Det er elektronerne i yderste skal der afgører grundstoffets kemiske egenskaber

Det kun de yderste elektroner der tiltager i kemiske bindinger

Det er et atoms yderste elektroner, der har kontakt med atomets omgivelser.

Det er ikke helt korrekt, at det kun er elektronerne i yderste skal, der bestemmer de kemsike egenskaber. Der er en del stoffer, der normalt har 2 elektroner i yderste skal og en ikke helt opfyldt næstyderste skal. Det giver mulighed for at der kan udveksles elektroner mellem disse to skaller. Det viser sig f.eks. for Fe, der kan optræde både divalent og trivalent. Tilsvarende kan Cu optræde monovalent og divalent.

Nu var #0's spørgsmål formentlig af mere generel karakter i hovedtræk
men som en opfølgning på #3's indlæg:

se
https://www.studieportalen.dk/forums/thread.aspx?id=1784380

Sorry!
linket virkede ikke.

Stoffer, der befinder sig i en rækkefølge, hvor enten yderste s-orbital eller yderste p-orbital er under opfyldning samtidig med at alle d-orbitaler eller f-orbitaler indenfor enten ikke er påbegyndt eller helt opfyldte, kaldes hovedgruppestoffer. Alle andre grundstoffer har konstante s-orbitaler og p-orbitaler medens d-orbitaler og f-orbitaler varierer (er under opfyldning)  og kaldes undergruppestoffer. Undergruppestofferne har principielt altid 2 s-elektroner  i yderste skal, idet man dog finder eksempler på, at en s-orbital afgiver 1 eller 2 elektronmer til den nærmerste, indre d-orbital (se numrene 24, 29, 41, 42, 43, 44, 45, 46, 47, 77,78 og 79).

Det har vist sig, at stoffer med ens opbygning i yderste elektronskal har fælles kemiske egenskaber. De kemiske egenskaber afhænger for hovedgruppestoffernes vedkommende næsten udelukkende af elektronsystemet i yderste skal. De stoffer, der knyttes sammen på grund af ensartethed i elektron-opbygningen, er også snævert knyttet sammen gennem deres kemiske egenskaber.

Undergruppestoffer har principielt yderste s-orbital opfyldt, selvom det hyppigt ses, at én eller begge s-elektroner "hopper" ind til den indenfor liggende skals d-orbital, der er under opfyldning. Ofte vil undergruppestoffer have oxidationstrin, der er højere end deres gruppenummer. De må altså kunne afgive flere elektroner, end de har i yderste skal (højst 2). Dette betyder, at undergruppestoffernes valenselektroner kan findes blandt de to yderste niveauers elektroner.
Årsagen hertil er, at elektronernes energiforhold i disse stoffer hyppigt er temmelig ens i yderste skals s-orbital og i næstyderste skals d-orbital. Dette kan forklare, at der ved undergruppestofferne ofte optræder stærkt farvede ioner, der er paramagnetiske, let skifter oxidationstrin og viser stor tendens til kompleksdannelse, idet elektroner uden større hindring kan skifte fra den ene orbital til den anden selvom disse orbitaler tilhører forskelligt niveau.
Hovedgruppestofferne danner som hovedregel diamagnetiske  forbindelser, der er farveløse.

Alle undergruppestofferne er ægte metaller. De danner positive ioner, men kan grundet deres store evne til kompleksdannelse, danne centralatom i komplekse syrerester. Dette er især i de højeste oxidationstrin.