Nietzsche - Det afsindige menneske

Hej alle. Jeg har følgende tekst, og har nogle spørgsmål til hvad der kan menes med den.

først og fremmest: Hvilken genre ville i sætte den under?

Hvorfor tror i han vælger at skrive hans egne synspunkter, på denne måde?

Hvilke fordringer til mennesket stiller Nietzsche?

Har I ikke hørt om det afsindige menneske, der tændte en lampe
midt på den lyse formiddag, løb ud på markedspladsen og skreg
uophørligt: „Jeg leder efter Gud! Jeg leder efter Gud!" - Da der
dér netop stod mange af dem forsamlet, som ikke troede på Gud,
bevirkede han at man lo højt. Er han da gået fortabt? spurgte én.
Er han løbet vild som et barn? spurgte en anden. Eller holder
han sig skjult? Er han bange for os? Er han stået til søs? udvandret?
- sådan skreg og lo de. Det vanvittige menneske løb midt
ind iblandt dem og gennemborede dem med sine blikke. „Hvor
er Gud?" råbte han. „Det skal jeg fortælle jer! Vi har slået ham
ihjel - I og jeg. Vi er alle hans mordere! Men hvordan har vi
gjort dette? Hvordan formåede vi at drikke havet op? Hvem gav
os svampen til at viske hele horisonten ud med? Hvad gjorde vi,
da vi befriede denne jord fra dens sol? Hvor bevæger den sig hen
nu? Hvor bevæger vi os hen? Bort fra alle sole? Falder vi ikke
uophørligt? tilbage, til siden, fremad, til alle sider? Er der endnu
et foroven og et forneden? Flakker vi ikke rundt som var det
gennem en uendelig intethed? Ander det tomme rum ikke på os?
Er det ikke blevet koldere? Bliver det ikke stadigt mere og mere
nat? Er det ikke nødvendigt at tænde lamper om formiddagen?
Hører vi stadig intet til støjen fra de gravere, som begraver
Gud? Lugter vi endnu intet af den guddommelige forrådnelse? -
58
også guder rådner! Gud er død! Gud vedbliver at være død! Og
vi har slået ham ihjel! Hvordan får vi os trøstet, os mordere af
alle mordere? Det helligste og mægtigste, som verden hidtil besad,
er forblødt under vore knive - hvem tørrer dette blod af os?
I hvilket vand skulle vi kunne rense os? Hvilke soningsfester,
hvilke hellige handlinger må vi nu til at opfinde? Er ikke denne
store dåd for stor for os? Må vi ikke selv blive guder for blot at
blive dem værdige? Der er aldrig udført en større dåd - og enhver
som fødes efter os hører på grund af denne dåd hjemme i
en historisk tid, der er højere end alle de historiske epoker, som
har været forud!" Her tav det afsindige menneske og så atter på
sine tilhørere: også de tav og så forbavset på ham. Endelig kastede
han lampen på jorden, så den sprang i stykker og gik ud.
„Jeg kommer for tidligt" sagde han så, „tiden er endnu ikke
inde. Denne uhyre hændelse er stadig undervejs og vandrer -
den er endnu ikke trængt frem til menneskets ører. Lyn og torden
behøver tid, stjernernes lys kræver tid, handlinger kræver
tid, også efter at de er gjort, for at blive set og hørt. Denne handling
er dem dog stadig fjernere end de fjerneste stjerner - og dog
har de gjort den selvsamme!"
- Man fortæller stadig om, at den afsindige samme dag løb
ind i forskellige kirker og dér istemte sit Requiem aeternam deo.
Ført ud og stillet til regnskab, svarede han hele tiden blot dette :
„Hvad er da disse kirker, hvis ikke de er Guds grave og gravmæle?"

Håber der sidder nogle kloge hoveder, som kan hjælpe mig med at forstå dette.

Mvh,