Debat

Frit optag

18. august 2005 af Roman Garcia (Slettet)
Hvad synes I om Socialdemokratiet nye forslag?
1: Unge der påbegynder en uddannelse inden de fylder 21 skal have stort set frit optag.

2: Studerende der færdiggør deres uddannelse på normeret tid kan få deres studiegæld reduceret.

Brugbart svar (0)

Svar #1
18. august 2005 af Peden (Slettet)

1) Det er direkte dumt, og hjælper ingenting. Vi får en overbefolkning af jordemødre, læger og cang.mag'er. Der er jo en grund til at der er begrænset optag, og det er at der kun er brug for en begrænset mængde....

2) Tja, nu får vi i forvejen SU i max 6 år, jeg kan ikke se hvordan en reduktion af gælden skulle gøre det mere fair.

Brugbart svar (0)

Svar #2
18. august 2005 af Wolkenkapitänin (Slettet)

Det er røvet....íntet mindre

Tror heller ikke på, at det vil hjælpe noget som helst. Desuden snakkes der jo ualmindelig meget om, at de nyudklækkede læger, jordmødre etc. har brug for noget praktisk erfaring. Det er simpelthen en stor flok bogorme, som ikke kan noget, når det kommer til stykket. Og det er da smadder ærgerligt, hvis vi nu skal til at have mindre kvalificerede folk ind på uddannelserne eller de, der nu er der, skal skynde sig igennem, så de ikke ved noget om noget andet end bøger og lektier. Det er en skam, at soc.dem. lider lidt af personlighedsspaltning, - det lyder jo alt for meget som venstres "noget for noget" og bla bla bla...!

Faktisk er de vel ved at skyde sig selv helt i sænk. "det er ikke noget løftebrud, når jeg for 4 dage siden sagde, at folk over 40 er fredede mht. pension, og jeg nu har ændret det til, at der bliver nødt til at ske ændringer for 40-50 årige!"

- Jeg kan godt se pointen i det, men nøøj hvor er det bare at skyde sig selv i foden! Helle Helle Helle, det dur bare ikke...! Til sidst ender vi jo allesammen med at være socialister eller nationalister - piv piv!

Hyg smukt
Maria

Brugbart svar (0)

Svar #3
18. august 2005 af Samuel (Slettet)

Ad. 1: Tja, en sådan regel om frit optag implicerer alt andet lige, at niveauet vil falde på eksempelvis medicin og jura, idet der lempes på kravene for optag. Det markant dalende niveau på uddannelserne dansk og historie (ifølge professorer fra KU) viser med al ønskelig klarhed, at karakterkvotienten for optagelse siger noget - dog ikke entydigt - om de optagnes realkompetencer.

Forslaget udspringer angiveligt af venstrefløjens holdning om lighed (økonomisk som kognitiv).

Ad. 2: Det vil blot aspirere de studerende til at optage et stort studielån, hvilket ikke bør være samfundets problem.

Begge forslag har til hensigt at nedbringe gennemsnitsalderen for kandidaterne, men det er, og kan ikke være, samfundets opgave på sådanne måder at lokke folk igennem. Personligt er jeg Cand.med. inden mit fyldte 26. år, så det er muligt at komme igang og blive færdig inden for en rimelig tidsgrænse.

Hvis man blot afskaffede SU'en og indførte total egenbetaling på de videregående uddannelser, ville vi være ovre alle disse problemer. Jeg ønsker ikke en større diskussion på baggrund af denne holdning, men lad det være klart, at ingen på baggrund af 'mit' forslag udelukkes fra akademikernes forjættede land, da alle borgere under uddannelse naturligvis bør have ret til statslån på linie med det nuværende SU-lån (men større satser, naturligvis...).

Svar #4
21. august 2005 af Roman Garcia (Slettet)

Med hensyn til socialdemokraternes forslag om frit optag, vil jeg tilslutte mig den generelle holdning. Jeg mener ikke, at man bare kan ”slippe tøjlerne”, og håbe på det bedste. Frit optage for personer under 21, vil betyde, at de personer som har taget et par sabbatår vil stå over for en umulig adgangskvotient, hvis ikke alle pladser allerede er optaget. Det virker ikke som et gennemtænkt forslag.
På ca. 80 % af de videregående uddannelser i Danmark nu, er der alligevel ikke fyldt op, så socialdemokraternes forslag vil kun ”ramme” populære fag som medicin, psykologi og så videre. Det er ikke ønskeligt at ændre hele optagelsesproceduren, blot fordi man TROR, at det vil nedbringe uddannelsestiden et år. Om igen S.

Angående reduceret studiegæld, mener jeg også S har skudt forbi. Det tilgodeser kun de personer, som tager lån. Hvad med de personer, som har et mindre forbrug og stadig gennemfører på normeret tid. S’ forslag vil medføre en eksplosion i lån, og det er ikke en udvikling, som gavne de studerende.


