Dansk

Årsprøve - vurdering?

07. juni 2007 af LiL-H (Slettet)
Så har jeg lige været til skr. årsprøve i dansk. (1.g)
Jeg valgte en opgave, hvor man skulle skrive et debatoplæg om ytringsfrihed. I oplægget skulle man redegøre for Uffe Ellemann-Jensens artikel ”Humor skal forsone – ikke såre”, og 2 tegninger af Anders Fogh Rasmussen - som blev udgivet i Informationen.


Jeg er en smule skuffet over resultatet, for jeg tror virkelig at jeg har inddraget en masse ting, som man normalt ikke gør i et debatoplæg til en avis. (Det er noget jeg aldrig har prøvet før.) Det gik først op for mig til sidst, også ville jeg ikke slette det, da jeg ellers ikke ville nå at blive færdig.

Jeg vil rigtig gerne høre jeres mening om den, hvad jeg har gjort galt og godt måske. I må da også godt komme med et bud på en karakter.

Well, her er den så:


Ytringsfrihed?


Ytringsfrihed – hvad er det egentlig? Lige siden Jyllands-Postens udgivelse af Muhammed-karikaturerne har man så godt som hver aften hørt om ytringsfrihed, ytringsfriheden i Danmark. Men hvad dækker dette ”begreb” helt konkret over? Tja, hvis man slår ordet op i Politikkens Nudansk Leksikon får man denne forklaring: ”Ret til frit at udtrykke sin mening inden for de grænser lovgivningen sætter. Den danske grundlovs § 77 berettiger til ytringsfrihed og trykkefrihed under ansvar for domstolene. Folketinget fastsætter ved lovgivning ytringsfrihedens grænser. Grundloven forbyder censur, men hvis man offentligt siger, trykker el. giver udtryk for noget retsstridigt, vil man kunne straffes.” Efter Muhammed-krisen har stort set hele Danmarks befolkning skiftet bekendtskab med ordet. For i tiden havde man – eller havde jeg i hvert fald – ikke tænkt så forfærdelig meget over netop dette begreb. Man så det groft sagt som en selvfølge, som man ikke kunne lave om på. Men i dag efter den så ellers interessevækkende debat om ytringsfriheden og eventuelle begrænsninger på denne, ser vi det fra en helt anden synsvinkel. Det er gået op for os, at man til tider skal være påpasselig med dette privilegium, som vi nu er i besiddelse af her i landet.

I Uffe Ellemann-Jensens artikel ”Humor skal forsone – ikke såre”, som blev udgivet i Berlingske Tidende d. 2/3-06, tages hele denne debat op. Den tidligere journalist, chefredaktør, leder af partiet Venstre og udenrigsminister tager udgangspunkt i statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalelser om at man i debatten om Muhammed-tegningerne og ytringsfriheden skal skille ”de gode” fra ”de slemme”. Her bliver der ironisk nok brugt et citat fra biblen ”skille fårene fra bukkene”.

Ellemann kommer ind på det, som også er blevet omtalt meget i medierne, nemlig grænser for ytringsfriheden. Han mener bestemt, at det handler om hvor man skal trække grænserne for anvendelsen af ytringsfrihed og ikke hvorvidt man skal besørge dette, for da ledelsen på Jyllands-Posten afviste at udgive karikaturer af Holocaust, viste de, at der rent faktisk findes grænser. Men så kommer det helt store spørgsmål: Blev disse grænser overtrådt i forbindelse med offentliggørelsen af Muhammed-karikaturerne?

I artiklen lægges der stor fokus på den danske humor. Der tages blandt andet fat på spørgsmålet om karikaturerne ikke bare var et udtryk for den gode danske humor. Det er igen noget, som der er blevet bragt meget op i forbindelse med denne situation, da en karikatur i bund og grund er en fremstilling af personer eller begivenheder hvor særlige træk overdrives på komisk måde. Her hører vi også om en holdning fra Jyllands-Postens side af: ”Muslimer her i landet må ligesom andre være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.” Her træder Ellemann dog ind, giver sin stærke mening til kende og oven i købet kommer med en god pointe. Nemlig at ”ytringsfriheden ikke skal anvendes til at genere andre menneskers religiøse følelser.” Man kan let tillade sig at sige, at den forhenværende udenrigsminister er meget imod offentliggørelsen af karikaturerne.

Uffe Ellemann-Jensen er – efter min mening – yderst overbevisende. I sin artikel benytter han sig af flere retoriske virkemidler, såsom logos og etos. Først og fremmest er han meget argumenterende, og det forudsætter en rationel tænkende modtager der lader sig overbevise af argumentet. Derfor mener jeg også, at der er en hel del ”tilhængere” af artiklen, som deler hans holdninger omkring blandt andet anvendelsen af ytringsfriheden.
Dernæst kan man da også sige, at artiklen bygger på moralske kriterier. Som han selv formulerer det: ”Nu handler det ikke om jura, men om moralsk ståsted.” Han behandler meget emnet om adfærd og visse etiske grundregler, som er nævnt tidligere.

På den første tegning af Anders Fogh Rasmussen - som blev udgivet i Informationen d. 4-5. februar 2006 under titlen ”Når ord ikke er nok” samt 11 andre tegninger af ham - ser vi ham stå foran pressen og give en masse undskyldninger. Formentlig til de muslimske lande, da teksten står på engelsk. Det fremgår tydeligt hvordan han tager afstand fra hele ”balladen”. Især denne kommentar blandt de mange andre understreger dette: ”I can’t tell you how ashamed I was.”

