Er min stil et essay?

 Hej,

Jeg behersker måske ikke essay-genren, men jeg vil da gerne læse din stil igennem og kommentere den. Jeg ved hvordan et essay nogenlunde skal være - Såå du er velkommen til at sende den til mig :) Det bedste vil nok være, at du sætter den ind her, hvis du vil undgå det - så send mig en mail: [email protected].

Liv1988

Jeg kan godt sætte den ind her - og tak for din hjælp :)

Essay   ”Har du talt med dit barn i dag?” Sådan lød en kampagne i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, hvor der blev lagt vægt på det essentielle spørgsmål: ”har du talt med dit barn i dag?”. Konklusionen var overraskende, ja nærmest chokerende, for det viste sig, at forældrene i gennemsnit kun talte 7 minutter med deres børn gennem en hel dag, der rummer hele 1.440 minutter i alt. Med lidt matematik kan man herefter udregne, at de 7 minutter ud af de 1.440 svarer til mindre end 0,5%, hvilket altså var den tid, man ville ofre eller i hvert fald formåede at ofre på dit barn gennem samtale. Selvom det allerede er nogle årtier siden, kampagnen første gang huserede, må man konstatere, at problematikken ikke er blevet mindre relevant af den grund. Mange spørger jo nok sig selv, om det dog ikke kan være lige meget med, hvor meget eller lidt man taler med sit barn, og hvordan forholdet er til ens barn, for der er jo så mange andre kompetente voksne, børn og unge til at tage sig af den opgave.   Det er en diskussion, der er værd at tage op, og til at starte med kan nævnes betydningen af opdragelsen af barnet. Har opdragelse fra forældrenes side virkelig så meget at sige for børns livsbetingelser og udvikling? På den ene må det siges at være irrelevant, for børn i dag befinder sig alligevel ufatteligt mange timer i en institution, ja der er sågar opfundet et helt begreb for dette fænomen, nemlig ”institutionsbørn”. I institutionen lærer de, at de ikke må slå på kammeraterne, at det er sundt at være udendørs, at man skal overholde spisetiderne, at man skal rydde op efter sig selv, aflevere sine lektier til tiden og huske at vaske hænder efter toiletbesøget. Der kunne remses mange flere ting op, men det kan egentlig være ligegyldigt, for det fremgår allerede af ovenstående punkter, at børn faktisk lærer manerer, mens de er i vuggestue, børnehave, skole og fritidshjem. Refererer man til Charlotte Weitzes novelle ”Vinter” ses det da også, at hovedpersonen Kirstin absolut ikke har draget fordel af, at hendes mor har været indbegrebet af en hønemor, der ikke har ladet sin datter ude af syne et eneste øjeblik, mens hun var barn. I løbet af novellen skitseres det, hvordan Kirstin efterfølgende har store vanskeligheder med at tage chancer, være alene og tage i mod friheden, når den byder sig. Hun har lært, at alt skal bevogtes med stor mistro til konsekvenserne, for hvad skjuler hendes mand, der altid er hjemme før hende? Der gives ydermere en rammende beskrivelse af, hvordan moderens hjerte og skygge er blevet indlemmet i Kirstins krop lige fra fødslen, hvilket har haft vidtrækkende konsekvenser, der om ikke andet kan tale for, at børn i institution trods alt er bedre og mere rustede børn end børn, der hele deres liv har været sat under lup og vinger. Når den primære opdragelseskilde er institutionen lærer man tilmed allerede fra barnsben, at der er noget, der hedder kollektive normer præcis, som det vil være på en arbejdsplads senere hen. Man socialiserer sig, hvilket kan have en positiv indflydelse på barnets liv, da det er vigtigt at lære at knytte venskaber o.l. Dette har Kirstin fra Charlotte Weitzes novelle tilsyneladende ikke lært til fulde. Selvom hun har haft kærester, engagerer hun sig ikke i forholdet, fordi hun hele tiden holdes i snor af en mor, der har efterladt sit hjerte og livskilde i sin datter og dermed gjort sig selv og datteren gensidigt afhængige. Denne mangel fører for Kirstins vedkommende til, at hun til sidst må vælge mellem mor og mand, hvilket viser, at hun ikke har lært kompromisser, som hun ville have lært det i en institution, hvor alt er på kompromis og til overvejelse.   Apropos kompromis må man på den anden side sige, at opdragelsen i institutionen ikke tager højde for, at børn er individuelle væsener, der kræver unik behandling og forskellige tilgangsmåder. Selvom kollektive normer er godt, må man ikke glemme, at individuelle normer er essentielle for, at barnet kan føle sig som en ud af en mængde i stedet for blot at danne mængden sammen med de andre i samme situation. Når barnet kommer hjem fra eksempelvis skolen kommer det hjem til et helt nyt sæt af regler og normer. Der sker altså en dobbeltsocialisering, hvilket dog afhænger af, om der sker en socialisering i hjemmet. Dét, man modtager i skolen er for det meste udelukkende praktiske, funktionelle egenskaber som at huske at lave sine lektier til tiden. Dét, der mangler, er omsorgen og interessen for den enkelte, som er med til at skabe barnets bevidsthed om, at det har en identitet, der er dets helt egen. Flere psykologer gennem tiderne har påpeget vigtigheden af omsorg for barnets udvikling. Bl.a. et forsøg med aber foretaget af familien Harlow påviser, at en unge foretrækker