Kommentarer til min stil "Digte om døden"

Hej.

Er der nogle, der vil kommentere min stil og evt. gætte på en karakter? Jeg vil sætte stor pris på det!

Opgave 4 – Digte om døden

Digtet Forgængelighed er skrevet af den danske digter Inger Christensen (1935-2009) og er ét af digtene i digtsamlingen Lys, der blev udgivet i 1962. I 1995 udkom Henrik Nordbrandts (f. 1945) digtsamling Ormene ved himlens port, som digtet Biler var en del af. Både Forgængelighed og Biler har døden som tema, men ved læsning af digtene bliver det ydermere tydeligt, at fremstillingen af selv samme tema adskiller sig meget fra Inger Christensen til Henrik Nordbrandt. Mens digtsam-lingen Lys har tiden fra skabelse til død som fokus, er Nordbrandts digtsamling skrevet i forbindelse med en elsket venindes død. Død og sorg kan udtrykkes på lige så mange måder, som der er stjerner på himlen, men spørgsmålet er, om det skal pakkes ind i ørkensletter og puklede kameler, eller om det i højere grad bør symboliseres af noget så banalt som biler.

Inger Christensen debuterede i 1962 med digtsamlingen Lys, hvor skabelsen og livets cyklus tema-tisk blev behandlet, mens digtenes form var sprogligt og struktureret. Legen med strukturen og sammensætning af ord var samtidig karakteristisk for digteren, der i sin sidste digtsamling Sommer-fugledalen fra 1991 eksempelvis tog fat på sonetformens univers. Både tematikken og den struktu-rerede form ses også i digtet Forgængelighed, som er inddelt i to strofer med henholdsvis ni og otte vers. Sproget i digtet er præget af hverdagsligt og simpelt sprog, og der gøres i første strofe brug af allitterationer (bogstavrim; i det følgende eksempel: s og f): ”Stenen på stranden fordamper. ¦ Søen forgår under solen” (str. 1, v. 1-2 – ¦: angiver verseskift). Hos Inger Christensen ses ofte en vekslen mellem mikro- og makroblik (en vekslen mellem det konkrete og abstrakte), hvilket er tydeligt i Forgængelighed. Hvis man først og fremmest tager et kig på første strofes fire første vers er det indlysende, at det beskrevne er meget konkret (fx sten, strand, sø), dog er det sat sammen på en sådan måde, at selve betydningen går hen og bliver abstrakt – hvad betyder det for eksempel, at ”Stenen på stranden fordamper” (str. 1, v. 1)? De fire første vers kan uden tvivl ses som en form for mikroperspektiv, hvor helt konkrete ting beskrives, dog er selve forståelsen lettere sagt end gjort. De sidste fem vers i første strofe er, modsat de første fire vers, meget abstrakte, og digterjeget ser i højere grad verden fra kosmos: ”Tingene vandrer, ¦ dør i hinanden, ¦ sejler som tanker ¦ i rummets sjæl. ¦ Karavaner af levende sand” (str. 1, v. 5-9). Man kan argumentere for, at hele første strofe er meget abstrakt grundet den svære forståelse, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de sidste fem vers er mere abstrakte og i højere grad beskrevet med makroperspektiv end de første fire, idet de beskrevne genstande i sig selv er abstrakte, eksempelvis ”tingene”, ”tanker” og ”rummets sjæl”.

