Dårligt sprog = dårlig aflevering

Hej.

Endnu en  gang har jeg lavet en aflevering, som jeg håber nogen vil se på. Jeg har et dårligt sprog og det får jeg konstateret gang på gang. Derfor vil det være rart, hvis nogen vil se min aflevering igennem, da mine karakter i dansk er nok undermiddel :-(

På forhånd tak.

Den fremmede af Albert Camus

INDLEDNING:

”En grundlæggende tanke i eksistentialismen er, at et afsluttet filosofisk – videnskabeligt system som forklarer alle tilværelsens forhold, ikke kan givet. Eksistentialismen vender sig derfor mod ethvert forsøg på at udtømme menneskets væsen psykologisk eller biologisk. Det hævder også at individets eksistens går forud for enhver videnskabelig erkendelse og derfor står uden for denne. Den moderne eksistentialisme har dybe rødder i Kierkegaards filosofi. Den har præget litteraturen i Vesteuropa i 1940’erne og 1950’erne med blandt andet Camus som hovedskikkelsen”.
Et af de største temaer som Camus beskæftiger sig med er eksistentialismen. Dette kan også ses i romanen, Den fremmede, hvor eksistentialismen ses på den ligegyldighed hovedpersonen, Meursault, ligger for dagen. Den totale objektivitet er et gennemgående tema i bogen, og alle handlinger har samme gyldighed for Meursault.
Dog er det største tema i romanen livets absurditet, bevist ved Meursaults liv og død. Konflikten mellem lysten til at leve og dødens realiteter er også et dominerende tema.
De fleste siger at Camus accepterer de begivenheder i dagligdagen som udgør deres eksistens, uden at stoppe op og spørg sig selv, om hvorfor man overhovedet gør dette. Det eneste svar, siger ha, er at intet vi gør, har en langvarig mening. Vi dør og universet består.
Senere i sit liv ændrede Camus sine tanker til, at vores handlinger stadig kan være vigtige, idet vi kan påvirke andre personers liv. Vi må opføre os, som om at livet har mening.
Den fremmede (L`Etranger) er skrevet af Albert Camus (1913 - 1960). Han var fransk forfatter som blev født i Algeriet og hørte sammen til Sartre til hovedkræfterne bag udviklingen af den moderne eksistentialistiske filosofi og litteratur. I dag regnes han for en af de betydeligste forfattere i det 20. århundrede.
Den fremmede blev udgivet i 1942, og blev oversat til dansk i 1944.
Camus har skabt hovedpersonen i romanen, Meursault, efter hans idé om det absurde menneske, det fremmede menneske i en distanceret og meningsløs verden.
Romanen indeholder igen samfundsmæssig bagtanke, måske fordi Camus ikke ønsker at kritisere samfundet men ønsker blot at fremhæve et absurd menneskes liv med de konsekvenser det medfører.
Absurd i den forstand at mennesket nægter sit eget livs mening, og dømmer eksistensen meningsløs. Det eneste som er afgjort i et absurd menneskets liv er døden. Tanken om et bedre liv er for det absurde menneske kun en illusion.
Alle mennesker oplever i hverdagen et glimt af livets absurditet. Dette ser man f.eks. i dagligdagens rutine, stopper op og spørger sig selv, om hvorfor man overhovedet gør alt dette? Men hvis man grunder over sit hvorfor, vil man føle sig distanceret fra omverden og dermed føle sig fremmed i dagligdagen. Man føler sig selv som en tilskuer i verden, uden at have mulighed for at ændre på sin eller andres dagligdag. Alting bliver betragtet overfladisk og de vigtigste personer (familie og venner) bliver til objekter i ens liv. Følelsen af absurditet begynder når der sker en distancering mellem mennesket og verden, hvor mennesket bliver defineret som skuespilleren og verden som kulisserne.
Det absurde menneske ser alting som noget ligegyldigt og lader skæbnen styre en. Det absurde menneske ser bådet livet og sig selv som absurd, da tilværelsen ingen mening har. Dette skyldes at han føler sig som en fremmed i verdens kulisser, fordi det eneste han kan vide sig sikker på, er døden. På grund af alle disse ting er han nødsaget til at henkaste til skæbnen. Kun på denne måde kan livet leves fuldt ud for det absurde menneske.
 