omsorgskilden frem for kilden til fx mad. Var denne omsorgskilde ikke tilgængelig viste det sig senere, at abeungen blev apatisk eller døde. Der er derfor ingen tvivl om, at omsorg og kærlighed er vigtige elementer i barnets opvækst, og at denne kærlighed skal komme fra forældrene, som barnet ofte idealiserer. Man kan tale om flere forskellige former for opdragelse og for at tage yderpunkterne vil her nævnes den autoritære og uinvolverede stil. Den autoritære stil defineres af Diane Baumrind, der er klinisk psykolog, som en opdragelsesstil, der stiller store krav til barnet, men som er ikke-responsiv. Dialogen forkastes og til tider afvises barnet fuldkomment. Dette fører til, at barnet er hæmmet i sin udvikling. Ved den uinvolverede stil lægges vægt på, at forældrene forkaster barnets interesser og altså hverken stiller krav eller er responsive. Begge disse opdragelsesformer har uheldige indvirkninger på barnet, og som det fremgår af andre psykologer, som fx Arne Poulsen, der har defineret omsorgens fire niveauer, er det vigtigt, at barnet får fysisk pleje, emotionel kommunikation, pædagogisk omsorg samt lov til at være i fred for at kunne udvikle sig hensigtsmæssigt. Ifølge ham, er opdragelsen og omsorgen altså en kombination af forældrenes opdragelse og institutionens (pædagogernes) opdragelse af barnet. For at henvise til Simon Fruelunds novelle ”Min sommerferie” kan heraf konkluderes, at hovedpersonen i denne novelle fremstår som et godt eksempel på, hvordan en familie finder en fin balancegang mellem at give omsorg, opdragelse og lade pigen være i fred. Hun virker som en pige i balance, der er velfungerende socialt og er udviklet passende i forhold til det alderstrin, hun formentlig befinder sig på. I denne familie tør man lade børnene være alene, hvilket viser sig at fungere fint, og samtidig formår man at kommunikere med dem og involvere sig i deres liv og interesser, hvilket altså gavner. Denne familie fremstår altså som et godt eksempel for, hvordan man skal forsøge at lade både skole, forældre og børnene selv være en del af opdragelsen og dermed udviklingen.   Forældre og familie er altså en vigtig del af opdragelsen og opvæksten for barnet. I dag ses dog den tendens, at flere og flere ægteskaber ender i skilsmisse efter endog mange års samliv. Hvor man før i tiden så, at skilsmisser var sjældne og noget, man skulle skamme sig over, er det i dag nærmere et udtryk for, at man tør stå på egne ben og ikke er afhængig af nogen. Når en skilsmisse ikke længere blot er en risiko, men er blevet en uundgåelig realitet forandres forældrenes forhold til barnet sig også. Man kan tale om, at det for barnet er positivt, at forældrene lader sig skille, da det så slipper for at lægge øre til skænderier, som det alligevel ikke forstår pointen af og derimod bliver bange og overvejer, hvad det skal gøre for at gøre mor og far glade igen. Dette giver sig udslag i frustrationer, som barnet måske ikke kan kapere og i sidste ende kan komme til udtryk gennem slagsmål, sløseri e.l., som kan udelukke det for bl.a. social aktivitet. Når forholdet til forældrene pludselig bliver et forhold til hver enkelt forælder kan det have den virkning, at barnet lærer hver person bedre at kende, fordi det befinder sig i koncentreret samvær med hver enkelt. Barnet føler måske en lettelse over, at forældrene nu ikke længere lever sammen, så forældrene får tid til at tage sig af barnet i stedet for ægtefællen, hvilket skaber tryghed og tillid fra barnets side. I ”Min sommerferie” af Simon Fruelund lægges der da også mærke til, at pigen i novellen tilsyneladende har et fint forhold til begge forældre, selvom de er skilt. Hun kommer med på to sommerferier og nyder begge dele. Derudover må nævnes, at børn ofte viser begejstring for, at de efter en skilsmisse får lov at holde to fødselsdage, to gange juleaften med dertil hørende gaver, får to værelser, to smarte garderober osv., hvilket tilsyneladende kan virke som et stort plaster på et sår, der måske slet ikke har været der. Forældrene taber ofte en del autoritet i forbindelse med, at de går fra hinanden, da de ikke længere er to om en fast beslutning, men nu står alene, hvilket gør, at barnet ser en mulighed for at flytte grænserne. Det kan virke som en sejr for barnet, at det nu kan yde større indflydelse på situationer, hvor der evt. tidligere var tale om en markant udmelding fra forældrene om, hvordan tingene skulle gøres. Om det er godt, at forældrene er autoritære, kan diskuteres. I ”Min sommerferie” optræder en far og søn, der er Jehovas Vidner. Her ses en tydelig forskel på far, der er autoriteten, og søn, der skal adlyde. Sønnen, der på et tidspunkt udviser tvivl, finder hurtigt svaret i sin far, hvilket gør, at den unge mand slipper for en pinlig situation.   