Et hurtigt blik på anden strofe gør det klart, at det i et vist omfang er markant anderledes end første strofe. Frem for alt indledes strofe to med (retoriske) spørgsmål fra digterjeget: ”Er dette en trussel? ¦ Hvor er mit hjerte?” (str. 2, v. 1-2), hvorefter det abstrakte fra første strofe gøres i et vist omfang mere konkret. Dette påstår jeg på baggrund af, at der i første strofe står ”Stenen på stranden for-damper. ¦ Søen forgår under solen.” (str. 1, v. 1-2), mens der i anden strofe står: ”Fanget i stenen. ¦ Gemt i en sø.”; det er tydeligvis ikke fuldstændig konkret, men selve billedet af et hjerte, der er ”fanget i en sten” og ”gemt i en sø” er for mig billedligt konkret; jeg formoder, at alle kender til følelsen af, at hjertet kan føles tungt som sten og samtidig være gemt i en sø af tårer. Samtidig kan selve søen tolkes til at være et udtryk for livet – og ikke mindst enden herpå. Vand har ofte en glit-rende overflade, men når man først er i det, kan det være svært at finde fodfæste, og man ved aldrig, hvornår man når bunden, og søen ender. På samme måde kan livet være glitrende og lyst, men man ved aldrig, hvornår det ender, og man ikke længere formår at flyde; døden kan komme meget uventet, og pludselig ligger man ”i sandet og skal dø” (str. 2, v. 8). Digtets komposition understøttes af skiftende tempi, idet der hovedsageligt er gjort brug af korte sætninger og opbremsende punktummer og spørgsmålstegn. Tendensen er, at der i de fire første vers bremses meget op, mens de resterende vers i de to strofer næsten er én lang sætning: ”Er dette en trussel? ¦ Hvor er mit hjerte? ¦ Fanget i stenen. ¦ Gemt i en sø. ¦ Bankende dybt ¦ i en puklet kamel, ¦ som ligger og stønner ¦ i sand og skal dø” (str. 2) – dog er det, som vist ved brug af delestreger, utrolig korte vers på blot et par ord, hvilket giver et forholdsvist hurtigt tempo, der dog alligevel ændres en smule ved brug af de skiftede sætningslængder.

Den danske digter Henrik Nordbrandt adskiller sig på mange måder fra Inger Christensen. Hvor Inger Christensen i høj grad leger med ordene og bryder den klassiske digtform, er Henrik Nord-brandts projekt markant anderledes; der ses ikke den iøjnefaldende leg med ord, men han virker mere interesseret i på klassisk vis at beskrive verden, individualiteten, ensomheden og kærligheden. Han gør i højere grad brug af den klassiske digtform, der blandt andet er karakteriseret ved ensfor-mige strofer. Digtsamlingen Ormene ved himlens port er der sket et skred i hans tematik fra de tid-ligere samlinger, han har skrevet; tabet, rastløsheden og tilværelsens almindelige strømmen og bort-glidning er i centrum, og modsat de andre tekster, han har skrevet, gøres der ikke brug af (selv)ironi, men tabet og smerten står alene. I digtet Biler fra den netop omtalte digtsamling er strukturen typisk ”Nordbrandsk”. Digtet er inddelt i fire strofer à fire vers samt en afrundende strofe med blot to vers, som lyder: ”Mærker, hvis navne du har udtalt, mærker ¦ af dine tænder i rust…” (str. 5, v. 1-2). I første strofe anslås stemningen for digtet, og digtets tematik bliver tydeligt for læseren: ”Bag pladsens skinnende grus står de døde ¦ biler, hvis navne du har udtalt: Mærker ¦ du drømte om at eje…” (str. 1, v. 2-4 – mine markeringer) – det bliver gjort tydeligt for læseren, at den tiltalte (du’et) i digtet ikke er til stede på jorden længere, idet digterjeget gør opmærksom på, at du’et drømte (i datid) om at eje nogle specifikke bilmærker. Derudover sættes tonen i digtet samtidig ved, at det pointeres, at det er ”de døde biler”, hvor selve ordet ”død” træder tydeligt frem, da det eksempelvis står til sidst i strofen. Spørgsmålet er, om man, hvis temaet ikke handlede om sorgen omkring en elskedes død, ville have beskrevet ”de døde biler” ved brug af et andet ord, eksempelvis ”de udkørte biler” (muligvis i forbindelse med et digt om stress) eller ”de vragede biler”. Jeg vil vove den påstand, at Henrik Nordbrandt ønsker at fastslå tonen og tematikken i digtet allerede i første strofe. I de efterfølgende strofer veksles der mellem det konkrete og abstrakte, hvilket tydeligt ses i anden strofe: ”Ford, Opel og en rød Alfa Romeo ¦ jeg ville have givet alt for at se dig ¦ køre væk i: Over sår af rust rejser ¦ gammel lak sig i buler”. De første to vers samt frem til kolonet i vers tre er der tale om noget meget konkret i form af bilmærkerne og den velkendte følelse af, at man ville ønske, at den afdøde blot havde oplevet én sidste ting, mens resten af strofen er præget af det abstrakte og mystiske. Digtet Biler er hovedsageligt præget af hverdagslige ord (fx ”Aften. De sidste har forlagt markedet” (str. 1, v. 1)) og en vekslen mellem korte og lange sætninger samt sansepauser. Sansepauserne, som jeg i denne sammenhæng vælger at kalde dem, er symboliseret ved de tre punktummer i træk, eksempelvis i strofe 3, vers 1-2: ”Fjedrene er trængt ud gennem polstringen ¦ også de rustne, instrumentbrættet, væk…”. Disse sansepauser har en markant indvirkning på læsningen af digtet og ikke mindst forståelsen heraf, og en sansepause afslutter ligeledes digtet: ”mærker ¦ af dine tænder i rust…” (str. 5, v. 1-2) – læseren holder vejret og ved ikke, hvordan han skal komme videre til næste digt i samlingen. Nordbrandt gør ydermere både brug af forholdsvist lange vers og sætninger (adskilt ved punktummer), hvilket medfører, at digtets tempo i højere grad minder om en prosatekst, hvis man sammenligner med digtet Forgængelighed, hvis tempo er typisk for et digt.

