Den fremmede - rettelse

INDLEDNING:
”En grundlæggende tanke i eksistentialismen er, at et afsluttet filosofisk – videnskabeligt system som forklarer alle tilværelsens forhold, ikke kan gives. Eksistentialismen vender sig derfor mod ethvert forsøg på at udtømme menneskets væsen psykologisk eller biologisk. Det hævder også at individets eksistens går forud for enhver videnskabelig erkendelse og derfor står uden for denne. Den moderne eksistentialisme har dybe rødder i Kierkegaards filosofi. Den har præget litteraturen i Vesteuropa i 1940’erne og 1950’erne med blandt andet Camus som hovedskikkelsen”. Således bliver den grundlæggende tanke i eksistentialismen beskrevet i www.ashleks.dk, hvor eksistentialismen bliver sat overfor en filosofi eller livsholdning.
Eksistentialismen beses også hos Albert Camus, som beskæftiger sig med eksistentialismen som et af sine største temaer i forskellige værker. Eksistentialismen kan også ses i romanen, ”Den fremmede”, hvor eksistentialismen bemærkes på den ligegyldighed, hovedpersonen Meursault, ligger for dagen.
Det påstås at Camus accepterer de begivenheder i dagligdagen som udgør deres eksistens, uden at stoppe op og spørger sig selv, om hvorfor man overhovedet gør dette. Det eneste svar ifølge ham er, at intet af det vi gør eller foretager sig, har en langvarig mening. Som han har undertrykt med ”Vi dør og universet består”.
Dog ændrer Camus senere i sine tanker til, at menneskets handlinger stadig kan være vigtige, idet menneskets handlinger kan påvirke andres liv. ”Vi må opføre os, som om at livet har mening”, som han argumenterer sin påstand med.
Den fremmede (L`Etranger) er skrevet af Albert Camus (1913 - 1960).
Han var en fransk forfatter som blev født i Algeriet og hørte sammen med Sartre til hovedkræfterne bag udviklingen af den moderne eksistentialistiske filosofi og litteratur. I dag regnes han for en af de betydeligste forfattere i det 20. århundrede.
Hans værk ”Den fremmede” blev udgivet i 1942, og blev oversat til dansk i 1944.
Som sagt tidligere er hovedpersonen Meursault, som Camus har skabt efter sin idé om at det absurde menneske, fremmede menneske i en distanceret og meningsløs verden.
Romanen rummer samfundsmæssig bagtanke, måske fordi Camus ikke ønsker at kritisere samfundet, men blot begærer at fremhæve et absurd menneskets liv. Dette ses tydeligt hos Meursalt, som Camus i sin roman viser som definitionen på et absurd menneskets liv.
Camus fremdrager det absurde menneske i den forstand at mennesket nægter sit eget livs mening, og derfor dømmer eksistensen meningsløs.
Det eneste som er afgjort i et absurd menneskets liv er døden. ”Det gode” eller ”et bedre liv” er kun en illusion for det absurde menneske.
Det er ikke kun det absurde menneske som kan se absurditeten. Alle menneske, små som voksne oplever i hverdagen et glimt af livets absurditet. Dog ligger vi ikke mærke til det, fordi vi har for travlt i vores dagligdagsrutine.
Vi vil bemærke absurditeten, hvis vi i dagligdagens rutine, pludselig stopper op og spørger os selv, om hvorfor vi overhovedet gør alt dette. Men hvis vi grunder over vores hvorfor, vil vi føle os overgået fra omverden og føle os fremmed i dagligdagen.
Vi vil dermed føle os selv som en tilskuer i verden, uden rigtigt at have mulighed for at ændre på sin eller andres dagligdag. Alt vil betragtes som overfladisk og de vigtigste personer i livet vil blive til objekter i ens liv.
Man føler først absurditeten når der begynder at ske en distancering mellem verden og mennesket. Når man så er blevet det absurde menneske, vil man betragte alting som noget ligegyldigt og vil lade skæbnen styre en.
Det absurde menneske ser både livet og sig selv som absurd, da tilværelsen får ligegyldig betydning. Dette kan skyldes at det absurde menneske vil føle sig som fremmed i sin egen verden, fordi det eneste det absurde menneske kan være sikker på, er døden. På grund af dette er det absurde menneske nødsaget til at bemærke skæbnen, da det er den eneste måde livet kan leves fuldt ud for det absurde menneske.
Den totale objektivitet er et gennemgående tema i bogen, og alle handlinger har samme gyldighed for Meursault.
Dog er det største tema i romanen livets absurditet, bevist ved Meursaults liv og død.
Konflikten mellem lysten til at leve og dødens realiteter er også et dominerende tema i romanen.
 
REFERAT:
Romanens hovedperson, Meursault lever et sorgløst og ubesværet liv. Hans liv er omgivet af mennesker som respekterer ham og nyder hans samvær.