Set fra en anden synsvinkel er en skilsmisse ikke lig andet end problemer for afkommet. Nu får det pludselig dobbelt så meget af alting, og det kan virke uoverskueligt at finde ud af, om ude stadig er godt og hjemme bedst. Skal man elske hunden hos far eller mor mest, skal man skifte armbåndsur hver anden uge, så man har det ur på, man fik af mor, når man er hos hende og omvendt? Man skal på ny til at indrette sig i et nyt hus, evt. med en ny familie, hvor den ene skal fungere som papmor/far. Man føler stor sorg over, at forældrene ikke længere er sammen og ens identitetsgrundlag er splittet op i to samtidig med, at man skal have overskud til at lære en ny familie at kende og acceptere denne. Alt dette og mere til kan munde ud i store problemer for barnet. Man ser, snart mere reglen end undtagelsen, at børn eller unge går under betegnelsen ”cuttere” eller lignende diagnoser, hvor de skærer i sig selv. De skærer i sig selv, fordi de har nogle psykiske problemer, de ikke kan definere, men som hager sig fast på dem og fylder dem med frustrationer, som er lettere at forholde sig til, hvis man har et snitsår på armen, man kan henvise til. Er forældrene enten midt i en forelskelsesrus eller en livskrise overses barnets tarv ofte, hvilket i sidste ende kan få katastrofale følger som fx ovennævnte problematik. Barnet lukker sig måske inde i sig selv og afskærmer sig derved fra omverdenen. Det kommer til at stå tilbage i sin udvikling og får problemer, der i værste fald kan følge det resten af livet. En forælder i sorg grundet skilsmisse, kan ty til misbrug fx i form af alkohol. Der skal ikke meget til at overbevise de fleste om, at en alkoholiseret forælder ikke er til meget gavn for sit barn. Barnet bliver lynhurtigt gjort til den voksne, hvis det ender så grelt, og det må tage sig af de praktiske ting i huset, så det på overfladen ser pænt og nydeligt ud. I ”Vinter” fortælles der også om, hvor smukt og beundringsværdigt Kirstins mors hus er. Alle synes, moren klarede det så flot, dengang Kirstin var barn, men under overfladen var det slet ikke så idyllisk. Med en mor med en form for psykiske problemer og en datter, der prægedes af dette, var hjemmet nærmere en katastrofe. Der var ingen far til at give modspil, og senere har Kirstin manglet og stillet spørgsmålstegn ved denne. Det er tydeligt, at man kan referere til Freuds teori om ødipuskomplekset og følgerne af, hvis det ikke finder sted, hvilket det ikke har gjort i Kirstins liv. Dette har medført, at hun har svært ved at indgå i tætte relationer til andre mennesker, og at hun først meget senere i sit liv ved indgåelsen af ægteskabet med Gustav gennemløber lidt af denne fase og til sidst frasiger sig lysten til at besøge sin mor. At den ene af forældrene kommer til at mangle i barnets liv efter en skilsmisse er ikke uundgåeligt, og det kan altså føre til psykiske kriser for barnet med det samme eller senere i livet.   For at vende tilbage til situationen i ”Vinter” med de to fra Jehovas Vidner karakteriserer dette forældre-barnforhold nogenlunde, hvordan dette forhold oftest var førhen. Forældre skulle være myndige og respektindgydende. Man fulgte forældrenes fodspor og slap for selv at skulle tage stilling til beslutninger, der kunne virke som en overordentlig mundfuld for en person, der ikke havde den samme erfaring som de ældre. Så hvor forældrene førhen var retningsangivende og som en GPS, er forældre i dag nærmere ”retningsfølgende” eller traileren bag på bilen, der følger GPS’en. Man taler om curlingforældre, der sørger for at skabe vejen fri for hindringer for deres pode og som ved hvert et skridt deres barn går, uanset hvilken retning, det følger, sørger for at følge med, skubbe på og opmuntre. Når barnet så tager et skridt i en anden retning følger forældrene selvfølgelig med og sørger for at overbevise barnet om, at denne nye vej selvfølgelig er den helt rigtige til målet. Men hvor vigtig er en autoritet i barnets liv egentlig? Ser man på, hvordan det tidligere var, udgjorde forældrene og især faderen autoriteten. Man havde faste spisetider, respekterede forældrenes meninger mm. Man havde fra barnsben en stærk fornemmelse af, hvordan livet ville forme sig, og var man i tvivl, kunne man blot spørge sine forældre og de ville give et svar, man formodentlig ville synes var passende. På landet var børnene en del af landbrugsarbejdet og husholdningen, og der var helt klare normer for, hvordan en pige og en dreng skulle opføre sig. Dette har antageligvis ført til en afklaret livsanskuelse, men samtidig også til konflikter. Selvom konflikterne højst tænkeligt har været non-verbale; for man respekterede jo dem, man skulle, har de alligevel været synlige. Man har sikkert ikke fra forældrenes side taget sig af disse signaler, da man selv var opdraget på samme måde og derfor ikke kendte til at skulle lytte til børnenes ønsker om deres eget liv. Man har opnået en fællesskabsfølelse med familien, der var holdepunktet, hvor man vidste, hvem der var hvem og hvilken rolle, de indtog, hvilket er positivt.   