rettehjælp til dansk stil.

HEJ ALLE! TAK FORDI I GIDER AT BRUGE JERES TID. DET ER EN MEGET STOR HJÆLP.

PS. JEG HAR ENDNU IKKE FUNDET EN OVERSKRIFT. SÅ I MÅ MEGET GERNE KOMME MED EN OVERSKRIFT TIL TEKSTEN.

TEKSTEN:
Det var en mørk aften. Skyerne havde trukket sig sammen, og det så ud til at det snart ville regne. Der kom en bil kørende, med meget svag lysende lygter. Bilen stoppede foran en stor gammel bygning, der gik den ene bildør op. Ud var der nogle hænder, som bar på et lille spædbarn. Hænderne lage barnet foran, porten til bygningen. Jeg husker ikke selv noget af det. Jeg var trods alt kun et spædbarn. Men det var alt, hvad jeg fik fortalt. Mere ved jeg ikke om mine biologiske forældre og min ankomst hertil børnehjemmet. Da jeg fyldte præcis, tolv år gammel, fik jeg det fortalt. Det kom, som et chok for mig. Jeg var et meget naiv barn og troede på hvad de store børn fortalte mig, om min ankomst hertil. Alfred tog sig af mig, som jeg var hans egen søn. Alfred var ham, som ejede børnehjemmet. Jeg var Alfreds lille yndlings, det var nu meget rart at være Alfreds lille yndlings. Der var visse fordele ved at være det engang imellem. Så, som at få lidt mere slik end de andre på vores ”slik lørdag”, det var kun en af de mange små fordele jeg fik. På børnehjemmet var vi både drenge og piger, i alle aldre. Jeg fik mange venner, i den tid jeg var der. Edward var en af mine gode venner, han var meget lille af hans alder at være, med rødt krøllet hår, hans ansigt var fyldt med fregner. Han havde været på børnehjemmet i lige så lang tid som mig. Vi var som brødre, der holdte sammen i tykt og tyndt. Men der var også en anden helt speciel person, Laila hun er den smukkeste og sødeste pige jeg nogensinde har mødt. Hun så, så yndig ud med hendes lange mørke hår og store brune øjne. Hun var der altid for mig lige meget, hvad. Vi lavede alting sammen vi, sang, dansede, grinte og græd sammen. Vi var sådan set altid sammen, der var ingen Andrew uden Laila. Vi var som bror og søster for hinanden, men alligevel var vi også, som kærester på en måde. Hun gjorde livet på børnehjemmet, let for mig. Vi blev endda gift under et egetræ, vi brugte sliksutter, som ringe. Det var aftalt at vi skulle giftes, engang når vi blev voksne. Men planen blev ødelagt. Fra i dag af er der præcis gået 8 år siden, Laila blev hentet af sin nye familie. Jeg glemmer aldrig nogensinde den dag vi blev skilt ad. Skyerne var mørke og trak sig sammen. Vejret var præcis, som den dag jeg blev afleveret til børnehjemmet af min biologiske familie. Det var så tragisk, jeg har ikke siden den dag oplevet noget så tragisk som den dag hun forlod mig. Hun sad lige så stille på bagsædet af bilen, en efter en faldt tårnene ned ad hendes kind. Bilens motor startede, lige så stille begyndte bilen at trille langsomt længere og længere væk. Til sidst var den forsvundet ind i den tygge tåge. Fra den dag sluttede min ”lykkelig” barndom og alt gik, for at sige det lige ud ad lort til. Der røg min glade barndom, og derefter kom jeg ind i teenager årene. Der var stadigvæk ingen, som ville adoptere mig. Det kan jeg nu godt forstå, hvem gider adoptere en sur og muggen teenager? Det er det samme, som at adoptere et styks problem med hjem. Jeg klarede teenage årene meget fint. Jeg var som alle andre teenager, jeg tog til fester, var doven, skabte problemer og skænderier, løb hjemme fra og alt det en rigtig teenager nu gjorde. I dag er jeg 21 år, og flyttet ud af børnehjemmet, og ind i min helt egen lejlighed. ”bib bib bib” når jeg høre den lyd, så ved jeg at min dag er startet. Jeg trækker min varme dyne over hovedet, i håb om at lyden ville forsvinde. Men lyden bliver bare højere og højere for hvert sekund. Jeg stikker langsomt hovedet op over dynen, og rækker hånden ud for at trykke på sluk knappen. Der ligger jeg, med min varme dyne og kigger rundt. Mit vindue er blevet helt duggede til, og vejret udenfor ser iskold ud. Der er alligevel sol