Hvad er global opvarmning? klimaforandringer

Du kan finde alt om dette meget interessante emne på internettet, bl.a. :

http://da.wikipedia.org/wiki/Global_opvarmning

http://www.berlingske.dk/article/20080429/klima/80429059/

http://www.miljoeogsundhed.dk/filarkiv/KlimaPjeceWebversion.pdf

http://www.dmi.dk/dmi/index/klima/drivhuseffekten_2008/hvad_er_drivhuseffekten_2008.htm

http://da.wikipedia.org/wiki/Menneskeskabt_drivhuseffekt

http://www.dmi.dk/dmi/drivhuseffektogklimaaendringer.pdf

http://www.greenpeace.org/denmark/kampagner/klima

http://da.wikipedia.org/wiki/Klima%C3%A6ndring

http://da.wikipedia.org/wiki/Drivhusgas

http://www.drivhus.dk/Kort%20om/kortom2.html

Den globale opvarmning kan medføre klimaændringer, og her findes så en lang række teorier om årsagen til den globale opvarmning, der har fundet sted gennem de sidste mange år. Heriblandt kan nævnes Drivhuseffekt, Co2-udslip og - en teori som jeg personligt syntes er vældig interessant - solpletteorien, m.m.

Det er faktisk et temmeligt nemt emne at forstå - prøv bare at søge lidt på google.dk - så skal du helt sikkert hurtigt få et overblik over emnet.

TTak skal du ha'  :D:D

Jeg har kigget på alle de hjemmesoder, men jeg er blevet endnu mere forvirret!

Den normale teori om global opvarming kort:

Man kan se at kloden  bliver varmere.

Man ved at der findes såkaldte drivhusgasser i atmosfæren. De lukker sollys ind til jorden, men når lyset rammer og forsøger at forlade jorden som varmestråling holder de en del af det tilbage.

Hvis der ikke fandtes drivhusgasser ville jorden være for kold til liv (forudsat at flydende vand er forudsætning for liv).

Den vigtigts drivhusgas er vanddamp, da der er så meget af det.

Der er dog også andre drivhusgasser, som bidrager forholdsvis meget i forhold til deres mængde.

CO₂ er en drivhusgas med af moderat styrke. Man kan se, at der er kommet meget mere af den i atmosfæren gennem de sidste 150 år.

Afbrænding af fossile brændsler som olie og kul, der er grundlaget for næsten hele verdens energiproduktion, frigiver CO₂.

Forskere har forbundet alle disse fakta og opstillet en teori om, at jorden vil bliver varmere og varmere så længe vi bliver ved med at brænde fossile brændsler. Det diskuteres forsat om det er andre fænomener, der er hovedansvarlige for temperaturstigningen, men langt de fleste erkender efterhånden, at afbrænding af fossile brændsler har en betydelig rolle i opvarmningen.

Takker ! :D

Hovsa! Undskyld! Ville gerne have svaret dig, men så ikke din besked før nu - beklager. Så kan jeg jo til gengæld komme med lidt info om Solpletteorien, som er en anden vinkel til årsagen til klimaændringerne (herunder naturligvis den globale temperaturstigning). Følgende kommer fra en opgave jeg lavede i NV-forløbet:

Klimaet styres fra rummet

Jorden overflade er dækket af op mod 65% skyer. Skyer reflekterer mere end 1/3 af solens stråler og derved varme tilbage til rummet. Jo flere skyer der derfor er i atmosfæren, jo koldere vil klimaet på jorden blive. Omvendt vil færre skyer dermed give et varmere klima på jorden.

Skyer dannes, når luften overmættes af vanddamp og vand kondenserer til skydråber. Men for at vanddamp kan kondensere til skyer skal vandet kunne sætte sig på visse partikler i atmosfæren, kaldet aerosoler eller skykondensations kerner.  Aerosolerne er derfor luftbårne partikler eller dråber (40-200nanometer), som påvirker solindstrålingen både direkte og indirekte. Den direkte påvirkning består i, at aerosolerne spreder, tilbagekaster eller absorberer solens stråler og den infrarøde stråling fra jordoverfladen. Den indirekte påvirkning består derimod i, at aerosolerne som nævnt kan påvirke skydannelsen ved at fungere som fortætningskerner for vanddampen i atmosfæren, således at der lettere dannes vanddråber og dermed også skyer.

Ved at ændre på for eksempel antallet af skykondensations kerner, forandres antallet og størrelsen af dråberne i en sky. Herved ændres skyens indflydelse på energibalancen, hvilket bl.a. kan have betydning for skyens evne til at reflektere sollys tilbage til rummet.