På baggrund af analysen af de to digte er det tydeligt, at der er forskel i de to lyrikeres form for digtning, på trods af at tematikken tydeligvis behandler samme emne: døden. Inger Christensens form for digtning er præget af systemdigtning (struktur), allitterationer og et hurtigt tempo, mens Henrik Nordbrandts digt Biler i højere grad er baseret på en form for ”prosadigt”, hvor tegn (blandt andet sansepauser, kolon og udråbstegn) medfører, at tempoet er en anelse langsommere end i For-gængelighed – på trods af den traditionelle digtopbygning, der er præget af symmetri. Fælles for de to digte er dog, at der er en klar vekslen mellem det abstrakte og det konkrete, hvor det til tider kræ-ves af læseren, at fokus holdes.

Det er tydeligt, at begge digte behandler døden, men der er en markant forskel i netop hvordan, det meget følsomme og personlige emne behandles. Indledningsvis skrev jeg, at Nordbrandts digtsam-ling Ormene ved himlens port blev skrevet i forbindelse med en af Nordbrandt elsket venindes død, hvilket er en vigtig information i forbindelse med tolkningen af døden i digtet. I min analyse under-stregede jeg, at læseren allerede i første strofe gøres opmærksom på tekstens tema, nemlig døden i form af ”de døde biler”, men samtidig viste jeg, hvordan Nordbrandt veksler mellem abstrakt og konkret i de forskellige strofers indhold. Hvis man tager et kig på strofe tre og fire, er fremstillingen af døden yderst interessant: ”Fjedrende er trængt ud gennem polstringen ¦ også de rustne, instru-mentbrættet, væk… […] vandaliseret nu, motorhjelmen åben ¦ delene sat på plads i andre biler:” (str. 3, v. 1-2 og str. 4, v. 3-4). Hvis man forudsætter, at ”de døde biler” i første strofe symboliserer ”døde mennesker”, vil jeg vove den påstand, at de ovenstående citater symboliserer, hvad der kan ske, når et menneske dør – eksempelvis når organdonation er inde i billedet; ”motorhjelmen er åben, og delene er sat på plads i andre biler” er meget muligt et symbol på, at den afdøde får taget sine raske organer, som derefter kan få videre liv i andre mennesker. Dette anser jeg i sig selv som et smukt billede, men når der i samme flæng skrives: ”vandaliseret nu” (hærværk mod noget smukt), bliver det tydeligt, at det for den efterladte ikke er optimalt, at den elskedes ”fjedre og in-strumentbræt” er fjernet, og den afdøde ligger ”åbnet” og blottet. Samtidig indledes digtet med minder, som for mig at se virker gode. Dette baserer jeg på, at der skrives: ”Du smagte på ordet, som om det ¦ hjem vi drømte om at få” (str. 3, v. 3-4) – hvis et par har drømt om at få et fælles hjem, er der uden tvivl en masse gode minder. Der er altså tale om et skift i følelserne omkring døden i Henrik Nordbrandts digt – fra at være noget godt, der bringer minder frem, til at være vandalisme på noget så smukt som en elsket.