Som franskmand bosat i den franske koloni i Algeriet, tilhører han ikke underklassen, som dengang var araberne. Han er en del af middelklassen, som kan ses på at han arbejder fra 08.00 – 16.00 på et kontor. Da et kontorarbejde ikke karakteriseret som et arbejde for overklassen, må det konkluderes at Meursault er fra middelklassen.
Ved nyheden om sin mors død, virker han ligeglad og ikke særlig mærket af situationen. Dette kan ses, da han igen viser tegn på sorg ved nyheden eller under begravelsen.
Han giver udtryk for at de, undertegnet hans mor og ham selv, ikke har mere at sige til hinanden. Dette er et karaktertræk på det absurde menneske. Han udtrykker at han ikke er i stand til at elske nogen eller noget, som har indflydelse på øjeblikket.
Han har elsket sin mor, da han en sjælden gang besøgte hende på plejehjemmet, eller når de havde noget at sige til hinanden. Men ved begravelsen er hun en sten, de har ikke noget at sige hinanden, hun har ingen betydning nu.
Hans kærlighed til moderen minder meget om kærligheden til elskerinden, Marie. Han elsker hende i øjeblikkene ude på stranden. Han elsker hendes kjole og hendes latter. Men når hun spørger ham om, han vil giftes med hende, svarer han koldt og siger at det er ligegyldigt, men hvis hun ønsker det, kunne de godt gifte sig.
Den evige kærlighed findes ikke for ham. Han elsker kun i øjeblikkene, og noget så fjernt som at blive gift, er en ligegyldig ting for ham.
I retssagen om mordet på araberen, bliver Meursault forstået som en kold forbryder, hvilket bliver understøttet af det argument at han kun sjældent besøgte sin mor. Han besøgte sin mor, når han havde lyst til det. Han ville ikke bruge hele sin søndag på plejehjemmet af pligt, fordi han mente at han ikke var forpligtet til det.
Ved at fortryde mordet på araberen, ville han have mulighed for at få strafnedsættelse. Han skulle blot fortryde mordet og erkender at han er fyldt med skam og sorg. Men da Meursault er stædig og ikke føler at der er en grund til at han skal fortryde, fortryder han ikke, med det argument at det ikke var hans skyld, men et tilfælde at han kom til at skyde araberen.
Han siger at han er uskyldig fordi det var solen som skar ham i øjnene og varmen som fik hans sanser til at koge over, og dermed kom til at skyde araberen.
”Dagen efter sin mors død gik denne mand i strandbad, indledte en illegitim forbindelse og sad og lo af et lystspil”. Dette citat vælger anklageren for sit argument.
Anklageren vælger at inddrage moderens begravelse, biografturen og hans forhold til Marie under retssagen, for at understreger at Meursault er en kold og kynisk morder, da han dagen efter sin mors begravelse indledte et forhold til en kvinde og så en Fernandel film.
Men for Meursault hænger det ikke sammen på denne måde, fordi alt er styret af tilfældet for ham.
Det er ikke af ond vilje at han underholder sig på en dag, hvor han ifølge anklageren burde være i sorg. Men Meursault er en mand uden fortid og fremtid. For ham har det der skete i går ingen indflydelse på i dag, og omvendt hvad der skal ske i morgen ændrer ikke på hvad der sker i dag. Det er derfor han ikke er i sorg efter sin mors død.
Da Meursaults chef tilbyder ham en ledende stilling i en nyoprettet filial i Paris, afviser han tilbuddet, fordi han ikke kan se hvorfor han skulle være lykkeligere i Paris.
Dette er endnu et eksempel på hans absurditet. Han er tilfreds med hvad han har og hvad han laver på arbejdet. Han har dog ikke indset absurditeten i verden, lever han alligevel som et absurd menneske.
Meursault finder lykken til sidst, når han er dømt og har accepteret livet i fængslet. Dog prøver fængselspræsten gang på gang at overbevise ham om at det er Gud som er frelseren og at han vil komme i himmelriget ved at fortryde sine synder.
Men Meursault vil ikke fortryde og desuden vil han ikke overgive sig til denne løsning på livets absurditet. Da præsten kommer tredje gang, indser Meursault at livet ingen mening har, men at det skal leves alligevel.
Indtil dette tidspunkt har Meursault handlet som det absurde menneske igennem hele romanen, men først nu forstår han verdens håbløshed.
Først i dette øjeblik kan han nyde hvert sekund frem mod døden, fordi han nu ved at livet er absurd, at skæbnen leder ham mod døden, og at han ingen mulighed har for at stoppe denne proces.
I det øjeblik han har indset livets krav, kan han føle sig lykkelig.