stråler, som skære gennem den tætte dug på mit vindue og ramte mig i hovedet. Det er vidst på tide at stå op, sagde en lille stemme i mit hoved. Det var på tide komme på arbejde, hvor var jeg dog træt den dag. Det var dog utroligt, jeg var mere træt da jeg stod op end når da jeg gik i seng. Jeg havde ikke så langt til arbejde, faktisk ligger mit arbejde 10 skridt fra min seng. Det var ikke engang nødvendigt at skifte mit tøj. Jeg arbejder, som online handel assistent, hele mit job består af at være på computeren. Jeg, havde endelig fået taget mig sammen til at rejse min dovne krop op ad sengen. En, to, tre, fire, fe, seks, syv, otte, ni, og ti! Så var jeg på min arbejdes plads. Jeg rakte min lange pegefinger, ned og trykkede på knappen som tændte hele computeren. Der kom nogle underlige lyde fra computeren, men det tog jeg mig ikke af. Jeg havde et gammelt billede, som baggrunds skærm. Det var et billede af Laila og jeg, som sad under bøge træet. Hver gang jeg så billedet, blev jeg helt blød inden i. Efter et par timers arbejde, følte jeg mig lidt træt, af alt det arbejde. Jeg begyndte at surfe lidt rundt på nettet. I håb om at finde noget sjovt at kigge på. Jeg var i gang med at kigge på vejret, over den kommende uge. Men fik straks øje på noget langt mere spændene. Under knappen ” celebrities gossip” fangede hurtigt min interesse. Ikke fordi jeg godt kunne lide at læse om de kendte, men fordi der stod navnet Laila under knappen. Jeg trykkede på knappen, og ventede til den var færdig med at loade. Da jeg kom ind på siden, stod der med stort fed skrift ”Laila i toppen”. Under overskriften var der et stort billede, af en meget smuk dame. Hun stod poseret, som en professionel model. Hun var noget af det smukkeste jeg længe havde set. Jeg rullede længere ned, og læste resten af artiklen. Der var tale om en pige, som havde stor succes som model. Jeg tænkte ikke mere over den artikel, og begyndte at arbejde videre. Efter længere tid, kom jeg tanke om artiklen igen. Det faldt mig ind at det var min Laila, de snakkede om i artiklen. Jeg husker at jeg lige pludselig fik en underlig følelse indeni. Det var ikke en dårlig følelse, men den var trods alt heller ikke god. Jeg fandt artiklen igen. Der sad jeg, og stirrede på billedet af den smukke Laila, i længere tid ad gangen. Billedet blev kun smukkere og smukkere for, hver gang jeg kiggede på det. Noget sagde mig den dag at jeg skulle lede efter hende, og finde hende. For jeg troede på at det var min skæbne at tilbringe mit liv med hende. Hun skulle ikke tro jeg, var en stalker selvom man ikke kunne tro andet om mig, med de tanker jeg havde. Jeg begyndte straks at lave en researche på hende. Efter et par timers researche vidste jeg næsten alting om hende. Jeg prøvede at finde hendes nummer, i telefonbøger, hvor jeg kiggede på alle navnene under bogstavet ”L” , der var mange ved navn Laila, men jeg fandt ikke min Laila. Jeg ledte alle steder på nettet, men der var ingen spor af hendes nummer nogle steder. Jeg vidste fra starten at jeg ikke ville kunne finde hendes nummer, men jeg opgav ikke håbet. Lige indtil den dag i dag. Jeg havde brugt hele dagen på at lede efter hendes nummer. Den aften gik jeg meget træt og skuffet i seng, men alligevel kunne jeg ikke sove. Laila var hele tiden i mine tanker, selv da jeg faldt i søvn drømte jeg om hende. Dagen efter, vågnede jeg og var træt, som aldrig før. Jeg ville ikke lave noget, som helst i dag. Heldigvis var det lørdag, der var ingen krav om at jeg skulle lave noget i dag. Jeg husker at kiggede udenfor solen stod højt på himlen og skinnede mere end den plejede. Det sagde mig at noget godt ville ske den dag, men jeg turde ikke håbe på noget stort. Der lå jeg på min seng, under min varme dyne. Da det lige pludselig gik op for mig at det var ved at være længe siden jeg, jeg havde besøgt børnehjemmet og Edward. Hvor jeg dog egentlig savner dem gamle Edward. Jeg fik lyst til at køre derned, og besøge