Hvorfor brugte man uran til atombomber?

Man bruger også plutonium. Begge stoffer bruger man fordi fusionen startes med at den rammes med en neutron. Fissionen resultere i at der bliver frigjort flere neutroner, som kan starte andre fissioner. Se https:https://da.wikipedia.org/wiki/Fission

Atombomber virker ved fission (spaltning) af kerner. Når tilstrækkelig store mængder (kritisk masse) af de meget store kerner i uran og plutonium samles, spaltes kernerne spontant. Derfor findes disse stoffer kun naturligt i meget lave koncentrationer.

Da man begyndte at eksperimentere med den første A-bombe, havde man en begrænset rådighed over noget særligt uranholdigt skifer fra nogle sølvminer i Tjekkiet. Det blev så beriget (en form for koncentrering), så man havde den anslåede kritiske masse (64 kg uran-235). Man var så sikker på, at teorien holdt, at bomben virkede og så presset af krigen mod Japan, at "Little Boy" først blev "prøvesprængt" over Hiroshima. Uran A-bomber er ikke senere blevet anvendt til militære formål, da de skønnedes at være for farlige, ikke ved brugen, men for militæret selv. 

Man havde samtidig fremstillet plutonium industrielt. Men da konstruktionen af en plutoniumsbombe var mere kompliceret og forskerne ønskede flere og bedre måleresultater af selve sprængningen, lavede man en egentlig prøvesprængning med ca. 6 kg meget rent plutonium. Testen var en succes og da man havde lavet en lignende mængde plutonium (hvilket er temmelig tidskrævende), kunne "Fat Man" allerede et par dage efter Hiroshima kastes over Nagasaki.

Tre år senere opdagede amerikanerne at Sovjetunionen i al hemmelighed havde prøvesprængt  en næsten tro kopi af "Fat Man" og A-våbenkapløbet var i gang.