Mit essay... En vurdering?

Hej Folkens... Tænke på om en venlig kvalificeret sjæl ville læse mit Eksamens essay igennem og vurdere det.... Fik 7 hvilket jeg i bund og grund har det fint med, men ville lige høre om karakteren var på sin plads eller om censorerne har været hårde i deres begrundelse....

Essayet ser ud som følger...

Tale og samtale

Smalltalk har for mig altid været et mysterium og kilde til mange overvejelser. Jeg har altid undret mig over, hvorledes de såkaldte ”smalltalkere” formår at socialisere verbalt, i hvad der som tilskuer føles som en uendelighed, uden egentlig at have noget interessant at sige hinanden. Faktisk kan det diskuteres, om man overhovedet kan kalde smalltalk en social interaktion, eller om det blot er 2 overfladiske monologer, der flyder sammen til noget, der umiddelbart kan minde om en samtale. For mig virker smalltalk blot som en kamp for at få ordet. En hverdagsduel hvor det gælder om at undgå modtagerrollen, og kunsten er derfor at forsvare rollen som afsender længst muligt. Som en fodboldkamp med 2 hold uden angreb. Som Morten Albæk også skriver, handler det ikke om at sætte sig ind i et andet menneskes tanker. Det andet menneske spiller en minimal rolle i det overordnede formål, som går ud på at realisere sig selv. Smalltalk er blot 2 menneskers higen efter opmærksomhed og bekræftelse, men i og med man bliver på det overfladiske niveau og aldrig når ned til følelseslivets kerne, bliver formålet ikke opfyldt. I stedet efterlades man ofte med en tom fornemmelse efter en sådan interaktion. Javist har man fået talt lidt om sig selv, og javist har man fået delt lidt af sig selv med en anden person, men har modtageren overhovedet hørt efter, og er samtalen ikke blot en overfladisk ordveksling uden reelt indhold?

Smalltalk er populært. Er man god til denne interaktionsform, fremstår man oftest som en social og vellidt person, folk ser op til. Personligt har jeg altid beundret de af mine bekendte, der er i stand til at slå hjernen fra og kaste sig ud i smalltalkens forunderlige verden og få en overfladisk ordveksling til at flyde stille og roligt uden pauser. Det er som en elegant boksekamp, hvor de 2 afsendere ”jabber” blidt til hinanden uden, på noget tidspunkt, at komme i reel interaktion. Det er som om, de 2 afsendere står i hver sin boble og støder mod hinanden. Uanset hvor tæt de kommer, forhindrer boblernes vægge, at man kan nå hinanden.
For mig har denne verbale interaktionsform altid været en hård og uskøn kamp. En kamp bestående af ufuldstændige sætninger, klicheer og pinlig tavshed. Nogen gange lykkes det udmærket, men andre gange er jeg nødt til at overgive mig og synke ned i rollen som modtager. Dette er i smalltalk sammenhæng det totale nederlag, og derfor er min svaghed ikke ideel i en verden, hvor smalltalk fylder så meget. Smalltalk er efterhånden blevet vejen til succes, er man god til at tale, gerne længe og om sig selv, har man en stor fordel i nutidens samfund. Til en jobsamtale er det uhyre vigtigt at kunne sælge sig selv som et selvsikkert og balanceret menneske og her er smalltalk essentiel. Derudover giver det almen anerkendelse og respekt, hvis man verbalt let kan interagere med mange mennesker. Det er altså en uhyre vigtig ting at kunne, hvis man vil opnå noget i livet, og smalltalk er derfor umiddelbart en vigtig del af det moderne overfladiske samfund.

Det er derfor også ekstra uheldigt, hvis det overfladiske samfund, som Morten Albæk skriver, fører til at stadig flere unge bliver ensomme. Der er ingen tvivl om, at samfundet har ændret sig kolossalt i løbet af de sidste 40-50 år. Samfundet er blevet mere svævende, og man er nu selv ansvarlig for at skabe sit eget liv og dermed også sin selvstændige identitet. Mens man for 50 år siden havde et medført tilhørsforhold til en socialklasse og dermed også en vis tryghed i ryggen, er man nu overladt til sig selv. Derfor har man også et stigende behov for at realisere sig selv og blive bekræftet i, at det man gør, er det rigtige. Det er. efter min mening, her man finder svaret på, hvorfor unge i dag fremstår utroligt kontaktsøgende. Det er derfor man opretter en profil på Facebook, det er derfor man, som minimum, sender 100 sms’er om dagen, og det er i bund og grund også derfor, man føler sig ensom. Man søger konstant opmærksomhed, men problemet er, som tidligere nævnt, at den form for kommunikation vi benytter os af i vores sms beskeder, på Facebook og når vi snakker smalltalk på gaden er overfladisk og ude af stand til at skabe det fundament af fortrolighed, som Morten Albæk priser i uddraget. Som Robert Tinney illustrer, er smalltalk i bund og grund blot en masse varm overfladisk luft, der distancerer os fra vores trygge fundament, og sender os op i en utryg atmosfære. Vi har altså forladt borgen, hvor relationerne blandt mennesker er bygget på fortrolighed og reel interesse for hinanden, og i stedet svæver vi i smalltalkens vold i de højere luftlag, hvor der intet solidt fundament er til at forhindre, at et voldsomt vindpust blæser os langt ud af kurs.

