Vil du hjælpe mig med at læse min novelle igennem?

Eftersom min mor ikke er fuldkommen dansk og min far arbejder henne i København, har jeg virkelig brug for hjælp. Jeg har brug for en til at læse min novelle igennem og fortælle om der er nogle ord der måske burde ændres til andre ord. Jeg er ikke blevet færdig med den endnu, men jeg vil stadig have rettet den:) Her kommer den:

Fald

Jeg har aldrig rigtigt tænkt over mit liv som den dag i dag. Pludselig begyndte mine tanker bare at køre rundt i hovedet på mig som aldrig før. Jeg har ikke tillid til nogen længere...

Under min dyne ligger jeg med en lommelygte og en notesbog. Klokken er 01:34 en onsdag. Det eneste jeg rigtig interesserer mig for, er at lave tegneserier i min notesbog. Intet andet beroliger mig. Det er meget forskelligt, hvilken slags tegneserie jeg laver. Det er betinget af mit humør. I øjeblikket er jeg i gang med at tegne en eksploderende landsby. Det er normalt ikke et godt humør. Sådan har det været de sidste par uger. Uden jeg rigtig kender grunden til hvorfor.

Det er nu onsdag morgen. Jeg går ind i stuen for at få noget morgenmad og ser min mor stå, med en øl i hånden, som sædvanligt. Hun giver mig et nedstirrende blik. Jeg er ikke chokeret. Det er ganske vist en uge siden, jeg fortalte hende om min seksualitet. Hun har det ikke så godt med, at jeg er til drenge… på linje med resten af min familie. Min far bor her ikke længere. Han flyttede grundet af mig. Eller... det sagde han ihvertfald. Han kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde, at jeg var en modbydelig unge. Derefter drog han bort. Hvad der var mest forfærdende var, at jeg kun var en lille knægt. Jeg forstod omtrent intet.

Jeg svinger min taske over skulderen, og spadserer hen mod skolebussen. Jeg sætter mig ind i bussen, da en af mine kammerater pludselig sætter sig på sædet ved siden af mig. Det er ikke fordi jeg hader ham. Jeg har bare en trang til at være alene øjeblikket. Mens han snakker sidder jeg med hovedet op ad vinduet og tænker. Jeg tænker sort. Alt er er blankt inde i min lille hjerne. Jeg kan mærke bussen stoppe, og da jeg vender mig om, har han forladt mig. Jeg er ret så sikker på, han er blevet hidsig igen. Sommetider har jeg egentlig ret ondt af ham. Bare tanken om at have en “ven” som mig. Jeg kan bare ikke gøre for det. Jeg har engang overvejet at fortælle ham om mine tanker, men hvorfor skulle jeg også bekymre ham med mine problemer? Desuden vil jeg også komme en smule i farezonen, hvis han fortæller det til politiet. Så det prøver jeg lidt at se bort fra. Ville det være lettere, hvis jeg slet ikke var her? Jeg tænker alligevel ikke, at der vil være nogen der kommer til at savne mig. Det er som, det går ned ad bakke for mig, hver eneste dag der går.

I klassen sidder jeg helt fikseret i min notesbog. Pludselig mærker jeg en ånde i nakken. Det er min lærer. Hun giver mig et uforudset rap over fingrene. Det gjorde ikke så ondt denne gang. Jeg er nok også ved at blive vant til det. Hun må se at finde på andre metoder. Pludselig mærker jeg en tåre kæmpe sig ned ad min kind. Jeg skynder mig at løbe ud fra klasseværelset og ind på drengetoilettet. Jeg sidder herinde i næsten en time og hulker. Uden nogen grund. Jeg tager derfor beslutningen at løbe hjemad for at hente min cykel. Da jeg er i haven, ser jeg min mor i vinduet råbe en masse grimme ting, og give mig fingeren. Jeg skynder mig at hoppe op på min cykel, og kører straks væk fra huset. Jeg ved ikke hvor jeg køre hen, men jeg ved, at det er langt væk. Til sidst ender jeg ved en sø nær skoven.

Jeg føler mig som tom indeni. Jeg har ikke lyst til at leve, men er alt for bange for at dø. Nogle gange må man altså bide frygten i sig. Jeg er ikke en modbydelig unge længere. Jeg overvejer lidt, om det egentlig er den rette beslutning at tage, men nu hvor jeg tænker tilbage på min fortid, og mit liv derhjemme, føler jeg, det er det rigtige valg at gøre. Jeg finder min taske frem og pakker de største sten ned i den, jeg får øje på. Da jeg har fyldt den op svinger jeg den over min skulder. Jeg tager en dyb indånding, og kan mærke en tårer glide ned ad min kind. Der er en grund til det denne gang. Med et, springer jeg ned i det kolde vand.

Alle minderne løber omgående gennem mit hoved, idet jeg rammer vandet. Alt glæden som ikke havde været der før. Alt den positive energi. Jeg synker ned til bundet af søen, og begynder at miste bevidstheden. Det er en dejlig følelse. Jeg føler endelig, jeg har taget den rette beslutning. I øjeblikket før min afgang, føler jeg mere klarhed end jeg nogensinde har følt i mit liv. I et minut, vil jeg endelig være fri fra gråden, fra smerten, fra alting...