Jeg tror helt klart, at artiklen af Ellemann-Jensen repræsenterer mange personers holdning. Der er formentlig adskillige, der føler at ordene i artiklen er taget lige ud af munden på dem. Personligt er jeg også enig med Ellemann på mange punkter. Man skal naturligvis respektere andres religion, og det faktum at man ifølge Koranen ikke må afbilde Profeten, men jeg kan på den anden side egentlig også godt forstå humoren i hele denne sag. For eksempel ser vi tegningen, hvor Anders Fogh siger: ”Nå, men så UNDSKYLD hvis I ikke forstår vores humor.” Dette viser en lidt anden side af debatten, hvor det ikke handler om ytringsfriheden, men bare den danske humor, og om hvorvidt den skal tages seriøst. Som der også bliver nævnt i artiklen, er der vidt forskellige grænser hos kristne og hos muslimer. Dette – mener jeg – er en stor del af problemet, for mange muslimer kan bare ikke tage sjov og især ikke når det kommer til religion, og her snakker jeg af egen erfaring. De har en kort lunte, og tager alt meget personligt. Det kan være, at jeg er gået helt galt i byen, men efter min opfattelse, så havde sagen ikke udviklet sådan som den gjorde, hvis muslimerne i Danmark og i de muslimske lande kunne forstå den danske humor, selvom det måske lyder lidt usandsynligt.

Hele sagen kan man sige, har taget hårdt på begrebet ytringsfrihed. Vi har ret til at udtrykke os som vi vil, og vi har trykkefrihed. Mange mente, at Anders Fogh ikke skulle undskylde overfor muslimerne, da det i så fald ville være en begrænsning på ytringsfriheden. Men af flere årsager gjorde statsministeren det, og det pegede på den begrænsning der i virkeligheden er på ytringsfriheden, som er svær for mange at begribe, for hvor går grænsen egentlig? Efter min mening er hele situationen gået over gevind. Jeg går selvfølgelig ind for at man benytter sig af sin talefrihed, det er jo et privilegium, som jeg personligt værdsætter meget højt. For hvis jeg stadig boede i Iran, ville jeg slet have denne frihed, som jeg har her i Danmark. Det er noget uuvurderligt, og jeg tror at mange begår den fejl, og tager det for givet. Vi skal være taknemmelige for ytringsfriheden, og på den anden side også være i stand til at – jeg ville ikke bruge ordet ”begrænse”, for det har vi alle sammen hørt så mange gange. Vi skal bare være en smule omhyggelige, og som man siger: ”Tænk før du taler!”, så skal alt nok gå.




Brugbart svar (0)

Svar #1
07. juni 2007 af eksamenshaj (Slettet)

#0
Da jeg skimmede det lyyyynhurtigt, lagde jeg mærke til, at du ikke giver citathenvisninger. Det trækker i hvert fald en karakter ned.. Det er også vigtigt at du så har citeret helt korrekt.
Jeg har ikke læst den, så jeg kan ikke sige mere, desværre.

Brugbart svar (0)

Svar #2
07. juni 2007 af PLØK (Slettet)

Hvor skuffet er du?
Hvad mener du selv den ligger til, hvad er den vurderet til?

Undskyld jeg er selv nysgerrig, da jeg heller ikke har prøvet den slags før, og selv var oppe i samme eksamensform, avisartikel, ikke et debatoplæg godt nok..

Svar #3
07. juni 2007 af LiL-H (Slettet)

#1: Argh, damn it!!

Er du sikker på at det trækker en karakter ned??

Svar #4
07. juni 2007 af LiL-H (Slettet)

#2 : Jeg har ingen ide om hvad den ligger til. Var oppe idag, så der går nok lidt tid, før vi får svar.

Brugbart svar (0)

Svar #5
07. juni 2007 af SomeOneMore (Slettet)

#4 Jeg kommer sikkert til at skuffe dig yderligere nu, men du har jo selv bedt om det ;)

Jeg har aldrig selv lavet en decideret debatoplægsopgave, men kun som en underdel af en anden opgave, de såkaldte diskutionsopgaver.

Ud fra min opfattelse af et debatindlæg, er det noget hvor du ser på et emne fra hver sit synspunkt (her Uffes og JP m.fl.), både via henvisninger til deres udtalelser og dine egne indskud til debatten, der skal slutte lidt åbent, så læseren selv kan "vælge side". Altså hvis du forestiller dig en studievært på et debatprogram i radio/tv. Det er nærmest den rolle, jeg vil mene man skal antage når man skriver denne opgave.

Ud fra den opfattelse, synes jeg du har misforstået opgaven. Din opgave beskriver utrolig godt de forskellige argumenter, personerne anvender, men du har en meget analyserende tendens og erklærer dig åbnetlyst enig i den eller den person. Din opgave havde været rigtig god i en anden sammenhæng, men jeg synes ikke den leder op til yderligere debat.

Starten er således rigtig god. Du indleder med spørgsmålet og kommer ind på de forskellige syn på sagen, ud fra dine bilag. Men så stopper det positive desværre også, idet du så som sagt direkte vælger side, og benytter samme argumenter som fremstillet i bilagene, fremfor at komme med dine egne perspektiver på sagen. Samtidig analyserer du artiklerne og udtalelserne i forhold til samfundet, hvilket ikke er ideen med et debatoplæg.

Normalt består man ikke hvis man misforstår hele ideen med en opgave, men jeg vil dog vurdere den til et 6tal (02), med forbehold for, at min opfattelse af et debatindlæg er lidt for firkantet. Du har en fin skrivestil, som trækker karakteren op, men dine egne opfattelser kommer til at virke lidt "endegyldige", og holder ikke rigtig bolden kørernde...

Men igen, så er det jo ikke sikkert at jeg forstår ideen med "debatoplæg" rigtigt.

Skriv et svar til: Årsprøve - vurdering?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.