I dag er forældre ikke, som de var dengang. Mange forsøger nu til dags at gøre sig venner med børnene. Forældrene har ikke meget tid derhjemme pga. ønsket om karriere og livskvalitet i form af rigdom er essentielt. Man anskaffer sig børn, fordi det er et statussymbol, hvor man førhen fik børn, fordi det var uundgåeligt i kraft af naturens vilje. Har man tre-fire børn, kan fremvise et imponerende CV og oven i købet har en villa der måske ikke er på størrelse med Det Hvide Hus, men dog er nydelig, ren og ryddelig, ja så har man opnået, hvad der i dag er målet for den moderne familie. Ved opremsningen af ovenstående kan det være svært at se, hvordan man som mor eller far til et, ofte flere børn skal få tid til at beskæftige sig med dem. Løsningen er at gøre sig venner med børnene for at kompensere for det manglende samvær. At tage på shoppingtur med sin mor blot for hyggens skyld er ikke et sjældent syn, og hvis forældrene formår at føle, at nu har de virkelig gjort noget for og sammen med deres børn i et par timer (hvor det før var 7 minutter), forsvinder den dårlige samvittighed til dels, og man kan igen koncentrere sig om job og ægtefælle. Netop det at koncentrere sig om job og ægtefælle i samspil med, at man vil have kvalitetstid med sine børn, kan trække en parallel til før i tiden. Her ville man først og fremmest sørge for at få penge til sit levebrød, dernæst tage sig af sin mand eller kone og derudover skulle børn ses, men ikke høres. I dag forsøger forældre som oftest at være opmærksom på at høre deres børn; det er så meget lettere at høre, hvad børnene siger i stedet for at sige klart ”nej” eller klart ”ja” og gøre sig til den autoritære forælder i stedet for at blive ved med at være kompromis-veninden. På baggrund af dette fænomen er begrebet ”forhandlingsfamilien” dukket op, og det er de mest mærkværdige steder, man møder eksempler på et dagligt forhandlingsmøde. Ikke sjældent ser man 3-årige Magnus med medfølgende far stå i køen til kassen i supermarkedet midt i en forhandling om, hvorvidt det er sundt at spise chokolade i dag. Far forsøger ihærdigt at forklare Magnus om Karies og Baktus, fedmeepidemi, drivhuseffekt og andre fuldstændigt ligegyldige ting for Magnus’ vedkommende. Faren nikker nærmest stolt til sine kø-konsorter, for det må da indgyde noget respekt, at man som 30-årig familiefar, der bærer en skjorte med et anerkendt firmanavn påsyet og lige er kommet hjem fra arbejde på nuværende tidspunkt, hvor klokken er 17.15 elsker sit barn så højt og desuden har overskuddet til at stille sig op til en længere udredning om sundt og usundt over for et barn, der skriger og skråler om at få sin vilje. Det positive ved denne tilbøjelighed er, at barnet fra helt lille af lærer at indgå kompromisser, stille spørgsmålstegn ved ting samt udvise selvstændighed og vilje. Det lærer at tage initiativ til anliggender, hvilket sønnen fra Jehovas Vidne i novellen ”Min sommerferie” ikke lagde an til, og derudover får forældrene god samvittighed og et indholdsrigt liv, hvilket kan bidrage positivt til stemningen i familien. Men, for der er et men, på den anden side lærer barnet aldrig, at der er nogle helt fastsatte grænser. På et tidspunkt vil det antageligvis overveje, om man dog ikke kan gå på kompromis med færdselsloven og få lov at køre 110 km/t på en vej beregnet til 80 km/t. Får man et rungende nej, hvad der forhåbentlig er størst sandsynlighed for, vil man ignorere dette, for man har jo aldrig lært, at et nej betyder nej. Hvis man alligevel negligerer afvisningen, har man aldrig lært, at handlinger har konsekvenser, for forældrene har aldrig taget sig tid til at belære barnet om dette. På den måde vil barnet, når det bliver til en ung person og senere hen en voksen have svært ved at begå sit i almindeligt samfundslag, medmindre det bliver ren kutyme at sådan er man og sådan gør man, hvilket man må formode er usandsynligt, da der altid er nogle personer, der vil sørge for at holde i det mindste få af de traditioner og regler i hævd, som har noget at sige. Det er dog svært at konkludere, om vi får en verdenssamfund fuld af kompromissøgende individer, der ikke har lært at trække grænser, men slår sig til tåls med det halve og dermed aldrig bliver helt igennem tilfredse, hvilket vil være en skam!   Slutteligt vil jeg sige, at jeg personligt primært går ind for, at man skal finde en gylden mellemvej angående alle emner, jeg har berørt i dette essay. Der er vel aldrig én rigtig vej at følge, selvom eksperter kommer med deres bedste bud på, hvad der er rigtigt og forkert. I sidste ende handler det vel om, at man skal lære sit barn at kende på venne-måden, men lade barnet lære forælderen at kende på den autoritative måde, så man får en fin blanding af autoritet og venskab. Et venskab bygger jo også på andet end kompromisser, og det er nok her, at nogle forældre går galt i byen. De tror, at skal man være venner med sit barn, må man aldrig skændes og aldrig skære igennem. Alt skal være lutter lagkage, hvilket intet i livet er, og på den måde gør de deres børn en bjørnetjeneste. Desuden skal det for god ordens skyld fastslås, at overvejelserne omkring indholdet er baseret på generelle tendenser; der er jo altid de gode eksempler lige så vel, som der er de dårlige, men da det er de dårlige, eller blot uheldige eksempler, der skaber problemerne, har jeg valgt at tage fat i disse. Men heldigvis er fremtiden uforudsigelig i en vis grad i hvert fald, så det er ikke til at sige, om kampagnen ”har du talt med dit barn i dag?” bliver ved med at være aktuel 30 år frem i tiden, eller om man skal omdøbe den til ”har du købt mærkevaretøj til dit barn i dag?”, hvilket er en helt anden diskussion…

