Hvorfor har mennesker så let ved at hade sig selv

En meget interessant debat, hvor jeg ser frem til at kende en teori der kan beskrive det. Falder jeg over noget i nogle af alle mine bøger vil jeg vende tilbage.

Når et menneske med høj etisk fordring undrer sig specifikt over egen hidtidige gøren og laden i et livsafsnit, hvor dets livsudfoldelse var stærkt reguleret af andres planlægning og værdidomme, befinder sig i en situation, hvor det selv til fulde har ansvar for trufne beslutninger og social handling og pludselig indser sig agerende på en måde, som stadig tangerer, hvad det troede at have forladt i trodsig etisk korrektion, finder det naturligt nok anledning til skamfuld selvbebrejdelse og vaklende tro på egen redelig habitus.

Mennesket med høj etisk fordring forbedrer sig under selvanklage og højner derved sig selv og med tiden indgår den periodisk tilbagevendende åndelige krise som et naturligt - om end famlende og smerteligt pågående – led i en evigt stræbende åndelig udvikling med indbygget statusopgørelse.
 

At vi direkte hader os selv er forhåbentlig en overdrivelse. Men når det er sagt, så er en del af det at være menneske jo, at vi hele tiden udvikler os, så vi skal hele tiden finde os selv på ny for at bevæge os igennem livets stadier. Vi finder ofte, at har vi problemer, eller er der noget, der ikke er, som vi føler, at det burde være, så ligger problemet hos os selv. Med den erkendelse kan vi bevæge os videre, livet bliver med ét nemmere at leve og det på trods af, at vi rent faktisk har påtaget os den hele skyld. 

K. E. Løgstrup skrev engang, at skindsyge (jalousi) og misundelse var følelser opstået af et menneskes afmagt. Sådan er det med mange kedelige følelser, de opstår, fordi vi er hjælpeløse, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og de bliver kun værre, hvis vi svælger i dem. Men når vi endelig erkender, at vi skal bevæge os videre, når vi erkender, at det er os, der skal sætte verden i bevægelse på ny, føles de straks mindre og ubetydelige. Kigger vi tilbage på vores liv, kan vi vist alle nikke genkendende til noget lignende. Netop derfor var det heller ikke så dumt, da Kierkegaard skrev, at "livet leves forlæns men forståes baglæns".

Men ellers er jeg meget enig med Mathon. Det sidste afsnit specielt.

Jeg hader i øvrigt aldrig mig selv. Men jeg kan godt være ked af det og ulykkelig på egne vejne, om end jeg er blevet markant bedre til at slippe de ubehagelige følelser og lidenskabeligt bringe mig selv videre i livet. Livet bliver dog ikke lettere af selvreflektion. "En vis mands hjerte er sjældent lykkeligt".