Rober Tinneys billede tegner dog ikke hele virkeligheden. Smalltalk kan i mine øjne også være et positivt redskab i fundamentskabelsen for et solidt venskab. Det smalltalk kan, er nemlig at præsentere individer for hinanden. Mennesket er i stand til at dømme et andet menneske ekstremt hurtigt, og førstehåndsindtrykket er derfor ekstremt vigtigt i interaktionen med en anden person. Hvis vi allerede har negative tanker om et menneske efter få minutter, er et venskab i det lange løb nok utopi, men formår man via smalltalk at gøre et godt indtryk, er første spadestik måske taget til et fremtidigt venskab. I forhold til det første møde er smalltalk derfor vigtigt. Det er sjældent at man med det samme åbner følelsesmæssigt op for en anden person, og her kan smalltalk være en effektiv metode til at få et indtryk af hinanden. På den måde bliver denne overfladiske interaktion oftest den nederste del af et venskabs fundament. Morten Albæk har uden tvivl ret, når han påpeger, at man ikke kan bygge et venskab på smalltalk alene, men efter min mening er det et fremragende udgangspunkt at gå ud fra. Problemet opstår derfor først, hvis man ikke kommer videre fra dette stadie. Hvis man vælger kvantitet frem for kvalitet og aldrig når til den egentlige følelsesmæssige interaktion med et andet menneske. I nutidens samfund er det normalt at have en stor social omgangskreds. Vi kommer i mange forskellige sociale arenaer, og stifter bekendtskab med et hav af mennesker. Derudover har moderne hjælpemidler, som internettet og mobiltelefonen, gjort det markant nemmere at socialisere. Unge har da også oftest mange venner, men oftest forbliver disse på det føromtalte overfladiske niveau. Som Morten Albæk påpeger, mangler vi at gå i dybden med den anden person. Vi mangler samtalen, hvor man lytter fordi man er interesseret i et andet menneske, og vi mangler modspillet hos samtalepartneren, hvori man opnår en fælles social forståelse. Samtalen som kommunikationsform er på retræte, og her er jeg fuldt ud på linje med Morten Albæk; det er en skam. En gammel mand sagde engang, at man først kan blive venner, når man har været uvenner, og dette statement er jeg fuldt ud på linje med. Man kan jo aldrig opnå fælles forståelse, hvis ikke man kender modpartens følelser og grænser. Hvor uinteressant ville et bekendtskab ikke være, hvis det bestod af 2 nikkedukker der konstant gav hinanden ret. I så fald er der blot tale om tale uden reelt modspil, og på den måde lærer man aldrig for alvor modparten at kende. Man taler blot til en tom skal, som måske ikke engang lytter efter, men blot venter på at give dig ret. Det er en form for kommunikation, som ikke fører nogen vegne og som, illustreret ved ballonen, blot blæser væk hvis der opstår problemer. Skal man skabe borgen, og dermed det trygge fortrolige venskab, er der nødt til at foregå en tovejskommunikation. Man skal have en reel lyst til at sætte sig ind i den anden persons meninger og følelser, og man skal forstå at uenigheder ikke er katastrofale, men derimod nødvendige for et venskabs opbygning. Man skal ved samtale stille og roligt støbe fundamentet til et urokkeligt venskab, og opnår man først dette har man, som Morten Albæk skriver, sikret sig et solidt værn mod ensomhed.

Ved at tale ”sammen” og ikke ”til” hinanden opnår man altså en mere nuanceret og gensidig kommunikationsform, som måske ikke altid er behagelig og problemfri, men til gengæld kan alt det som smalltalk ikke kan. Ved samtale går man i dybden, man giver plads uden konstant at give ret, man lytter uden at afstå fra at kommentere og vigtigst af alt interagerer man følelsesmæssigt, og får indblik i andre personers meninger og holdninger. Smalltalk er derimod et vigtig redskab i andre sammenhænge, og er man dygtig til denne form for kommunikation kan det åbne mange lukkede døre på klem, også når det kommer til venskaber, men skal man for alvor støbe et solidt fundament, kræver det at man ikke blot blander den overfladiske cement. I stedet skal cementen blandes af samtalen, og på den måde kan man være heldig, at det solide fundament bliver til et stabilt og fortroligt venskab.