Skr. STX eksamen, vurdering af kronik!

Nogen der vil vurdere min danske stil fra eksamen?

Opgaveformuleringen lyder:
Skriv en kronik om alvor og spøg i digtningen. Kronikken skal indeholde en redegørelse for de væsentligste synspunkter og virkemidler i "Mona og overskægget" (tekst 4) og "Alvorligt talt ud" (tekst 5) samt en dikussion af teksternes synspunkter set i sammenhæng med de anvendte virkemidler.

På forhånd tak :)

_________________________________________________________

Alvor og spøg

Forholdet mellem alvor og spøg kan være forskelligt alt efter, hvilken genre det drejer sig om. Her er der især forskel på, om genren er skriftlig eller mere visuel. Men hvis man har en holdning om alvoren, er det så vigtigt, hvordan man vælger at udtrykke sig? Kan det gøre en forskel for troværdigheden, hvis man vælger at bruge bestemte virkemidler?

I teksten Mona og overskægget kommer Niels Lyngsø med en række synspunkter omhandlende alvoren og spøgen i poesien. Han mener ikke, at alvor og spøg udelukker hinanden, men samtidig forudsætter de heller ikke hinanden. Selvom en spøg forudsættes af alvor, så forholder det sig anderledes med alvoren. Denne forudsættes ikke af spøg. Der skal altså være en alvor til stede, før man kan spøge med den. Men man kan ikke altid lave alvor ud af en spøg. Niels Lyngsø hævder, at et digt skal indeholde et element af alvor, hvis det skal være godt. Det behøver ikke indeholde en spøg, for dette er kun en mulighed.
Han deler alvor op i tre grene. På den ene side er der det alvorsfulde, som betegner det selvhøjtidelige og opblæste. På den anden side er der det alvorlige, som beskriver det oprigtige og det saglige. Man kan ikke skrive hele den alvorlige sandhed i et digt, og derfor siger han: ”I poesien siger man ikke, hvad man mener, men man mener, hvad man siger”. Dette skyldes, at man aldrig helt ved, hvad man virkelig mener, men samtidig prøver man at beskrive det præcist.
En tredje opfattelse af alvor er opfattelsen af, at noget er afgørende vigtigt. Dette element skal ligeledes være til stede, for at et digt kan være godt.
Niels Lyngsø mener, at det er lettere at gøre nar og lave spøg, end det er at være alvorlig. Dette skyldes, at alvoren kommer med noget nyt, der kan spøges med, men omvendt er der ikke altid alvor i spøg.

I teksten Alvorligt talt ud skriver Lars Bukdahl om alvoren på en reflekterende måde. Han mener, at alvoren kun er alvorlig, når den dømmer noget ualvorligt, fordi den ikke ville kunne være i besiddelse af værdighed, hvis den ikke dømte noget, der var under dens værdighed.
Han hævder også, at der er flere former for alvor. Patos er en alvor, som går til yderligheder. Han mener altså, at den følelsesladede udtryksmåde går til yderligheder. Derudover findes der en alvor, som Lars Bukdahl kalder for ”middle-of-the-road-koncensus-centraladministrations-alvoren”. Det er den kedelige alvor, fordi den svæver omkring midten og gør det uklart, hvad alvoren egentlig er. Lars Bukdahl hævder, at der er forskel på ordene alvor og seriøs. Modsætningen til seriøs er nemlig useriøs, som kan betegne arbejdsmoral og engagement.
Et vigtigt synspunkt er, at det er sværere for den ualvorlige tilgang at gøre sig bemærket, fordi den skal kvalificere sig og kæmpe imod humoren, som er et hårdt vilkår. Dette skal den alvorlige tilgang ikke, men til gengæld siger Lars Bukdahl, at dem med den alvorlige tilgang må ”røvkede” sig.

De to forfattere bruger to vidt forskellige slags virkemidler. I den første tekst har Niels Lyngsø et meget fagligt og fornuftigt sprog. Derudover bruger han citatet: ”the whole truth and nothin’ but the truth”, som bliver brugt i de amerikanske retssale, når vidnet lover at sige hele sandheden. Han bruger også billedsprog, idet han f.eks. sammenligner alvoren som noget afgørende vigtigt med et brændende lokum.
Lars Bukdahl har i tekst 5 ikke et særlig pænt sprog, når han f.eks. skriver ”for fanden” eller ”røvkede sig”. Han bruger også nogle meget fine og avancerede ord. Hele teksten er dog præget af en generel vrede, som befinder sig inde i Lars Bukdahl.

Både Niels Lyngsø og Lars Bukdahl har nogle af de samme synspunkter. De mener begge, at alvoren er ”den vigtigste” i den forstand, at alvoren er en forudsætning for spøgen (Niels Lyngsø), og at alvoren kan dømme noget ualvorligt, fordi den har mere værdighed (Lars Bukdahl).
Den store forskel ligger i deres udtryksmåde. Hvor Niels Lyngsø giver udtryk for sine holdninger på en mere objektiv måde, kommer Lars Bukdahls holdninger til udtryk på en meget subjektiv måde.
Men giver denne udtryksmåde en speciel virkning på læseren?

