterkrands,
Den store Steenhob kiøler og omdufter.
Og skiønt jeg nægter ey at disse Lunde,
Hvor Kilden risler, Pomeranzen lugter
Og qvæger Tungen med sin hulde Saft,
Er et husvalende og venligt Syn,
Saa staaer dog denne smaalige Natur,
Af Nødtørft sammentrængt i visse Grændser,
Opvoxet inden Eyendommens Skranker,
Og under Eyermandens Herskerblik, 
Saa langt tilbage for Naturen, i
Sin dristige og grændseløse Rigdom,
Som Natte-Faklen for den lyse Sol. —
Tilsyneladende tilfældigviis kun,
Men i mit Hierte sindrig overtænkt,
Har jeg paa Veien ledt din muntre Aand,
Fra ringe Gienstand til en større Udsigt.
Jeg vilde stemme dig til, uformærkt,
At vænnes til det høist Forunderlige.
At ikke, som en rask og vælig Ganger
Vel af Natur, men stakket paa Forstand,
Du skulde studse ved uventet Knald.
Det har jeg giort; og troer nu at jeg vel
Kan uden Fare sige dig min Hensigt.