Seniorforsker Henrik Svensmark fra Dansk Rumforskningsinstitut har opstillet en ny klimateori, som påviser, at der er en reel sammenhæng mellem Solens aktivitet og klimaet på Jorden.
Et nyt eksperiment kaldet SKY viser, hvordan elektroner, der frigøres i atmosfæren af den kosmiske stråling, fremmer produktionen af aerosolerne, hvorpå vanddamp kan kondensere til skyer. Den kosmiske stråling påvirker altså skydannelsen, og det har betydning for Jordens klima.
Kosmiske stråler er subatomare partikler (partikler mindre end atomer) eller atomer med oprindelse udenfor Jordens atmosfære. Subatomare partikler kan være elektroner, protoner, neutroner og ioniserede atomer.

Den kosmiske stråling opstår, når kæmpestjerner i mælkevejen går til grunde i supernova-eksplosioner*. Når disse kæmpestjerner eksploderer, slynges det yderste lag af stjernen væk under en stor energiudladning. I vores mælkevej sker der i gennemsnit en supernovaeksplosion hvert 25. år.
Den kosmiske stråling er årsag til næsten al ionisation i den nederste del af atmosfæren, som igen har betydning for dannelsen af skykondensations kerner, og derved skyer i atmosfæren.

I gennemsnit indeholder en kubikcentimeter luft ca. 2000 ioner, dvs. elektrisk ladede partikler.
Over de sidste 100 år er den kosmiske stråling faldet med ca. 15 %, og det har betydet færre, lave skyer. Da lave skyer har en afkølende virkning på Jordens temperaturer, kan denne mekanisme muligvis forklare en del af den globale opvarmning, som er sket de sidste 100 år.

Hvis skyerne derfor påvirkes af variationerne i den kosmiske stråling vil også jordens strålingsbalance ændres og dermed også jordens temperatur.

Forskellige typer af skyer påvirker hver især strålingsbalancen forskelligt. Lave skyer køler atmosfæren, mens høje tynde skyer varmer. Den samlede indflydelse af skyer er en køling af jordens atmosfære.

Men den kosmiske stråling, der påvirker skydannelsen, afhænger af solens aktivitet. Det er blevet påvist, at solens udstråling varierer med en ca.11 årige solpletcyklus, selvom disse variationer igennem de sidste to solpletcykluser har været konstante.

Solens ydre lag drejer rundt om kernen med forskellige hastigheder, hurtigst omkring solens ækvator, hvilket skaber uro i solens magnetfelt, og resultatet er voldsomme eksplosioner på overfladen, hvilket sker regelmæssigt med et interval på 11 år, og dette anses derfor for solpletperioder.

Soludstrålingen er en lille smule større ved solpletmaksimum end ved solpletminimum til trods for, at solpletter er koldere og derfor har en mindre udstråling end den øvrige overflade. Dette skyldes, at særligt lysende områder på solen, kaldet fakler og "plages" mere end kompenserer for de mørke solpletter. Soludstrålingen er gennemsnitlig ca. 0.1% større ved solpletmaksimum end ved solpletminimum.

Ligeså vel som jordens magnetfelt afbøjer de ladede kosmiske strålingspartikler, ligeså afbøjer solens magnetfelt også de galaktiske og intergalaktiske kosmiske ladede partikler.
Ud over udsendelsen af lys udsender solen også en strøm af partikler der kaldes solvinden. Solens magnetfelt bæres af solvinden, som hermed skaber et kæmpemæssigt dråbeformet område omkring solen. Dette område kaldes heliosfæren, og er i sin form og sine egenskaber påvirket af aktiviteten på solens overflade.

Heliosfæren beskytter hele vores solsystem mod en stor del af den galaktiske kosmiske stråling. Siden 1935 har man målt intensiteten af den kosmiske stråling der når frem til jorden. Ud fra disse målinger er det blevet klarlagt, at den kosmiske stråling varierer med solaktiviteten. Når der er mange solpletter og dermed høj solaktivitet, formindskes intensiteten af den kosmiske stråling, og når der er lav solaktivitet, forøges intensiteten. Dette betyder, at når Solens aktivitet er høj, er magnetfeltet og solvinden tiltagende i styrke og skærmer for en stor del af den kosmiske stråling. Når aktiviteten er lav, er magnetfeltet og solvinden svækket og slipper en større del af strålingen igennem til Jorden og resten af solsystemet.
Gennem de sidste 100 år er solens magnetfelt blevet mere end fordoblet, hvilket naturligvis skaber en reduceret mængde kosmisk stråling.

Variationerne i Jordens klima som den kosmiske stråling tilsyneladende har været medvirkende til, strækker sig over milliarder år.
En de mekanismer, som har reguleret mængden af kosmisk stråling over tidsrum på millioner af år, er solsystemets vandring rundt i Mælkevejen. Ligesom planeterne bevæger sig rundt om Solen, kredser vores solsystem rundt om Mælkevejens centrum. I løbet af solsystemets vandring, der tager ca. 240 millioner år, bevæger solsystemet sig ind og ud af galaksens fire spiralarme.

