Fysik

Fysik rapport vejledning

30. oktober 2008 af Ridru (Slettet)

Jeg har nu brugt studieportalen længe, og det slog mig lige, at der er flere der vil ahve hjælp til en fysik rapport fordi de ikke havde nogle konkrete ting at gå efter, så her er en vejledning til en autoriseret fysik rapport

Om at skrive en fysikrapport


En rapport over et arbejde, man har lavet, er ikke blot en detalje, der skal klares, inden man kan slappe af. Dette gælder for såvel fysik som for alle andre fag, og ikke kun i gymnasiet men også hvor som helst I kommer til at arbejde/studere senere. Det arbejde, man laver, er nemlig stort set uden værdi, hvis man ikke kan kommunikere resultaterne af det videre til andre, og det er netop rapportens primære formål. Så tænk på rapporten som Jeres dokumentation for et stykke videnskabeligt arbejde, som skal læses af ”kritiske” kolleger.

Efterfølgende er nævnt punkter, der altid i større eller mindre grad skal berøres i en fysikrapport:

Formål: Skriv kortfattet hvad du vil opnå med forsøget. F.eks. måle en bestemt værdi eller eftervise en given fysisk lovmæssighed.

Teori: Forklar den teori der ligger bag forsøget. Du skal ikke nødvendigvis udlede alle formler, men gør rede for fysikken i de ligninger, du anvender, samt for hvad de forskellige betegnelser står for (det er ikke uvæsentligt om c betyder specifik varmekapacitet eller lysets hastighed).

Apparatur: Angiv kort det apparatur, I anvendte til øvelsen ledsaget af en tegning af opstillingen.

Forsøget: Beskriv hvordan I udførte forsøget. Vær specielt omhyggelig med at nævne afvigelser, fra hvad man naturligt måtte forvente, samt om der var ting, I var særligt omhyggelige med at undgå eller størrelser, der skulle holdes konstante (og i bekræftende fald hvad der så blev gjort).

Måledata: Angiv her ALLE de størrelser, I har målt, og gerne i tabelform, hvis det kan gøre det mere overskueligt. Hvis I f.eks. har fundet massen af noget ved at trække to vejninger fra hinanden, der det vigtigt, at begge resultater nævnes i rapporten.

Beregninger: Her benyttes ligningerne fra teorien til udfra måledata at beregne de størrelser, man nu var interesseret i at bestemme. Det er ikke meningen, at samtlige mellemregninger skal med, men det skal være klart for læseren, hvordan de forskellige resultater er fremkommet. Dette kan f.eks. gøres ved kort at henvise til hvilken ligning, man i hvert tilfælde gør brug af. Har I været opmærksomme på dette i teoriafsnittet, kan det helt udelades her.
Vær igen opmærksomme på at angive mest muligt tabelform og/eller grafisk.

Fejlkilder og måleusikkerhed: Dette afsnit omhandler de ting, der kan få resultaterne til at afvige fra det ideelle. Under fejlkilder nævnes ting som varmeudveksling med omgivelserne, gnidning og luftmodstand, samt andre ting, som man ikke umiddelbart kan sætte tal på udfra de målinger, man har lavet.
Afsnittet om måleusikkerheder er nok det vanskeligste at mestre helt. Enhver størrelse er kun målt så præcist som måleudstyret nu engang tillader det.

Konklusion: Her sammenfattes resultaterne fra forsøget, og der konkluderes på, om den ønskede størrelse blev målt med en tilfredsstillende præcision, eller om den givne fysiske lov er blevet tilfredsstillende eftervist. I den forbindelse er det vigtigt at sammenholde resultatet af beregningerne, usikkerheder og fejlkilder, samt eventuelle tabelværdier. HUSK at konklusionen altid skal have en direkte sammenhæng med, hvad I skrev under FORMÅL.

Det var så en række punkter, som er vigtige for at kunne skrive en god rapport. De er her nævnt i hvad der ofte er den naturlige rækkefølge, men der kan være gode grunde til at bytte om på rækkefølgen eller til at slå visse af afsnittene sammen. Det væsentlige er blot, at de ting, der er nævnt ud for hvert punkt, kommer med i rapporten.
 


Brugbart svar (1)

Svar #1
30. oktober 2008 af Jerslev

Templates til rapporter kan desuden hentes her:

doc-format: https://aula.au.dk/main/document/document.php?action=download&id=%2Ftemplate_til_rapporter.doc

tex-format: https://aula.au.dk/main/document/document.php?action=download&id=%2FTex_Template.zip

- - -

mvh

Jerslev


Brugbart svar (2)

Svar #2
09. februar 2009 af idasofie (Slettet)

1000 tak, det var lige hvad jeg skulle bruge.


Brugbart svar (0)

Svar #3
14. november 2010 af cattetrine (Slettet)

Super fed og god vejledning! Mange tusinde tak for hjælpen.


Brugbart svar (0)

Svar #4
17. oktober 2012 af Tugb0053 (Slettet)

Forstår ikke helt Teori, hvad kan man skrive med Teori hvis man skal skrive en rapport om Syreinghold i saft? 


Brugbart svar (0)

Svar #5
31. oktober 2012 af Jarlen12 (Slettet)

Rigtigt god og uddybende vejledning - Lovely!


Skriv et svar til: Fysik rapport vejledning

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.