ANALYSE:
Igennem hele romanen kigger Meursault tilbage på sit liv. Han observerer det hele ovenfra, og han går aldrig i dybden med sin fortid.
Han beskuer og betragter det hele. Dette er grunden til at sætningerne i romanen ikke er komplicerede eller særlig højtidelige. Dog kan der indimellem forekomme nogle særdeles højtidelige og højtravende ord.
Det meste af indholdet i romanen er Muersault oplevelser. Fortællermåden er nemlig indre tanker og dialog – dog bliver dialog ikke brugt særligt ofte.
Han er utrolig filosofisk i sin tankegang, dette kan man også se i sproget, fordi sproget bliver påvirket i den filosofiske retning. som ses på siderne 126 og 127;
”Jeg beregnede nøje mine effekter, så jeg fik det størst mulige udbytte ud af mine overvejelser. Jeg forudsatte altid det værste: min ansøgning var blevet afslået. ”Nå nu skal de altså dø.” Tidligere end de andre, det var sikkert. Men enhver ved, at det ikke er umagen værd at leve. I grunden vidste jeg nok, at det ikke betyder så meget, om man dør, når man er tredive år eller halvfjerds, for der vil i begge tilfælde være andre mænd og kvinder, som stadig vil være i live, og det i tusinder af år. Intet var faktisk mere indlysende. Det var altid mig, som skulle dø, enten det så var nu eller om tyve år”
Her ses hans tankegang om sin benådning. Denne måde hvorpå han tænker på begge udfald og overvejer dem nøje, er klart den måde han tænker på igennem hele romanen.
Han overvejer altid tingene grundigt, og lader sig ikke påvirke af det som sker uden for sit hoved. Han taler tit med sig selv og drager læseren til sig, ved at stille spørgsmål.
Dette kan ses ved citatet; ”Han gjorde et så sikkert indtryk, ikke sandt?”. Præsten prøver nemlig her at ødelægge det mønster som Meursault har haft hele sit liv. Derfor spørger han læseren om det overordnede.
Meursault bruger aldrig nogen form for billedsprog eller metaforer, men han formår stadig med uddybende naturbeskrivelser af forme billeder i hovedet på læseren.
Historien udspiller sig først og fremmest i Algier, efter byen er blevet invaderet og koloniseret af franskmændene.
Fortællingen bruger den sorte humor og pessimisme, som kendetegner den yngre generations harme over Frankrigs tilstedeværelse i Algeriet.
Eftersom romanen blev skrevet i mellemtiden efter 1. verdenskrig og før 2. verdenskrig, er det typisk for en mellemkrigstidsroman at skabe en absurd og hjælpeløs stemning. Det er i tidens ånd. Bogen foregår også på en lille strand uden for Algier, hvor Meursault slog araberen ihjel.
Bogen er meget realistisk, og den har ligeså meget at sige nu, som den havde dengang. Den er med andre ord stadig aktuel. Den tager stilling til ateismen, til meningsløsheden og til det at være fremmed på mere end én måde.
Som sagt før minder Meursaults kærlighed til sin mor meget om kærligheden til Marie. Den evige kærlighed eksisterer ikke for ham, han elsker kun i øjeblikkene. Alt dette vidner om en distancering fra verden, en kløft mellem Meursault og alt andet, heraf titlen ”Den fremmede”.
FORTOLKNING:
Meursaults livsfilosofi udspringer i, at han ikke er helt klar over, hvad der foregår omkring ham. Han ser, men forstår ikke verden, og det er derfor, han er den fremmede.
Han er fremmed for sig selv, og kan ikke indse sin absurde situation før hen imod slutningen af romanen.
Absurditeten, illustreres yderligere ved hans ligegyldighed for livet og mangel på følelser igennem romanen.
Meningen med bogen er at få læseren til at tænke. Den er til gengæld ikke at beskrive og fordømme handlingerne hos en følelsesløs mand, der slår en anden ihjel. Bogen skal forklare det absurde menneske og dettes tanker og handlinger. Det skal gøres klart for læseren, at for i sandhed at kende livet og rigtigt leve det, skal man kunne forstå dét og dets absurditet.
KONKLUSION:
Det har lykkes Camus at beskrive sin filosofiske tankegang om absurditet og det absurde menneske i romanen. Han har beskrevet og forklaret det absurde menneske i skikkelse af hovedpersonen Meursault.
Camus lader Meursault igennem hele romanen, beskue verden. Han må aldrig overveje noget.
Han forestiller sig aldrig noget. Han ser med klarhed alle tingene som de er.
Meursault lever nemlig i starten af romanen det absurde liv, uden selv at erkende det.
Men da han til sidst i romanen forstår livets absurditet, og han får åbnet øjnene op for at han intet kan stille op imod livet, føler han sig i kraft af sin nye viden lykkelig.