#3 ” Hvis man blot afskaffede SU'en og indførte total egenbetaling på de videregående uddannelser, ville vi være ovre alle disse problemer.”


Det vil skabe flere problemer, end det løser. Det ville betyde, at flere ville være nødsaget til at tage arbejde, mens de studerer, og det vil resultere i, at tiden man bruger på at gennemføre en videregående uddannelse vil blive forøget. Arbejde er på nuværende tidspunkt den anden mest væsentlige faktor til at uddannelsestiden er forholdsvis lang i Danmark. Mere arbejde vil naturligvis have en negativ effekt. Ja, det er muligt at lade forældrene betale hele gildet, som man gør i mange andre lande. Det ville medføre, at man ikke skulle arbejde mere, men det vil også betyde, at man fratager en stor gruppe mennesker muligheden for at være studerende på lige vilkår med andre. Vil man have et uddannelsessystem i Danmark, som det kan ses i USA. De store partier i Danmark siger nej. Selv CEPOS har ikke nævnt begrænset SU, som en mulighed for at afkorte uddannelsestiden. Der er ingen, der siger at børn med rige forældre er klogere, så jeg tror, at det ville være et tilbageskidt, både med hensyn til ønsket om at begrænse uddannelsestiden og med hensyn til at højne standarten på de danske videregående uddannelser

Brugbart svar (0)

Svar #5
21. august 2005 af Nemesis (Slettet)

Jeg støtter op om Samuels forslag om at privatisere (ikke udlicitere!) det danske uddannelsesvæsen. Det kan godt være, at det skræmmer den småborgerlige RomanGarcia – men hvis problem er det egentlig? – som jeg ser det bør det hverken være mit eller statens. Folk skal naturligvis have lov til at synes, at social mobilitet er en god ting – men hvorfor skal dette have den politiske implikation, at folk som ikke synes det, skal tvinges til at støtte op om det i form af skatteindbetalinger? Med andre ord: Én som RomanGarcia skal være frit stillet til at donere penge til børnene af de svagest stillede, men ikke at tvinge andre til at gøre det samme.

Svar #6
21. august 2005 af Roman Garcia (Slettet)

#5
”Med andre ord: Én som RomanGarcia skal være frit stillet til at donere penge til børnene af de svagest stillede, men ikke at tvinge andre til at gøre det samme.”

Vi har ikke massive naturressourcer eller lignende i Danmark, og det er derfor essentielt, at vi har et velfungerende uddannelsessystem. Vi skal leve af kloge hoveder, og det ville være et skidt i den forkerte retning, hvis man selv skal betale hele sin uddannelse i fremtiden. Vi har visse fordele i Danmark såsom gratis lægelig behandling, overførselsindkomster og gratis uddannelse. Det er fordele, vi bør værne om i Danmark, og jeg synes jeres forslag om at udlicitere det gratis uddannelsessystem er helt ude i hampen. Selv ikke CEPOS, som ellers fremføre mange liberalistiske forslag, har nævnt jeres forslag, som en mulighed i Danmark. Vil vi have et system som USA? Nej. Jeg kender en del mennesker i USA (qua udveksling), og det amerikanske uddannelsessystem er kun i enkelte tilfælde bedre end det danske.
Ofte vil det hellere ikke være billigere for den enkelte at indføre amerikanske tilstande i Danmark. I USA betaler de ikke 50% i skat, men hvis man lægger alle de beløb sammen, som de betaler til forsikringer, uddannelse og anden skat, så betaler mange ligeså meget, som vi gør i Danmark. Dog får de ikke den samme dækning til behandlinger på sygehus, som vi gør i Danmark, og de får ikke en tilsvarende uddannelse. Eksempelvis koster medicin uddannelse ca. 1 mio. kr. (kommer naturligvis an på, hvor man går). At indføre et system i Danmark, hvor man skal betale hele og halve millioner for sin uddannelse, er ikke fornuftigt, og derfor er det blot unge mennesker fra VU og andre naive liberalister, som fremfører disse forslag. Jeg tror ikke, at I kan se omfanget af jeres eget forslag, men hvis I gerne vil betale for jeres uddannelse, står det jo jer frit for at flytte til USA. Her kan man få førstehånds kendskab til liberalismens fordele og ulemper. Og tro mig, det liberalistiske eventyrland har også en bagside.

Brugbart svar (0)

Svar #7
30. august 2005 af timothy (Slettet)

Frit optag er absolut ingen god ide. Min holdning er, at man bliver nødt til at kæmpe for det man gerne vil. Forslaget vil svække arbejdsmoralen endnu mere og der vil ikke være nogen bonus til de hårdtarbejdende.

Skriv et svar til: Frit optag

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.