Vurdering af min danske eksamen

#0

Du får næppe noget ud af det. Din egen mavefornemmelse er lige så god som enhver herinde. Men du skal da være velkommen til at poste din stil her på forumet, det kunne da godt tænkes at en godhjertet person ville bruge tid på at læse den.

#1:
Problemet opstår hvis "vi" herinde er enige om at stilen ligger til for eksempel 10. Om en måned finder Zummi så ud af at den er bedømt til 2. Hvad så? Skal man så bruge tid og kræfter på at køre en lang og psykisk udmattende klagesag fordi en samling amatører (og det mener jeg af et godt hjerte) har vurderet stilen anderledes, uden at have adgang til rettevejledningen?

Jeg vil gerne læse den, hvis du har skrevet essayet (har ikke rigtig sat mig ind i de andre opgaver).

Hey .. Ja, jeg skrev et essay :)

I behøver ikke at rette eller noget.. Bare give en karakter.. Er total nervøs, så jeg håber inderligt at I gider give en karakter med evt. noget feedback :)

Here u go

Dokumentaren mellem fakta og fiktion

”De har trådt deres barnesko på den kriminelle løbebane, og udsigterne til et almindeligt liv uden vold, stoffer og ”knæk” er små. DR1 Dokumentaren følger livet på den sikrede døgninstitution Egely, hvor nogle af landets farligste teenagere er anbragt”.
Nu hvor jeg sidder her og skal i gang med at skrive en dansk stil – et essay for at være mere præcis – tænker jeg på alle de børn, som ikke får chancen for i en tidlig alder at skrive et essay i et stressfyldt lokale, med vagter som kigger på én hele tiden. Omringet af fire mure. Uden kommunikation til omverdenen i fem timer, og med masser af bæ-smagende mad, som skulle få en til at koncentrere sig mere om at lave en god opgave, så man kan få det stykke papir, som man har kæmpet for at få i tre år: Et studenterbevis. Jeg identificerer mig en del med de børn, som er blevet stemplet som kriminelle møgunger gange 10 i femte, men bare på en anden måde – den fredelige. De stile som skrives i dag, kommer til at betyde meget for ens fremtidsuddannelse og ens fremtid. Bare denne ene dag kommer til at betyde rigtig meget for min fremtid; det samme med de børn, som sidder bag tremmer i en gudsforladt døgninstitution, fordi de engang gjorde noget forkert. Måske gjorde de noget dumt én dag. Måske mange dage. Vi deler de samme følelser – gør jeg noget dumt nu, kommer det til at have sine konsekvenser. Gør de noget dumt, kommer det også til at have sine konsekvenser. Forskellen er bare at det er fortid for dem. Noget som ér sket. Men også noget som er meget grusomt.
Eller hvad?
Hvordan kan jeg vide at det passer? Mange af dem der pga. tv’et er blevet emiritter vil svare: ”Jamen, jeg så det ske med mine egne øjne! På ære! Jeg så det selv på tv!”.
Men kære tv-elsker: Var du der da det skete? Nej, vel? Hvordan i alverden kan man være så sikker på at noget er sket, når man ikke har været der, og ej heller har hørt det fra folk, som man stoler på? Og hvordan kan man vide, hvordan man skal se på en sag, når man ikke kender til de tilstedeværende omstændigheder før aktionerne i sagen skete?
Det kan man ikke.
I de sidste 15 til 20 år, har senmoderniteten i led med globaliseringen, ført til at informationerne om alt muligt skydes lynhurtigt og konstant imod os. Derfor er det også blevet vigtigt at have en vis forståelse af informationsudveksling, og især på tv og internet, da det er de midler der i dag oftest bruges til både fakta og fiktion. En forståelse for hvordan tingene fremlægges, hvilket effekt det har på seeren, spin. ”Breaking news” med hvad der skete hvor, hvornår og hvorfor, og hvad det fører til på kort og lang sigt, nyhedernes små reportager og minidokumentarer. Alt sammen en ekstra ballast til vores hjerner, og vores dagligdag om hvad vi skal opfatte som noget sandt, og hvad vi skal opfatte, som noget der ikke passer.
Mimi Olsen og Hans Oluf Schou har ellers kommet med noget kritik mod tv-dokumentarer: ”Udgangspunktet er og må være, at TV, og alt TV, er fiktion”. Det siger John Carlsen; en klog DR-journalist, som måske har svinet et par toiletpapir-produkter til med venlige ord, og kostet det pågældende firma et par hundrede tusinde, men nok om det. De 15-minutters tv-udsendelser, som kommer til at blackliste børn, voksne, firmaer som henter polakker til at arbejde i døgndrift uden løn, ministre der stjæler fra borgernes skattepenge, det blå skadelige vaskepulver fra Aldi og hvad de ellers kan finde på. Jeg er dog overbevist om at polakkernes arbejdsforhold er uacceptable, men det er så et lille sidespor.
