Fristil- din mening?

Hey guys, har lige skrevet en fristil. I må VIRKELIG gerne skrive, hvad der kunne gøres bedre og rette eventuelle fejl. :)

Året er 2035. Vi lever i en dystopisk verden, bundet af en anstrengt længsel efter at overleve. Længsel efter glemsel og alle dennes fordele. Elleve år har passeret siden borgerkrigen, som er skaberen af den nuværende situation. Jeg tror det er bedst at undgå løgne, så jeg siger det bare ligeud: Ikke én af os tænkte på hverken vores omgivelser, miljøet eller naturen under krigen. Det var en tid fyldt med alt, som strider i mod alle Greenpeaces hensigter og principper. I hvert fald har det ført os til der, hvor vi er nu; på toppen af et bjerg, indespærret bag tykke glasmontre højt oppe over det ellers ret så høje vand, som stiger for hvert år. Det er faktisk en ret så fantastisk udsigt. Altså hvis man nyder synet af olie og masser af vand. Hvis vi hoppede ud, ville vi ikke have en chance for at leve længe nok til at finde et sted, hvor tilstanden ikke er lige så slem som her.Vi ved ingenting om, hvordan det står til i resten verden. Det skyldes tilfældigvis mangel på reaktion fra omverdenen. Det må egentligt også være lidt svært at bringe aviser og fjernsyn op til toppen af kilometerhøje bjergkæder. Vi har dog fået etableret et par supermarkeder heroppe, ikke ligefrem noget særpræget udvalg, men butikkerne er uvurderlige for de fleste. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan vi får friske varer. Det er vist nok en aftale som de, der påtog sig den lederlige rolle, har indgået med nogle nabolande, hvor det vist ikke står ligeså slemt til. Vi kan også gå frem og tilbage mellem bjergene ved hjælp af diverse halvødelagte reb, forbinder klipperne.

Vores små og kompakte huse har sågar for det meste isolerede vægge. Vi bliver tit bare flyttet uden advarsel, men jeg ved ikke hvorfor. Lige nu bor jeg alene. Ensomheden er ikke ligefrem det adrenalinkick, jeg højst sandsynligt har brug for. Vi har desværre ikke så mange dyr heroppe. De fleste blev efterladt, da vandet begyndte at stige. Jeg har haft en kat; den blev dog dræbt under krigen. Der et par geder rundt omkring på bjergene, men de bliver ofte spist. Mange mener, at vi snart er for mange. Folk er begyndt at føre propaganda, for at få folk til at hoppe ned fra bjergene. Det er noget, som blev sat i omløb for et par år siden. Det er relativt nyt, og folk er stadig usikre på situationen og det vides heller ikke sikkert, hvem de skyldige er endnu.

Menneskerne tænker om muligt endnu mindre på miljøet. Grundet manglende skraldespande og vist nok også dovenhed, flyder skraldet i vandet, som omkranser bjergerne; hovedsageligt plastik. Der bliver ikke gjort noget ved det. Den globale opvarmning har mere eller mindre gjort folk ligeglade. Jeg håber, at det en dag ændrer sig. Jeg håber virkelig, at folk får øjnene op for vores reelle problem en dag. Det bliver desværre nok ikke i den nærmeste fremtid. Ingen ved om det får en ende. Inkluderet mig. Jeg ved ingenting. Derfor føles det som det rigtige at hoppe ned fra bjerget. Det tager mig lang tid at få gjort det. Ingen lægger mærke til, at jeg gør det. Adrenalin bliver skudt ud i mit blod mindst syv gange. Vandet er lunkent og lugter ligefrem forurenet. Jeg prøver at dykke, men mislykkes. Manglen på luft bliver for meget. Jeg kan altså ikke drukne mig selv på den måde. Jeg svømmer ned til bunden for at få fat i en stor sten.  På overfladen tager jeg mod til mig og slår mig selv så hårdt i hovedet, jeg overhovedet kan med stenen. Det virker denne gang. Jeg mærker de sidste rester af bevidsthed forlade min krop, mens jeg langsomt synker mod bunden. Måske har jeg altid været der.