”Bankende dybt ¦ i en puklet kamel” (str. 2, v. 5-6) skriver Inger Christensen i sit digt Forgænge-lighed. Hun er kendt for at omtale menneskene som ”universets tåbe” (Sommerfugledalen, sonet VI, str. 4, v. 3), der på mange måder kan ses som en kritik af, at menneskeslægten ofte vil have meget mere, end den i og for sig er ”dømt” til at få. Jeg finder det interessant, at Inger Christensen i denne forbindelse skriver ”en puklet kamel”; en kamel vil i og for sig altid være ”puklet”, men når det sæt-tes op på denne måde, virker det som noget mystisk – en puklet kamel, der dør, symboliserer mu-ligvis et sygt menneske, der dør. Samtidig behandler Inger Christensen ofte evigheden sat overfor menneskeslægten samt livets cyklus (og ikke mindst enden herpå), hvilket jeg også finder tydeligt i netop dette digt. Sand er et gennemgående billede, der går igen i digtet på flere forskellige måder: stranden, ørkensletter, ”det evige sand”, ”det levende sand” samt ”i sand og skal dø”; det gøres ty-deligt, at sand altid vil være til stede, altid vil være levende – en form for evighed, og det sættes overfor ”den puklede kamel” (menneskeslægten), der dør i sandet – dør i evigheden. Døden er en del af livets cyklus for menneskene, mens sandet til evighed vil være ”levende”. Jeg ser altså en tydelig forskel i fremstillingen af døden i henholdsvis Biler og Forgængelighed, hvor der i Biler vises de ambivalente følelser, der ofte vil forekomme i forbindelse med et dødsfald, mens der i For-gængelighed i højere grad dannes et billede af livets cyklus, hvor ”den puklede kamel” og sandet symboliserer menneskene overfor evigheden.

Digtene Forgængelighed og Biler har begge døden som tema, men det er tydeligt, at døden fremstilles forskelligt, samtidig med at Inger Christensen og Henrik Nordbrandt gør brug af forskellige teknikker i forbindelse med deres digtning. Inger Christensen er ”systemdigtningens mester”, og det er tydeligt, at Forgængelighed er præget af struktur, allitterationer og en klar brug af det abstrakte overfor de meget konkrete og hverdagslige ord. Henrik Nordbrandt gør derimod brug af en meget traditionel digtform med symmetri, sansepauser og et langsomt, prosapræget tempo. I Biler beskrives de ambivalente følelser omkring et dødsfald, hvor der spændes vidt fra de gode minder til en vrede over vandalismen, der udføres på et menneske, man har elsket. I Forgængelighed er det tydeligt, at døden som tema i langt højere grad er abstrakt, men enden på livets cyklus træder tydeligt frem: stenen fordamper, søen forgår og en puklet kamel ligger og stønner.

På forhånd tak! :)