resume af man kan altid nå at rede en elefant

nogen der gider lave et kort resume af man kan altid nå at rede en elefant af jesper wung sung ?

7.
Du må ikke stjæle

I grunden var det ikke noget han havde skænket en tanke. Det var ren refleks; fantomsmerte. Han havde været på de første tyve moteller uden noget. Men det var en bagatel. Han kunne ikke forstå det, kunne ikke forstå at det stadigvæk generede ham, og havde gjort det hele dagen. Som et lillebitte bump under bilen flere hundrede kilometer tilbage. Alene tanken gjorde ham træt, og han drejede ind ved det næste, flere timer før han normalt holdt op med at køre.
    „Hansi Müller". Han hed Hansi Müller. Fyren bag disken var mere end længe om det. Et fjernsyn stod oven på en stol, og han rejste sig først fra liggestolen uden at slukke, da spillerne på skærmen løftede pokalen. Han kunne høre publikum klappe mens han skrev under. Fyren gabte bare, og rakte ham nøglen.
    Han kunne ikke sove. Den befandt sig i handskerummet. Han lå og stirrede på skjolderne i loftet. Den ene havde form som Afrika, i en lidt mere slank udgave. Han var utryg ved det. Han rejste sig. Idet han åbnede døren slap to mennesker hinanden længere nede ad gangen, den ene skikkelse forsvandt ind ad en dør, den anden så på ham et kort øjeblik, en mand, så vendte han sig og gik den modsatte vej.
    Han havde taget en plasticpose med. Han åbnede bildøren, handskerummet, foldede posen rundt om den og stak den op under armen. Tilbage på værelset lagde han posen fra sig på sengen og gik hen til vinduet. Parkeringspladsen var tom.
    Når nogen havde spurgt på hans vej, sagde han det: At han var fra Schweiz. At han havde sparet sammen. At han ville køre tværs over USA. Det var hans drøm. En lige linje uden nogen afstikkere. Schweiz. Smukt, men kedeligt. Mest øl og græsmarker. Ja, og urene selvfølgelig. Og så alle dem, der morede sig med at lave ekkoer. Han fnøs og stødte af mod vindueskarmen. Hen til sengen og pakke den ud. Han vejede den i hånden, gik så hurtigt om på den anden side af sengen og trak skuffen i sengebordet ud. Der lå en i forvejen. Ikke helt magen til, mindre og mere slidt. Han hev kufferten op på sengen, åbnede den, og lagde den nederst under skjorterne. Så forlod han værelset.
    Han havde taget Bibelen lige uden for Nelston, mellem Qincy og Hannibal i Missouri. Godt en tredjedel af vejen. 
    Kofangeren peb. Den sad løst og havde gjort det i over en uge. Han havde forsøgt forgæves med lidt snor. Han havde købt bilen i New York. Det havde været som at trække noget op af fiskedammen i tivoli. Han kunne konstatere at bilen var blå. Men da sælgeren havde vist ham motoren, kunne han lige så godt have kigget ned i en frysers ædlere dele. Han havde bare købt og kørt. Men kofangeren blev ved med at pibe. Det lød som om der sad en fuglerede fuld af unger inde bagved. Han blev nødt til at få gjort noget ved den. Ti vilde heste kunne ikke få ham til at vende om. Han nægtede. Hvis det var det der skulle til. Hvis en forpjusket sjæl skulle tjekke ind på Sunrise, lige netop Sunrise nær Nelston, mellem Qincy og Hannibal i Missouri i USA. Og det skulle vise sig, at lige netop denne forpjuskede sjæl siddende på lige netop værelse 221 på Sunrise nær Nelston lige netop i det øjeblik havde brug for lige netop dén bog, som en blid berøring af en vinge mod sin kind. Og så i stedet for ender sine dage på en bænk langt derfra, under et dække af sne. Eller lige dér, kort efter, i badekarret. Måske tager han andre med i faldet, konen i receptionen, parret ved siden af, familien. Måske er det et par der checker ind, en mor og en far der bliver siddende med tomme hænder på sengekanten.
    Han blev ved med at køre, og først ud på morgenen drejede han ind under en lysreklame for endnu en enestående softdrink. Han tog kaffe og kiks, men havde problemer med at få byttepengene op fra disken, da han så overskriften på de tykke søndagsaviser: „Otte skolebørn myrdet.“ Tilbage i bilen siksakkede han gennem teksten. Det var en syttenårig dreng der var gået amok. I afskedsbrevet stod der, at det ikke var hans forældres skyld. Drengen havde skudt sig selv til sidst. Skolen lå i noget der hed Hamshire Grove. Han regnede febrilsk, og først tredje gang lænede han sig roligt tilbage i sædet: Selv hvis drengen havde kørt i ét stræk, og kun opholdt sig på motellet i to minutter, ville han ikke have kunnet nå tilbage igen. Det var umuligt. Det var ikke ham. En bil kørte ind til siden foran. Et par stod ud og vendte sig om mod ham. Så blev bagdøren åbnet og en lille pige hoppede ud. Han tog avisen op og læste en artikel om en eller anden ny tv-stjerne. Den var ledsaget af flere slørede billeder, hvor hun lå og sad ved en swimmingpool. Da bilen foran var kørt rakte han bagud i kufferten. Han tog bibelen ud, lagde den i skødet, og slog op på første side.