REFERAT:
 

Romanens hovedperson, Meursault lever et sorgløst og ubesværet liv. Hans liv er omgivet af mennesker som respekterer ham og byder hans samvær. Som franskmand bosat i den franske koloni i Algeriet, tilhører han ikke underklassen, som dengang var araberne. Men da han arbejder fra 08.00 – 16.00 på et kontor, kan han heller ikke betegnes som overklassen. Dermed må Meursault være en del af middelklassen.
Ved nyheden om hans mors død, virker kan ikke ligeglad og ikke særlig mærket over situationen. Han viser ingen tegn på sorg ved nyheden eller under begravelsen. Men dog giver han udtryk for at de ikke har mere at sige til hinanden. Dette er et karaktertræk på det absurde menneske.
Han udtrykker at han ikke er i stand til at elske nogen eller noget, som har indflydelse på øjeblikket. Han har elsket sin mor, da han en sjælden gang besøgte hende på plejehjemmet, eller når de havde noget at sige til hinanden. Men ved begravelsen er hans mor en sten, de har ikke noget at sige hinanden, hun har ingen betydning nu.
Hans kærlighed til moderen mindet meget om kærligheden til elskeren, Marie. Han elsker hende i øjeblikkene ude på stranden, han elsker hendes kjole og hendes latter. Men når hun spørger ham om, han vil giftes med hende, svarer han koldt og siger at det er ligegyldigt, men hvis hun ønskede det, kunne de godt gifte sig. Den evige kærlighed findes ikke for ham. Han elsker kun i øjeblikkene, og noget så fjernt som at blive gift, er en ligegyldig ting for ham.
I retssagen for mordet på araberen, bliver Meursault forstået som en kold forbryder, understøttet af det argument at han kun sjældent besøgte sin mor. Han besøgte sin mor, når han havde lyst til det. Han ville ikke bruge hele sin søndag på plejehjemmet af pligt.
Det ville være muligt for Meursault at få strafnedsættelse, hvis han fortryder mordet og erkender at han er fyldt med skam og sorg. Men han er en stædig person og fortryder ikke, da det ikke var hans skyld ment et tilfælde at han kom til at skyde araberen. Det var solen som skar ham i øjnene og varmen som fik hans sanser til at koge over, og dermed kom til at skyde araberen.
”Dagen efter sin mors død gik denne mand i strandbad, indledte en illegitim forbindelse og sad og lo af et lystspil”. Dette citat vælger anklageren for sit argument. Anklageren vælger at inddrage moderens begravelse, biografturen og hans forhold til Marie under retssagen. Anklageren understreger at Meursault er en kold og kynisk morder, da han dagen efter sin mors begravelse kan begynde på et forhold til en kvinde og se en Fernandel film.
Men for Meursault hænger det ikke sammen på denne måde, da alt for ham er styret af tilfældet. Det er ikke af ond vilje at han inderholder sig på en dag, hvor han ifølge anklageren burde sorg. Meursault er en mand uden fortid og fremtid. For ham er det der skete i går har ingen indflydelse på i dag, og omvendt hvad der skal ske i morgen ændrer ikke på hvad der sker i dag.
Da Meursaults chef tilbyder ham en ledende stilling i en nyoprettet filial i Paris, afviser han tilbuddet. Han kan nemlig ikke se hvorfor han skulle være lykkeligere i Paris. Dette er endnu et eksempel på hans absurditet. Han er tilfreds med hvad han har og hvad han laver på arbejdet. Han har dog ikke indset absurditeten i verden, lever han alligevel som et absurd menneske.
Meursault finder lykken til sidst, når han er dømt og har accepteret livet i fængslet. Dog prøver fængselspræsten gang på gang at overbevise ham om at det er gud som er frelseren og at han vil komme i himmelriget ved at fortryde sine synder. Men Meursault er stædig og vil ikke overgive sig til denne løsning på livets absurditet. Da præsten kommet tredje gang, indser Meursault at livet ingen mening har, men at det skal leves alligevel.
Indtil dette tidspunkt har Meursault handlet som det absurde menneske igennem hele romanen, men først nu forstår han verdens håbløshed. Først i dette øjeblik kan han nyde hvert sekund frem mod døden, fordi han nu ved at livet er absurd, at skæbnen leder ham mod døden, og at han ingen mulighed har for at stoppe denne proces. I det øjeblik han har indset livets krav, kan han føle sig lykkelig.
 