Jeg synes du burde kigge på nogle betingelser for essay-genren:

https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=515345

Desuden er dit essay ualmindelig langt; jeg er sikker på at du kunne have skrevet det på den halve størrelse af, hvad det er nu.

Når jeg ser overordnet på dit essay, så virker det for analyserende af de tekster du inddrager, og jeg har svært ved at finde den røde tråd, som skal guide læseren.

Måske burde du prøve at læse nogle essays, for at fornemme hvilken genre du har med at gøre.

(Link fjernet pga. dødt link. Mvh. Studieportalen.dk)

Tak for dit svar, jeg vil prøve at kigge på det :-)

Philip: Jeg har læst, hvad der står i de links, du linker til.

Jeg synes dog selv, at der er en rød tråd i mit essay, idet jeg først nævner det positivE eller negative ved et emne og derefter det omvendte. Mod slutningen af essayet kommer jeg med en diskussion om, hvordan forældre-barn-forholdet er i dag i forhold til før i tiden for til sidst at skrive min personlige mening. Det er rigtigt, at mit essay er langt og at jeg sagtens kunne gøre det kortere - det ville bare kræve, at jeg udelod nogle af emnerne (desuden skal jeg til eksamen min. skrive 4 sider, hvis jeg skal skrive et essay). Kan jeg få dig til at specificere, hvorfor du ikke mener, der er en rød tråd i mit essay, for det vil helt klart være rigtig rart med noget konstruktiv kritik! :-)