Danmarks radio skriver på deres hjemmeside at de bl.a. ”stiller skarpt på væsentlige samfundsmæssige forhold”. Hvis jeg ikke sad til eksamen, ville jeg enten tude eller grine lige nu; på hvilken måde stiller de skarpt på tingene? De stiller jo skarpt mod ALT! Den ene dag siger de A, og den anden dag siger de B, og når nogen siger B, siger de C! Tænd for fjernsynet, se nyhederne og et par interviews, og læg mærke til at journalisterne næsten altid er imod det som nyheden byder på; lige fra sandheder om Irak-krigen, til hvordan man kan bygge en atombombe; en såkaldt ”køkkenatombombe”. Irak-krigen kan jeg næsten ikke tale om, da det er en krig – ikke en bold der triller i et mål, hvorefter publikum jubler – så enkelt er det ikke. Dem der ved meget om Irak-krigen, må være så få at De kan være i dette lokale, som jeg sidder I, og tro mig – det er ikke mange der kan være her. Køkkenatombomberne blev populære efter opfindelsen af de første atombomber (tak til alle de dokumentarer som bildte folk det ind), og rigtig mange må have været frygtelig bange for, at grunden til at naboen har været så stille i det sidste, er, at han eller hun bygger en atombombe.
Der er bare ét lille problem: det er komplet umuligt at bygge en såkaldt ”køkkenatombombe”, lige meget hvor meget man fordrejer det. Men hey, nyhedsbureauerne tjener jo kassen på det. ”Kling-kling” med pengene betyder mere end frygt og rædsel i folks hjerter. Dokumentarernes muligheder kan få journalisterne til at bilde os hvad som helst ind!
Hvad betyder det? Jo, langt de fleste ord, som kommer fra en baby, er mere sande end de ord, som kommer fra en journalists stemmebånd. Jeg har lyst til at sammenligne journalister med politikere, men er bange for at jeg så bryder grænsen, for hvor meget jeg kan bilde dig, min kære læser, ind, selvom du måske er enig. Journalistens kamera eller videokamera kan kun tage firkantede billeder af virkeligheden. Vores fjernsyn er firkantet, og den viden, som vi får ud af den har også fire kanter. Vi kan aldrig være sikre på om det, som vi hører og ser fra det 220 volts apparat, er rigtigt. Aldrig! Og dette er muligt, takket være journalisternes frihed til at vikle en sag op som de har lyst til, for dernæst at fremlægge det i en dokumentar. Skamfuldt.
Som John Carlsen så smukt siger, er fjernsynet blevet mere underholdning end fakta, og det får dokumentarerne til at begrænse hvad de vil frem med af sandheden til deres seere: Mulighederne er der, men begrænsningerne er store.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal undvære fjernsynet, fordi det er fyldt med noget som ikke passer, selvom jeg personligt syntes at fjernsynet er en værre satan, som sluger ens tid aftenen før man skal til dansk-eksamen; næ nej, fjernsynet forbliver fjernsynet med dens underholdning og fakta. Jeg behandler dog dokumentarers indhold i form af fakta i dette essay; ikke discountbutikken, som forresten har udsalg på et fedt fjernsynsapparat, med en såkaldt plasmaskærm, som kan bilde os flere ting ind. Jeg behandler den type fakta som også er viden. Viden om omverdenen. Om hvordan tingene foregår, foregik, og måske kommer til at foregå.
Dokumentarer har i de sidste mange år været en vigtig kilde til folks viden om omverdenen, lige meget om det er genboens kriminelle søn, eller tibetanernes lidt for kærlige forhold til Kina. Vi får hver aften hældt det hele i vores hjerner, efter at vende trætte hjem fra arbejde, skole, tennis eller måske et overfald, fordi man lige skulle over og besøge tante Orla i Vollsmose. Folk tror forresten af man får hugget hovedet af, bare man stikker hovedet ind i Vollsmose – sådan er det ikke i virkeligheden. Men det er endnu et lille sidespor.
En tv-dokumentar har mange muligheder for at viderebringe informationer til befolkningen, men det kan aldrig, jeg gentager, det kan ALDRIG være 100 % objektivt. Selv hvis du, min kære læser, ser situationen med dine egne øjne, kan du i mange tilfælde heller ikke være helt objektiv når du fortæller det videre til andre, for måske kan du se det hele for dig, men du ved måske ikke hvad der sker på den anden side af bjerget.
Og det er så problemet; journalister kan ikke få dokumentarer til at se hele sagen fra alle synspunkter, analysere det fuldstændigt, diskutere det med nogle erfarne mennesker indenfor det felt, som de skal lave en dokumentar om, producere dokumentaren og publicere den på nettet, filmatisere den, eller bare skrive en artikel om den. Ikke nok med det, så plukker de bare noget af historien ud, pynter den, og laver et subjektivt dokumentar af det.
Journalisterne tog jo heller ikke ind i World Trade Center, da de ville vide noget om hvordan det var inde i bygningen med kaos, gråd og en stresstærskel på højeste gear. Næh nej, journalisterne fremlægger deres teorier om hvad der sker på de forskellige steder: De leger psykologer, sociologer, videnskabsmænd og jeg kunne blive ved i lang tid. Ikke fordi at jeg syntes, at de ikke skal gøre det – det er bare en kilde til mange fejl.