ANALYSE:
 

Meursault kigger tilbage på sit liv igennem hele romanen. Han observerer det hele ovenfra, og han går aldrig i dybden med sin fortid. Han beskuer og betragter det hele, og derfor bliver sætningerne i romanen heller ikke komplicerede eller særlig højtidelige. Dog kan der indimellem forekomme nogle særdeles højtidelige og højtravende ord.
Det meste af teksten i romanen er Meursaults oplevelser, det han tænker og dialog fortællermåden bliver ikke brugt særligt ofte. Han er utroligt filosofisk i sin tankegang. Dette påvirker sproget i den filosofiske retning, som ses på siderne 126 og 127;
”Jeg beregnede nøje mine effekter, så jeg fik det størst mulige udbytte ud af mine overvejelser. Jeg forudsatte altid det værste: min ansøgning var blevet afslået. ”Nå nu skal de altså dø.” Tidligere end de andre, det var sikkert. Men enhver ved, at det ikke er umagen værd at leve. I grunden vidste jeg nok, at det ikke betyder så meget, om man dør, når man er tredive år eller halvfjerds, for der vil i begge tilfælde være andre mænd og kvinder, som stadig vil være i liv, og det i tusinder af år. Intet var faktisk mere indlysende. Det var altid mig, som skulle dø, enten det så var nu eller om tyve år”
Her ses hans tankegang om sin benådning. Denne måde hvorpå han tænker på begge udfald og overvejer dem nøje, er klart den måde han tænker på igennem hele romanen.
Han overvejer altid tingene grundigt, og lader sig ikke påvirke af det som sker uden for sit hoved. Han taler tit med sig selv og drager læseren til sig, ved at stille spørgsmål. Dette kan ses ved citatet; ”Han gjorde et så sikkert indtryk, ikke sandt?”. Præsten prøve nemlig at ødelægge det mønster som Meursault altid har haft hele sit liv. Derfor spørger han læseren om det overordnede.
Meursault bruger aldrig nogen form for billedsprog eller metaforer, men han formår stadig med uddybende naturbeskrivelser af forme billeder i hovedet på personen der læser.
Historien udspiller sig først og fremmest i Algier, efter byen er blevet invaderet og koloniseret af franskmændene. Fortællingen proklamerer den sorte humor og pessimisme, som kendetegner den yngre generations harme over Frankrigs tilstedeværelse i Algeriet.
Eftersom romanen blev skrevet i mellemtiden efter 1. verdenskrig og før 2. verdenskrig, er en sans af absurditet og hjælpeløshed synlig gennem hele bogen. Bogen foregår også på en lille strand uden for Algier, hvor Meursault slog araberen ihjel.
Bogen er meget realistisk, og den har ligeså meget at sige nu, som den havde dengang. Den tager stilling til ateismen, til meningsløsheden og til det at være fremmed på mere end én måde.
Som sagt før minder Meursaults kærlighed til sin mor meget om kærligheden til Marie. Den evige kærlighed eksisterer ikke for ham, han elsker kun i øjeblikkene. Alt dette vidner om en distancering fra verden, en kløft mellem Meursault og alt andet, heraf titlen ”Den fremmede”

FORTOLKNING:

Meursaults livsfilosofi udspringer i, at han ikke er helt klar over, hvad der foregår omkring ham. Han ser, men forstår ikke verden, og det er derfor, han er den fremmede. Han er fremmed for sig selv, og kan ikke indse sin absurde situation før hen imod slutningen af romanen. Den, absurditeten, illustreres derimod ved hans ligegyldighed for livet og mangel på følelser igennem romanen.
Meningen med bogen er at få læseren til at tænke. Den er til gengæld ikke at beskrive og fordømme handlingerne hos en følelsesløs mand, der slår en anden ihjel. Bogen skal forklare det absurde menneske og dettes tanker og handlinger. Det skal gøres klart for læseren, at for i sandhed at kende livet og rigtigt leve det, skal man kunne forstå dét og dets absurditet.

KONKLUSION:
 

Det har lykkes Camus at beskrive hans filosofiske tankegang om absurditet og det absurde menneske i romanen. Han har beskrevet og forklaret det absurde menneske i skikkelse af hovedpersonen Meursault.
Camus lader Meursault igennem hele romanen, beskue verden. Han må aldrig overveje noget, han forestiller sig aldrig noget, han ser med klarhed alle tingene som de er.
Meursault lever nemlig i starten af romanen det absurde liv, uden selv at erkende det. Men da han til sidst i romanen forstår livets absurditet, og han får åbnet øjne op for at han intet kan stille op imod livet, føler han sig i kraft af sin nye viden lykkelig.