ham. Efter et par minutters overvejelse, om at tage af sted. Rejste mig, og var besluttet på at tage derhen i dag. Jeg tog mit tøj på, som lå i en stor bunke ved siden af min seng. Jeg kæmpede mig igennem den store bunke, for at finde min yndlings skjorte. For jeg skulle se fin ud, efter så lang tids gensyn. Jeg husker alt fra denne dag, selv de mindste detaljer. Jeg tog den helt rigtige beslutning, ved at besøge børnehjemmet. Jeg var på vej derhen, i min gamle Ford. Jeg var i godt humør, og sang hele vejen derned. Da jeg kom, var børnehjemmet stadig den samme, som da jeg forlod den for 21 år siden. Jeg følte mig, helt hjemme igen da jeg kom indenfor. Der var skrigende børn over det hele, de løb frem og tilbage. Det så ud til, at nogen havde fødselsdag, og at de var ved at holde fest. Jeg gik videre ind i rummet, hvor alle de skrigende børn kom løbende ud fra. Der stod Edward, han lignede sig selv på en prik, lige udover rynkerne han havde fået. Jeg husker tydeligt hans ansigts udtryk da han, så mig. Hans smilte som aldrig før, hans brede smil trak på alle hans rynker. Han kom hoppende, som en hingst og gav mig den største krammer. Han var overlykkelig over at se mig den dag. Men jeg vidste at der var noget usædvanligt, over hans overlykkelighed. Lidt efter fandt jeg ud af, hvad det var. En dame vendte sig om fra stolen bag os, hun havde langt mørkt hår og store flotte øjne. Jeg vidste med det samme at det var min Laila. Det var nok et af de pinligste øjeblikke i mit liv. Jeg husker at jeg bare stod der, helt urokkelig, og kunne ikke få et ord ud. Men hun kom heldigvis hen til mig, og snakkede til mig. Der stod vi, og snakkede i flere timer. Vi snakkede om de gode gamle dage. Og alt muligt andet, som jeg ikke husker. Til sidst fik jeg mod til at spørge hende, om hun ville mødes igen. Jeg inviterede hende ud, og spise. Den aften var den mest perfekte aften i mit liv. Det var den aften, hvor Laila og jeg fandt sammen. Kort efter flyttede hun ind til mig. Hendes karriere var noget toppen på det tidspunkt. Hun var kendt overalt i verden. Vores liv var som dans på roser, alt var optur. Og der var ingen der kunne ødelægge det for os nu. Lige indtil den dag, hvor hendes forældre ringede. Jeg havde ingen ide om, hvor meget den telefon samtale kunne ændre på mit liv. Hun gik ind på værelset for at snakke i telefon, efter et stykke tid kunne jeg høre gråd fra soveværelset. Jeg glemmer aldrig, hvordan hendes ansigt så ud, da hun kom ud. Hendes øjne var helt røde, mascaraen løb ned ad øjnene på hende, og var nået ned til hendes hage. Jeg gik i chok da jeg fik samtalen fortalt. Det var hendes mor, fra Pakistan. Det var der hun kom fra, det forklare hendes sorte hår og brune øjne. Hendes forældre, havde fundet en mand til hende, og hun skulle omgående rejse hjem og giftes. Da hun ikke turde, at sige sine forældre imod, valgte hun at høre efter dem. Hun begyndte straks at pakke alle sine ting, og ville rejse tidligt næste dag. Hun forklarede mig, noget med at skulle ære sine forældre som pakistaner. Hun kunne intet gøre, der ville ske hende skrækkelige ting, hvis hun ikke følger deres ord. Det ved hun fra de andre, pakistanske piger, som ikke følger deres forældres ord. Jeg kunne ikke andet end at græde, jeg kunne heller ikke gøre andet. Det var hendes beslutning, og ingen andres. Næste morgen, forlod hun mig uden at sige farvel. Hun havde lagt et brev, ved sin hovedpude.

I brevet der stod: Til min højt elskede Andrew. Jeg kan ikke holde ud at skulle sige farvel til dig igen. Derfor skriver jeg dette brev, som et afskeds brev. Vi kommer nok aldrig til at ses igen, men jeg har intet valg. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. men det skæbnen, vi er bare ikke skabt for hinanden. Men jeg vil aldrig nogensinde glemme dig. Din Laila. Jeg kan ikke forestille mig, at denne gang vi skilles er det for evigt. Jeg har kun minderne tilbage. Og her sidder jeg og skriver det hele ned ….