Grunden til begrænsningerne indenfor dokumentarer er desuden, at ressourcerne til at lave en dokumentar for det første er knappe, for det andet skal hele sagen fremlægges uden at det varer for lang tid, for det tredje, er det meget svært at analysere hele situationen når man kun er en journalist og ikke en alvidende fortæller. Begrænsningerne er kolossale, og det fører til at man ikke kan stole på det, som man ser og hører. Selv lidt uhyggelig baggrundsmusik, kan få os til at ændre synet på en sag 180 grader. Dokumentarer kan dog også få os til at spekulere lidt mere over tingene, og tænke lidt mere på om George Bush nu også lyver engang imellem ligesom os andre, når vi laver en fiasko, hvad enten det er at komme for sent i skole og komme med den bedste undskyldning, for så at se at lærerne ikke hopper på den, når man kommer med en ny version af den samme undskyldning 217 gange.
Kameraet som filmer selvmordshopperne fra World Trade center, må siges at være relativt frit for subjektive fortolkninger, men som bare er en original gengivelse af virkeligheden. Desværre kan et videoklip, et billede eller en anden kilde, som man finder i en dokumentarfilm normalt ikke se situationens sandhed fra flere vinkler end én. Billeder med deres todimensionelle indhold fotokopieres i vores øjne, samtidig med at baggrundsmusikken i tv-dokumentaren indskrænker, hvad billedet i virkeligheden betyder, og hvad det ikke betyder. Med billeder i bevægelse, og stillestående billeder, bliver det objektive univers skrumpet til en mindre del, end hvad den kunne have været. Vi bliver, uden en endestation på det uendelige informeringsforløb, konstant mindet om fattigdom, krige, terrorisme, humanitære katastrofer, snyd i milliard-dollars klassen og svindel til store præsidentvalg.
Vi forarges mere af kriges eksistens i dokumentarfilm, end i deres opståen og tilstedeværelse i virkeligheden. Der er en tendens til censur ved fremlæggelse af virkeligheden, hvad enten det er på billedeform, filmform eller måske essay-form for den sags skyld: Kister af amerikanske soldater efter krig i Irak, bliver erstattet til glædebilleder af amerikanske soldater, som har fuldendt en farlig mission, hvor de har elimineret nogle terrorister. Censur nåede endda til en grad, hvor selve befolkningen i USA, nægtede at se på frygtelige billeder og dokumentarer af selvmordshopperne fra World Trade Center.
Trods begrænsningernes størrelse er dokumentarens muligheder store; måske al for store. Lille Peter på ni år, bør heller ikke komme for tæt på virkeligheden, og se mennesker dø af sult, krig, brand eller en gasforgiftning. Han bør i stedet for lege med de andre børn, lave sine plus- og minusopgaver, og ikke se blod og menneskeorganer spredt ud over det hele efter et bombardement. Men sådan er det ikke kun med børn. Voksne er i denne sammenhæng bare nogle ældre børn, som godt må få lidt mere at vide, end de små børn må. Dokumentaren begrænser sig til de ældre børn, og ikke til de voksne – for de eksisterer ikke iflg. de flestes definition af ordet voksne i denne sammenhæng. Dokumentarfilm har dog også det positive i sig, for den viser os nogle sandheder, som ikke blev fremlagt i nyhederne. Rettere sagt, fremlægger de nogle fordrejede sandheder om nogle ting, som tv-udsendelserne, ekstra-bladet mv. springer over.
Dokumentarfilm argumenterer dog for deres påstande, hvilket man ikke tit ser i nyhederne. De har den mulighed, at de kan gå dybere i deres analyse og diskussion af et emne.
Alle disse facts sætter nogle begrænsninger for dokumentarer, og deres muligheder for at udfolde sandheden på en firkantet skærm.
DR1 dokumentaren ”Børn bag tremmer” beretter om fire unge mennesker, som har slugt det kriminelle miljø til sig, men som til gengæld er blevet sat bag lås og slå. De bliver omtalt som de onde i miljøet, og DR1 flagrer med deres reklame om at denne film skal ses, og har endda skrevet en pænt tiltrækkende reklame til programmet, med flg. forholdsvis indledning og afslutning: ”… En formiddagsavis udråbte ham til at være Danmarks værste teenager” og ”Mød Allan, Saleh, Michael og Abdallah. Fire drenge uden for pædagogisk rækkevidde med udsigt til et liv på kanten af samfundet, hvis de ikke ændrer kurs i tide”. Mon ikke der er lidt overdrivelse i det der? Billedsproget på billedet af 15-årige Michael, taler til følelserne. Billedet er taget på nær hold, og sender signaler om ”Her er han! Her er den farlige!”. Billeder kan sige meget mere end det som jeg skriver. Bare det at se et billede, nok ikke hvilket som helst billede, kan have meget mere ”power” i sig, end den ”power”, som mit essay ligger inde med.
Det kan dog forekomme paradoksalt, at jeg både ser rosende og nedladende ned på dokumentarer. Dette er ikke meningen, men der er en flydende grænse mellem begrænsninger og muligheder i en dokumentar, hvor de to endepunkter er blevet præsenteret i mit essay.

