Rettelse af brev

 Jeg ved ikke om man kan se filen : så her kopier jeg den også lige : -)

2 katastrofe 1/23- 2007
Kære 9.c
Undskyld, jeg ikke skrev til jer sidste måned. Men her skete noget så forfærdeligt. At jeg ved, at mine tårer vil vælte ud af øjnene på mig, bare ved at beskrive hvad der skete. Desuden er Nikalya her heller ikke længere, til at opmuntre mig. Jeg har ikke set hende siden katastrofen. Måske lever hun, måske gør hun ikke. Jeg bor ikke på det luksuriøse, Swahili star, hotel længere. Lige nu befinder jeg mig i et telt, sydøst for byen Dodoma. Min mor, sover lige nu. Min far, er i færd med at skrive til brødrerne og tanten hjemme i Danmark. Jeg egentlig glad for, at de ikke kom med. Selv om jeg savner dem så utrolig meget , tror jeg ikke, at de nogensinde ville komme over det, der skete for 1 uge siden.

Det hele startede, i onsdags. Jeg var ude og købe ind sammen med Nikalya, som sædvanlig.
Vi plejer jo altid at handle i hendes onkel, zechanstas, butik. Imens jeg og Nikalya handlede, og hyggede os i zechantas butik. Var min mor på hospitalet, om onsdagen arbejder hun om dagen. Min far, var over hos naboen og drikke lidt, af den nye te han så godt kan lide. Der sad vi så, og talte om det sædvanlige, hvordan Danmark er. Her kom lille Henri, avis drengen, og advarede os om, at et jordskælv vil ramme os og selvfølgelig hele byen. Jeg blev dybt urolig, og var lige ved at løbe hjem til hotellet og fortælle det til far. Men så beroligede Zechansta mig, han sagde at små P-bølger ofte rammer byen. Han sagde, at jeg ikke ville kunne mærke noget. Men dette jordskælv, var vist lidt udover de sædvanlige P-bølger. Lige imens jeg og Nikalya, snakkede om sommeren i Danmark. Begyndte jorden under os, at ryste. Den rystede så voldsomt, at det nu var svært, at se. Nikalya gik længere og længere væk fra mit syn. Det var som om , at verden var vendt på hovedet. Jeg begyndte at græde. Men larmen af folks råben og skrigen overdøvede min gråd. Det eneste jeg tænkte på der varm, hvor min mor og far kunne være. Den bekymring gjorde, at jeg græd endnu mere. Snart, kunne jeg ikke stå på min ben længere. En voldsom svimmelhed ramte mig. Det næste der skete har jeg ingen anelse om. Men da jeg stod op, lå jeg ved en flod. En mand, med grønne øjne og lyst gyldenbrun hår sad på knæ foran mig, kastede et par dråber vand på mit ansigt. Min hovedet gjorde utrolig ondt. Det var som om nogen havde boret et søm inde i det. Jeg havde bandage om panden. Manden rejste mig forsigtigt op. Han fortalte sit navn, Thomas Jameson, Han var læge fra England. Han var ligesom min mor en læge uden grænse. Han kom for at hjælpe de fattige på hospitalet. Han sagde at han så, jeg lå på et ødelagt hustag. Og skyndte sig at redde mig. Jeg takkede ham med en mild stemme. Da det var svært at tale, smilede jeg bare til ham. Han spurgte straks , hvad mine forældre hed. Jeg begyndte, at græde. Tænk, hvis der var sket dem noget. Han satte mig på en kørestol, fordi jeg stadig følte mig svimmel. Han trøstede mig lidt, og tog mig med til et gigantisk telt hvor forældre, der havde mistet deres børn, stod og græd. Og lige der, foran mig, stod min mor og far! Det var en ubeskrivelig følelse, jeg følte lige på det tidspunkt. Lidt ligesom et mirakel. Jeg havde aldrig været så glad for noget som helst andet i mit liv. Jeg takkede Gud, med det samme!