Når solsystemet befinder sig i en af spiralarmene, bliver Jorden og de otte andre planeter udsat for en markant større mængde kosmisk stråling, end når solsystemet befinder sig i rummet imellem armene. Årsagen er, at det er i spiralarmene, de fleste stjerner fødes og de fleste supernovaer finder sted. Eftersom den kosmiske stråling netop bliver udsendt efter supernovaeksplosioner, er strålingen meget mere intens inde i spiralarmene end udenfor.

Undersøgelser har vist, at der er et sammenfald imellem, at jordkloden har gennemgået kolde perioder, hele glaciationer/istider, mens solsystemet har passeret igennem en af Mælkevejens spiralarme, hvor kloden er blevet udsat for en forøget mængde kosmisk stråling.

For øjeblikket befinder vores solsystem sig i udkanten af en spiralarm, som vi er på vej ud af. Det skulle altså i teorien betyde, at Jorden vil blive ramt af en mindre mængde kosmisk stråling og derfor går varmere tider i møde.

En anden kosmisk mekanisme, som har forårsaget ændringer i den kosmiske stråling er variationer i antallet af tunge stjerner, som fødes inden for et givet tidsrum i Mælkevejen. Stjernedannelsesraten, dvs. antallet af stjerner, som er blevet dannet pr. tidsenhed i vores galakse, har ikke været konstant igennem solsystemets 4,6 milliarder år lange levetid. I perioden fra 2 til 3 milliarder år siden og i den seneste milliard år har stjernedannelsesraten været høj, mens der blev dannet relativt få stjerner i en periode, der strakte sig fra 1 til 2 milliarder år siden.

Dette stemmer overens med, at hvor stjernedannelsesraten har været høj (2-3 mil. år og den seneste mil. år), har også dværggalakser (mangalanske sky) været tæt på, eller sågar stød ind i, Mælkevejen. Når der opstår galaksesammenstød opsluges stjerner og balancen i galaksen forstyrres, hvorved stjernedannelsen forøges. I denne tidsperiode har Jorden haft istid.
Hvor stjernedannelsen derimod har været lav har Mælkevejen og dværgglakaserne været relativ længere fra hinanden, hvorved stjernedannelsen formindskes, og dermed også den kosmiske stråling. I denne tidsperiode har Jorden haft varmt klima.
Vekselvirkningen mellem galakserne styrer derfor klimaet.

I de seneste 100 har galakserne været længere fra hinanden, og mængden af den kosmiske stråling har derved været reduceret, hvorved klimaet er blevet varmere.
Til slut bringes vi tilbage til Jorden. Når det energirige kosmiske stråling kolliderer med atomkerner i jordens atmosfære dannes der nye grundstoffer. Et af disse kosmogent dannede grundstoffer er kulstof-14 (pga. halvveringstid = tiden før et radioaktivt stof er omdannet til et nyt stof). Denne kulstofisotop giver information om solens aktivitet gennem tiderne. Det skyldes, at ændringer i solaktiviteten, og dermed den kosmiske stråling, har indflydelse på, hvor meget kulstof-14 der dannes i atmosfæren. Jo større solaktivitet des mindre kosmisk stråling, og dermed lavere produktion af kulstof-14, der oplagres i organisk matriale som f.eks. træ. Ved at måle hvor meget kulstof-14 der er i en given årring i en træstamme, kan solens aktivitet på tidspunktet for årringens dannelse derfor aflæses.
Ændringen i dannelsen af kulstof-14 gennem de sidste 1000 år.

Fra år 1000-1300 dannedes ikke så meget kulstof-14 og man må antage at solaktiviteten har været høj. Denne periode, som stort set dækker vikingetiden, var en varm periode. I træ fra 1300-tallet kan aflæses en stigning i kulstof-14 koncentrationen hvilket afspejler et fald i solens aktivitet. Klimaet blev koldere og denne periode kaldes den lille istid (1300 -1850). I den lille istid var perioden fra 1645 til 1715 specielt kold. Denne periode kaldes Maunder minimum og er karakteriseret ved, at der næsten ingen solpletter blev observeret. Ydermere måltes de laveste temperaturer gennem de sidste 1000 år 1690-1700. Netop dette årti udviste en meget kraftig stigning i kulstof-14 koncentrationen. Gennem de sidste hundrede år er solaktiviteten steget til det højeste man har observeret i de sidste 700 år.

Nye resultater opnået ved at sammenholde satellitmålinger af solvinden med observationer af forstyrrelser i jordens magnetiske felt, har vist, at solens magnetfelt er blevet fordoblet gennem de sidste hundrede år. Disse observationer sammenholdt med flere andre tyder på, at ændringer i solens aktivitet påvirker jordens klima. Jordens evolution har således været afhængig af Mælkevejen.
 

Smil Marie.

10000 tak, det hjælp faktisk på min forståelse! :D

Så kender du to af teorierne ;)

Global opvarmning er det der kommer ud af røven. Der kommer mega mange ting derfra ex. co2. Vidste du at 80% af co2 udslippet kommer fra jylland (aka grise knepperne)?