Sku li' sige at ALLE er velkommen til at komme med deres vurdering :)

02

Dittes:
Mener du det?!?!

jeg har set din opgave igennem , og jeg sys der er nogle dårlige ting i, men du har oss fat i nogle væsentlige og konstuktive pointer... nu var der jo en grund til at jeg ikke selv valgte essayet :P men jeg sys det er et fint stykke arbejde... hvis jeg skulle give den en karakter ville jeg give den 7 (igen fordi der var nogle ting som jeg ikk sys var relevante)...:)

Hehe ok.. Er glad for dit respons..

Andre er mere end velkomne til også at komme med deres bedømmelse af opgaven.. :P

Hvis du får en gammel censor tror jeg det går dårligt. Der er lidt for meget slang og "hey" i stilen. Hvis du forstår? Desuden skal man i et essay redegøre for teksterne inden man begynder at kværne løs, hvilket jeg synes du mangler. Du kan være heldig at få en frisk censor der ikke ser ned på dine smarte udrtryk og "små sidespring", men ærlig talt tror jeg ikke det bliver den helt store karakter.

Nice stil, godt skrevet efter min mening.
Bedømmelsen er jeg ikke meget for, da jeg slet ikke ved hvilke ting den enkelte censor bedømmer ud fra.
Men jeg ville sige 10, men er den ikk ret lang eller er det bare mig?

Jeg er ikke enig med holm89. Jeg tror ikke du får mere end 4. Som du kunne se på opgavehæftet, så er det en ny ordning. Det betyder også, at essayet er ændret. Det er ikke længere meningen at man skal fabulere, som du gør i stor stil. Essayet er blevet mere danskfagligt, og jeg mener ikke du kommer nok ind på præcis hvilke begrænsninger og fordele dokumentaren har, og hvorfor. Derfor max 4.

Complex

Hvad danskfagligt fx?

Det virker lidt underligt at du flere gange noget ala: I dette essay....Man behøver ikke at forklare over for sine læsere hvad det er man skriver...Ligesom en jouranlist ikke skriver, at nu skriver jeg en artikel. Det er op til læseren at kunne finde ud af hvad genreren er.

Du får mellem 4-7....ikke mindre end 4 mig bekendt.

Danskfagligt er hvis du bruger danskfaglige ord; Back-stage, Front-stage, Bits, Gonzo-stil, dokumentarismens bestemmelser osv., når du "analyserer" og "fortolker".

Jeg ville heller ikke håbe på meget mere en 4 :s

Jeg tror det er en 4'er. Din indledning trækker meget ned.