kant og sikker erkendelse

der ding an sich  er det man kan sige noget om - frit efter hukommelsen ; )

Den rationalistiske forestilling om medfødte ideer fik ved det 18. århundredes slutning - efter Humes kritik af erkendelsens begreber, især årsagsbegrebet -  en uddybning og overordentlig skarpsindig nyformulering, som i visse dele af Europa fik enorm betydning for den fortsatte tænkning. Det var Kants lære om det aprioriske.

Al erfaring bliver til ved sammenstød af to faktorer. Den ene er verden uden for os. Dermed menes ikke den verden, som vi kender; den er derimod noget, som eksisterer forud for vor erkendelse af den. Om denne >>verden<< kan vi derfor intet som helst sige. Det ligger i selve begrebet >>verden forud for vor erkendelse<<, at vi ikke kan erkende den. Kant kalder den >>das Ding an sich<<. Den anden faktor er selve vor erkendelse, det apparatur af erkendelsesredskaber, vor fornuft er udstyret med. Ved hjælp af dem griber vi efter das Ding an sich, former den efter vor erkendelse, og resultatet er den verden, vi kender.

Det vil sige, at ordet virkelighed aldrig betyder virkeligheden uden for os og uafhængigt af os. Den er vi aldeles udelukket fra. Det betyder altid den af os erkendte og formede virkelighed. Og det er om denne virkelighed videnskaben udtaler sig.
 

 Mathon hvor er det altså smukt......jeg havde helt glemt det ...men mine stikord var da ikke helt tosset ; )

mht. den kopernikanske vending er det et udtryk for et paradigmeskift -en reference til den "koperniske revolution", hvor man gik fra opfattelsen af jorden som verdens centrum, til at have solen som det centrale omdrejningspunkt.