At der kan spøges med alvoren, men ikke gøres alvor ud af en spøg, kan på nogle punkter være rigtigt nok. Generelt er digtgenren nødsaget til at have noget alvor i sig for at blive taget alvorligt. Hvis teksten har et budskab, vil man ikke tage det seriøst, hvis ikke der var et element af alvor. Dette gælder især for de skriftlige genrer. Men i andre genrer, som er mere visuelle, kan man i højere grad bruge humoren og samtidig få et budskab frem, som kan tages alvorligt. Her kunne et godt eksempel være stand-up genren. Her kan komikerne joke alt det, de vil, for formålet med det hele er at få folk til at grine. Men samtidig har mange komikere en pointe med deres jokes, som man kan vælge at tage til sig, eller man kan bare vælge at grine af vittighederne. Mange gange gør de grin med noget alvorligt, men som så bliver mindre alvorligt, når der jokes med det. Det gælder altså også ofte inden for denne genre, at meget indeholder et element af alvor. Dog kan man også se eksempler på ingen alvor i comedy-genren. Men ifølge Niels Lyngsø må denne humor så betegnes som ”pjank”.

Lars Bukdahl skriver i tekst 5, at det ualvorlige har det sværere, fordi det skal kæmpe mod humoren. Dette er især rigtigt i forbindelse med digtningen. Hvis digte skal indeholde spøg og hermed humor, skal de kæmpe imod humor andre steder fra, f.eks. i fjernsynet. Det vil altid være sværere at få humor frem på skrift, fordi modtageren f.eks. selv skal lægge tryk på ordene, hvilket skaber en afgørende forskel.

Når nu de to teksters temaer består af alvor, vil det være nærliggende at diskutere, hvorvidt forfatternes holdninger kan tages alvorligt eller ej. Som tidligere nævnt er Niels Lyngsø i den første tekst meget objektiv i sin udtryksmåde. Hans sprog er forholdsvis fagligt og professionelt, og dette giver ham etos i sin rolle som forfatter og kritiker. Hans karakter bliver styrket. Han tages alvorligt.
I tekstens andet afsnit, som omhandler to fortolkninger af ordet alvor, argumenterer han ud fra en ordbog over det danske sprog. Hermed hælder hans argumentation over mod logos og det logiske, fordi han er så objektiv.
Desuden skriver han som sagt: ”the whole truth and nothin’ but the truth”. Dette virkemiddel giver ham mere troværdighed og etos, fordi man får associationer om amerikanske retssale, hvor alvoren er det centrale. Og dette giver Niels Lyngsøs tekst et element af alvor.

Lars Bukdahl ejer ikke den samme mængde etos som Niels Lyngsø. Dette skyldes især hans sprog. Han har ikke et særlig pænt sprog, fordi det kommer til at virke talesprogsagtigt, når han bander. Man får herved ikke særlig meget respekt, og han mister etos og troværdighed, selvom emnet er alvor. Dette skader lidt hans karakter og person. Han både skriver om og bruger selv patos i sin tekst. Man kan hele tiden fornemme hans følelser i den måde, han skriver på. Han blander dog akademiske ord ind i hans ellers talesprogsprægede tekst. Dette holder på hans troværdighed, og dette er godt for teksten, eftersom temaet er alvor.
Lars Bukdahl skriver, at patos er en alvor, der går til yderligheder. Men patos behøver ikke nødvendigvis at være en alvor. Hvis patos misbruges, så følelsesbetoningen ikke længere virker hensigtsmæssigt, vil alvoren gå tabt. Og det er i disse situationer, at patos går til yderligheder, hvorimod den ikke i så høj grad går til yderligheder, når den indeholder alvor. Men i teksten går Lars Bukdahls patos til yderligheder, og derfor er det svært at tage ham alvorligt. Han er selvmodsigende i sit udsagn om patos.

I de to tekster Mona og overskægget samt Alvorligt talt ud har de to forfattere nogle af de samme tanker om alvoren. Men som sagt har de hver deres udtryksmåde, som muligvis kan gavne eller svække dem. Niels Lyngsø argumenterer objektivt og sagligt, og samtidig kommer han til udtryk med sine holdninger på en fornuftig måde, der skaber respekt og troværdighed.
I modsætningen hertil udtrykker Lars Bukdahl sig på en meget subjektiv måde, fordi han er ekstrem i sin brug af patos og i sit ordvalg. Dette gør, at han mister troværdighed, og at man ikke tager ham så seriøst. Og når temaet i teksterne er alvor, drejer det sig netop om at blive taget alvorligt, hvilket Niels Lyngsø i højere grad end Lars Bukdahl formår.