Min dejlige forældre løb over til mig. Deres tårer trillede, ned at deres kinder. De krammede mig så hårdt, at det blev lidt svært at trække vejret. Men samtidig ville jeg have at dette kram skulle fortsætte for evigt. Det var nu egentlig ret utroligt, at de begge to var sammen, uden at der var sket dem noget. Men min mor siger, at hun skulle ud af byen. Så der skete hende ikke noget. Så pralede hun derefter med, at min far var en stor stærk mand, som ville finde hende selv om hun så var på den anden side af jordkloden. På samme dag, steg jeg, mine forældre og en række andre mennesker ombord på en bus. Der skulle køre os sydøst for Dodoma. Der skulle vi bo i telt. Da min mor er læge, og kunne hjælpe de mennesker, som var skadet. Fik vi et telt lidt bedre end de andres. Vi fik dejlig koldt luft og gode senge. Ligesom et værelse.

Nu sidder jeg her i teltet. Jeg og min forældre har det godt. Alle fra udlandet har fået lov til at ringe og skrive brev. Jeg har prøvet at ringe til Nikalyas onkel. Men der intet spor af hende. Hun var min bedsteveninde her i Tanzania. Det virkelig hårdt, bare at glemme sådan en betydningsfuld veninde. Jeg husker det som, var det i går jeg mødte hende. Hun legede med sin lille bror i venteværelset på hospitalet. Det var jo der vi blev venner. Men min mor siger, at det eneste jeg nu kan gøre er at glemme hende. Så må jeg, vist bare leve, i håb om at hun har det godt. Alt er ødelagt i byen. Staten fortæller, at det kan tage adskillige år , at genopbygge byen igen. Og stadig i dag, en uge efter, finder man kvæste mennesker. og gamle lig. I har nok hørt om det i tv? Men det jeg er glad for at min brødre ikke var med os. Så ville jeg måske, aldrig komme til mig selv. Hvis der skete dem noget. Min fra siger, at vi skal tilbage til Danmark inden for tre uger.

Dette er en oplevelse, som jeg tror jeg aldrig vil glemme. Jeg får stadig marridt. Men vi alle har nok, på et eller andet tidspunkt oplevet noget så tragisk og chokerende, at det har påvirket hele vores liv. En katastrofe kan ramme, et hvilket som helst land. Nu var jeg da heldig, at overleve og finde familien igen. Men det er der mange der ikke gør. Her ved siden , af vores telt er der et andet telt. Hvor børn sidder, de børn der har mistet deres forældre. De få mennesker, som overlever, vil nok leve et usselt og uønsket liv, medmindre der også sker et mirakel for dem. Sådan nogle stakkels børn/mennesker, bruger for det meste af deres liv på at bebrejde dem selv. Så vi mennesker, i hele verden burde tænke på hinanden, som en familie. Og støtte med penge el. frivillig hjælp.

Kærlig Hilsen

Isra

 Jeg tror ikke du skal regne med noget, taget i betragtningen at den er over 00.00. 

Prøv læs den igennem eller lad en af dine veninder/søskende gøre det.

#1

Du sætter kommaer mange steder på en uforståelig, meningsforstyrrende måde, der gør det vanskeligt at læse teksten. Tilsvarende sætter du punktum uden videre midt i en sætning, så den logiske sammenhæng totalt afbrydes. Et eksempel:

Lige imens jeg og Nikalya,(ikke komma) snakkede om sommeren i Danmark.(komma her, ikke punktum) Begyndte jorden under os,(ikke komma) at ryste.

ok tak for feedback, men synes i at kravene bliver opfyldt ?

Hej (:

Jeg er enig i ovenstående udtalelser, men du skal også passe på med at indlede sætninger med men. Jeg har ikke taget mig tid til at læse den grundigt, men du taer da fat i nogle gode og væsentlige ting.

Sara

KAN I IKKE FoRTÆLLE MIG OM JEG LEVER OP TIL KARVENE? :-)

 kravene er opfyldt, men du er lige nød til at kigge på din tegnsætning;-)

ok tusind tak folkens.. jeg løber den igennem et par gange :-)

Hej. 

Jeg er admin her inde, og vil høre om du kunne slette opslaget, da det fylder ret meget. 

Mvh. Cecilie