Er dette et rigtig essay?

Hej jeg ville bare høre om dette er et rigtig essay det er ikke helt færdigt men det ville være rart hvis nogen kunne fortælle mig om jeg er på sporet? Og måske rette lidt i den! På forhånd tak!

Carmen
Folkegrupper har til alle tider været på vandring. Årsagerne kan være meget forskellige, men har i vid udstrækning haft at gøre med næringsgrundlaget eller politisk forfølgelse - eller begge dele. I Prosper Mérimée’s Carmen synes jeg at der er tale om en slags politisk forfølgelse, men vælger Carmen selv at stå udenfor som outsider? Som med mange andre folkegrupper på vandring har der udviklet sig en række myter omkring hvilken slags folk sigøjnerne i grunden er. Hvordan forholder englænderen sig til ”Det fremmede” Carmen er ung, smuk og utrolig velskabt, men hvad er det som gør hende så interessant?
Almindelighedens spanske sigøjner:
Markedets lommetyve, forførende kvinder, mystiske spåkoner, løgnagtige beskidte analfabeter. Sigøjnere er ikke just kendt for at have det bedste ry i den vestlige verden. Carmen er i allerhøjeste grad ikke en undtagelse, hun udlever sig som sigøjnerstereo-type i Prosper Mérimée’s klassiske fortælling. ”Hun løj hun har altid løjet. Jeg véd ikke engang, om denne Kvinde nogensinde i sit liv har sagt et sandt Ord.” Dette citat stammer fra den franske fortælling, og viser bare et glimt af Carmens pålidelighed hos sine ommennesker. Men er det egentlig Carmens eget valg at hun skal leve sit liv som en omvandrende løgn, eller er det hendes opdragelse hos sigøjnerne? Uanset hvad man vælger at synes, er det helt sikkert at Carmen er meget farlig at være i nærheden af hvis man er en mand. Ifølge Carmen er kriminalitet trivialiteten blandt sigøjnere.
Amor peligroso (Farlig kærlighed):
Carmen er ung og velskabt med meget store og skrå øjne, kraftige læber og en perlerække af tænder. Smuk er hun formentlig men er det også det hele værd? ”Jeg nærer stærk Tvivl om, at Frøken Carmen var af ublandet Race, i ethvert Tilfælde var hun meget, meget smukkere end alle de Zigeunersker, jeg nogensinde før eller siden har truffet på.” Med andre ord: Carmen er unik af sin race, hvilket er meget fordomsfuldt at sige. Men det er som om at PM forsøger at oprører mod det rationelle ved at stille instinkt og fornuft op mod hinanden. Dette giver et godt billede af den spanske romantisme et skub længere væk fra oplysningstidens fornuftige år. Forfatteren PM arbejder med klichéer om spansk nationalromantik, f. eks. i Carmens identitet. Hun er meget uvejsom og vild, samtidig med at hun er enorm indehaver af en ubegrænset erotisk magt. Udover hendes styrke, har hun stadig den feminine hjælpeløshed som sætter prikken over I’et og gør hende til en kliché af romantikkens tidsperiode. Englænderen falder dybt for Carmens farlige væsen. Han begærer hende – hun begærer uret ” Er det ægte Guld? Spurgte hun, og betragtede det yderst opmærksomt.” Det ligger der en vis symbolik i, uret var nemlig et af de mest fascinerende produkter af oplysningstiden. Det blev betragtet som menneskets kontrol over naturen.
Det som har englænderens største tiltrækning, tror vi, ligger i det farlige, det ukendte begær, ”det fremmede”. Han frygter det fremmede men alligevel tiltrækker det ham, og igen må vi sige at han træder yderligere skridt ud af oplysningstidens zone, og træder et par store skridt ind i den spanske nationalromantik.