9.klasse afgangs prøve

Hejsa :-)
Jeg har været op til dansk skriftlig opgave og vil høre nogle meninger om min novelle, som jeg skrev til et billede af en lille dukke, som skulle havde en afgørende betydning, der skulle fremkomme et eller flere flash back.

Forladt

Hun stirrede ude i horisonten, ude ved bølgerne i det fjerne som langsomt glider fra hinanden. Hun ville ønske, at hun kunne være sammen med bølgerne og lade sig rulle og slå mod kysten og bare blive ved og ved i al evighed. En måge skreg højlydt og Maria – pigen ved havet vendte hovedet mod den skrigende måge, hun lo af fryd. Mågen så meget fjollet ud, da den svævede på vinden - den stod helt stille. Hun rakte en finger i vejret og prøvede at mærke luften sammen med mågen. Maria elskede at gå ved havet, men hun havde et strengt forbud mod at gå på standen. ’Hvad ville der ikke ske med min lille mus, hvis hun gik ned på stranden?’ Kunne hun tænke sin mors skarpe, men bekymrede stemme fortælle hende. Hendes mor var så overbeskyttende, hun troede at der ved hver en sten lurede en morder eller forbryder. Maria vidste godt at hun sagde det, fordi hun elskede hende – men alligevel var der noget ved havet som tiltrak Maria så forfærdeligt. Mon det var bølgerne eller mågerne? Måske var det bare den kridhvide strand som strakte sig flere kilometer ned langs kysten. Maria bøjede sig ned og samlede en fin, lille sten op. Hun kørte den forsigtigt mellem fingrene og kastede den ud i det endeløse hav. Maria slentrede atter videre ned af stranden imens hun samlede de små sten og kastede dem forsat ud i havet. Her kunne hun være sig selv uden bekymringer. Havet buldrede videre og mågerne skreg.. Sådan ville det altid være. Maria følte sig dårligt tilpas da hun gik længere ned af den lange strand, det var en vinterdag og der var ikke et øje at se på den triste strand. Bølgerne trak længere og længere op mod Maria og der var ikke meget tid. Tidevandet ville komme og tage alt med sig på sin vej. ”Tag mig med.” Sagde Maria pludselig og så ud mod havet. Maria forsatte: ” Tag mig med, jeg vil ikke være her mere – jeg hader min familie, jeg hader min verden. ” Hun gik ud i vandet og rakte sine fedtede hænder frem mod havet. Der skete intet – måske var det bare en tåbelig, barnelig idé? Havet hev hende ikke med, men tog derimod alt omkring hende, tang, muslinger og de få småsten. Maria var nippet til at græde. Selv det hav hun altid har elsket ville ikke havde hende. Hun lod sig nøje med vindens hvisken og satte sig ned på en sten, nær havet. Stenen var rund og flad, lige sådan en – alle og en hver kunne finde på at sidde på. Maria trak sine spinkle ben til sig, hun vendte atter blikket tilbage mod horisonten også selvom
vinden rev i hendes ansigt. Hun foldede armene over kors. Hvor langt hjemmefra var hun, mon? Hun forsvandt for nogle timer siden fra det lille hvide hus. Det hus hun var opvokset i sammen med sin perfekte familie. Jeg vil gå til jeg dør, tænkte Maria bittert. Men pludselig fik hun øje på noget – var det tang? Nej tang plejer ikke se sådan ud og Maria lod sig nysgerrigt glide ned af den glatte sten. Det var en dukke, en fin lille dukke. Sådan en har jeg haft, tænkte Maria smilende og pludselig gik en uhyggelig kulde igennem hende. Et minde vendte tilbage – langt tilbage i Marias barndom. Hun havde ikke glemt det..

Radioen spillede og Maria kom gående igennem stuen i det lille hvide hus. Der var dækket op. Nogle venner ville komme på besøg. Maria trak i sin yndige, fine kjole – hun var kun seks år gammel og havde fået den mest fantastiske kjole af sin farmor. Hendes far og mor kom gående igennem stuen, de smilte og Maria gav dem et kram, hun fik snøvlet et ’tak’ og forsvandt ind på sit værelse igen. Hun grinte og man kunnet tydelig se at det var en tid hun aldrig ville glemme – og dog. Faderen kom ind til hende: ” Hej lille mus. ” Sagde han som altid behageligt. Maria så op og smilede: ” Hejsa far. ” Sagde hun muntert imens hun redte sine gyldne, brune lokker med en gammel børste. Faderen smilede og lod sig bumpe ned på hendes seng.

Maria kiggede ud på havet igen, og sank en klump. Hendes tårer strømmede ned af kinden og hun måtte tage sig sammen.

” Du ved godt at jeg skal rejse, et lille stykke tid, ikke? ” Sagde faderen smilende og kildede Maria blidt på kinden. Maria nikkede: ” Men du kommer tilbage. ” Sagde hun og slog en lille finger efter hendes far. Faderen smilte og gav hende et kram og Maria udbrød:
” Vent, du skal havde Momo med! ” Maria gav ham den dukke som stod hende mest nær, Momo – Momo var en slidt dukke, som Maria har gemt lige siden hun blev født, hun havde fået Momo i dåbsgave – hun havde passet på den lige siden.
Faderen tvivlede. ” Så lover jeg dig, at jeg kommer tilbage med Momo i god behold. ” Sagde han så roligt og tog imod dukken. Maria smilte, hun kunne altid stole på sin far. Den dag var fyldt med glæde og fornøjelse – faderens gamle venner kom for at tage afsked, det var det eneste triste øjeblik – men faderen kom jo tilbage, det havde han højt og helligt lovet. Maria kunne altid godt lide sin far. Hun var fars pige. Tiden gik og vinter blev til sommer, faderen havde endnu ikke givet tegn fra sig og en dag fik Maria mod nok til at gå hen til sin mor og spørge.
” Mor? ” Spurgte den lille pige stemme.
Moderen så smilende op: ” Ja, min skat? ”
”H-hvornår kommer far hjem? ” Spurgte Maria forsigtigt.
Moderen brød sammen i gråd, og holdte om Maria. Den aften glemte hun ikke.

Nu var hun fire år senere på en strand og stod og tudede højlydt. Hun havde endnu ikke forstået hvorfor faderen aldrig kom tilbage – men hvor meget var der at forstå når man kun var 10 år gammel? Hun legede med sit hår og tænkte på sin mor, de havde lige skændtes – det var derfor hun var taget ud på stranden, ikke for at drille sin mor men for at tænke over livet og sine problemer. Hun følte sig, så forladt og ville allerhelst være en bølge. De havde aldrig problemer, de havde et formål. Det havde hun ikke. Maria lod sine små tæer rører vandoverfladen og mærkede det kolde vand røre blidt hendes føder og kærtegnede hendes tæer forsigtigt. Jeg elsker havet også selvom det ikke vil havde mig, tænkte hun. Hun tog forsigtigt den lille dukke op og lagde den på stenen. Om nogle få øjeblikke senere ville dukken blive skyllet ud i havet, tænkte hun trist og så vil jeg glemme ham – min far som aldrig kom tilbage…
Hun rejste sig smidigt op og så fra den ene side til den anden og gik. Hun ville hjem, og ikke være forladt mere.