Springfield lå dybt syd for den linje han havde trukket fra kyst til kyst tværs over kortet. Cirka halvvejs kunne han ikke holde det ud mere og kørte ind på et værksted. Mekanikeren bøjede sig ned og kiggede på kofangeren. Så så han på ham, længere end nødvendigt, og nævnte en pris. Han skulle bruge to timer. Han pegede på et skilt lidt nede ad vejen.
    Han var først gået den modsatte vej, men vendte så om for at gå ned til cafeen. Da han passerede værkstedet så han et glimt af mekanikeren der talte i telefon bag ruden. Nærmest som en refleks krøb han sammen og bevægede sig med små hurtige skridt fra stander til stander. Den tredje bil i rækken var hans. Han kravlede ind, gassede op, og var ude af byen på ingen tid.
    Kofangeren manglede. Heldigvis blev man ikke stoppet for så lidt i dette land. Her fik det ene vrag efter det andet lov til at køre rundt. Bare det kunne køre. Han havde fået en børnesang ind i hovedet, og kunne ikke lade være med at synge eller nynne den. „Row, row, row your boat. Row, row, row your boat.“ Han forsøgte at fortrænge den ved at skrue op for bilradioen. Pludselig fangede han Air Springfield.
    I flere timer kørte han op og ned ad markveje. Så fandt han hvad han søgte: En toetagers grå bygning med et par lagerhaller bagpå. Der lød en konstant, monoton brummen. Han gik ind ad den nærmeste dør og spurgte en kvinde.
    Der stod „Manager“ på døren. Han tøvede et øjeblik med plasticposen i hånden, men bankede så på.
    „Kom ind,“ blev der sagt.
    Manageren var lille og tæt, med gråt maskinklippet hår. Det mest iøjnefaldende var musklerne fra skuldrene og op langs halsen. De var som trinene op til en statue.
    „Hvad kan jeg gøre for Dem?“
    „Det drejer sig om en bibel ...“
    „Vi trykker ikke bibler mere. Vi trykker magasiner. Hvor kommer du fra?“
    „Fra Denmark.“
    „Er du kommet hele vejen fra Europe for at få en bibel?“
    „Eh, nej.“
    „Men du vil gerne ha' en bibel?“
    „Nej.“
    To minutter efter sad han ude i bilen med et bodybuildingblad i hånden.

Han åbnede fordøren og gik ned til floden. Han satte sig på hug. Insekterne savede. Noget der lignede en langbenet myg bevægede sig på vandet med skæve skøjtende skridt. En slank sølvfarvet fisk nærmede sig lige under overfladen. Pludselig svingede han armen og lod bogen falde i foran fisken, der forsvandt i samme sekund. Han rejste sig og gik op til bilen. Den ville blive til et lag i mudderet. Han kunne rejse til Afrika. Det var ikke for sent at redde en elefant.
fra "De ti bud", Gyldendal (De ti bud)