Dansk stil. (Vurdering og hjælp).

Jeg har fået 00 for denne stil.

Min lære var mere eller mindre forarget over indholdet, og mente ikke den var mere værd. Jeg mener derimod ikke, at min egen holdning burde have nogen effekt på karakteren, så længe argumenterne er i orden. Iøvrigt har mange mennesker samme holdning vedrørende ungdomskultur.

Men okay, så længe opgaven er subjektiv er læseren vel ligeså.

Kunne der eventuelt være gjort noget bedre?, og hvilken karakter ville i give den :)

VIRKELIGHED ELLER REALITY

Alt for mange unge mennesker er de seneste 10 år blevet genstand for et nyt kulturfænomen. Reality. Konceptet reality tv startede i Amerika, og har de sidste to årtier langsomt sneget sig ind i det danske sind. Unge mennesker bliver manipuleret, imens profitten stiger. De unge mennesker ved godt at det de ser, er iscenesat, alligevel sluger de det råt, uden den mindste anelse om hvad der egentlig foregår.  ’’Jeg er ligeglad’’ hedder det nye slogan, og børnenes lærer at elske sig selv. Overfladen fyldes med junk og ingenting, idet den inderste kerne smeltes ved de højeste temperaturer. Agenter caster diverse uvidende børn, og sætter dem ind i rammer som de andre ligeså uvidende børn kan forstå sig på. Sheiker går rundt som konger med guldringe og fantastiske juveler. Alle grundlæggende principper er forladt, og oppustede egoer skabes og udvides. Ligegyldigheden spreder sig og sindene nulstilles, imens børnene leger og spiller med kortspillet uden et eneste es.
Maximillian, der i sin egen selvfølgelighed har glemt sit navn, er igen fortabt under lovens arme. Fængsel er hans hjem.
Men Hvorfor er det så de unge mennesker ser reality tv? Reality-mediet udstiller smukke, unge, populære mennesker, med stor succes hos det modsatte køn. De perfekte mennesker, ikke? Reality-mediet udstiller også dumme, onde og forræderiske mennesker, uden nogen som helst idé om noget som helst. Er det virkelig sådan de unge vil være? Disse børn lever nu ikke blot deres eget liv. De lever også gennem skærmens lys, og lærer at tænke i overfladens baner. Sammen med deres tv-helte griner de, og misundes af den endeløse succes der danser og blomstrer bag skærmen, men hvor meget reality er det egentlig? Søger børnene svar dér forventes et større chok. Få kan leve op til det, og dem der kan, er pludseligt blevet til djævle, der raser i fjernsynet idet de oplærer de mindre børn, før de besidder sindet til at stå imod. Som gulerødder er de fanget og dyrket i den kolde jord.
Natasja, der nu lever på andre mænds lyster, har solgt sin ellers ædle krop til undergrundskulturens mørke dyder.
I skolerne hersker dumheden. De rigtige børn er pludselig også de bedste børn. De klogere mindre rigtige børn er vanskabninger. De vantro, og populære bliver kaldt ’stærke’ imens klokken ringer. De voksne ser til, uden at gribe ind, simultant med at et nyt ideal skabes. Realiteterne rammer snart børnene hårdt, og der grædes i skolens gange. De såkaldt svage børn bliver hurtigt trætte og mørke, indtil de glemmer sig selv. Hor og ondskab er langsomt blevet legitimeret, og der råbes ikke længere op. De ’stærke’, som nu lever efter fjernsynets regler suger til sig. De tager, river og smadrer. De kloge børn der burde kæmpe imod, er som blændet af en mørk sol, og kan nu ikke engang tænke selv. De mindre kloge børn kigger vildledte rundt i klasseværelset med højnede øjenbrun, i et håbløst forsøg på at forstå situationen. Fortabt blandt de andre uheldige sjæle, som ingen dømmekraft ejer.
Fritjof, der nu står tilbage uden den mindste dannelse, hverken akademisk eller menneskeligt, lever nu på statens pat og sover dagene væk.
Er disse børn født sådan? Er det deres egen skyld? Selvfølgelig ikke. Der vides ganske enkelt ikke bedre. De er et produkt af en vildledt og ubekymret ungdomskultur, som i jævn fart har rejst over Atlanten i takt med at dens rødder har plantet sig i den bløde muld. Fra Amerika til Europa har prædikenen rejst fra medie til medie, over nettet, i fjernsynet, gennem skoven. De ældre raser, samt tusinde ord skrives. Den mindre forvrængede generation råber op, og hænder rækkes ud. Pludselig mærker man medlidenheden. Der undres over hvordan det skal ende. Børnene kan nu ikke længere nås, og de glemmer at de også er dødelige.
Helena, der allerede i hendes enogtyvende år er en ældre kvinde, har opdaget en ny synd. Livløshed. Kroppen står tilbage uden sjæl, uden kraft, så snarligt som i den tidlige ungdom.
Mit eget forhold til reality er desværre noget vagt, idet jeg generelt ikke ser den slags. Ikke alle er renset i Bob Dylans klare lys, hvad der heller ikke forventes. Børn i Danmark lever i uvidenhed, og bliver ikke introduceret til en bedre livsstil. Disse børn er gået hen og blevet en majoritet, som styrer ungdomskulturen på afveje. En hel generation, som ikke ved hvem, hvad, eller hvor de er.