Indlede sin sætning med "og"?

Det indikerer, at der er sket noget før. Det forekommer mest i talesprog og må nok i skriftsproget være en skriftlig gengivelse af talesproget.

Et eksempel: A: "jeg tager brød med til frokosten." B: "Og jeg tager frikadeller med." Her bygger B videre på det, som A har sagt.

Et andet eksempel: C og D er på loppemaked og finder forskellige spændende ting. C udbryder: "Og hvad med denne her?". Det er igen en fortsættelse af den noget løse samtale, der sikkert er gået forud.

Der er en sangbog, der hedder: "Eller hvad med denne her?" Her er princippet. Det formodes, at der er nogle, der diskuterer, hvad de skal synge, og så er der en, der tager bogen frem...

Elsk det, eller had det. Men jeg ville ikke sige, at der er tale om talesprog. 

Det er simpelthen blot utrolig  ringe og primitivt journalilst"dansk" at begynde en ny hovedsætning med "og" eller "men".

Begge disse ord er konjunktioner (bindeord), hvis  opgave er at forbinde to ord eller sætninger.

Når man én gang har afsluttet en meningshelhed med et punktum, er det intet at forbinde. Det er derfor det glade nonsens at begynde igen med et "og" eller "men". Morale:  kom aldrig i nærheden af Journalisthøjskolen hvis du har dit sprog kært.

NB: Dette har intet med talesprog vs. skriftsprog at gøre. I begge tilfælde er der tale om en mangel på evnen til at udtrykke sig flydende og forståeligt. I talespog kan man som  bekendt ikke høre en eventuel tegnsætning.

#3 Nej, der er tale om, at man tænker videre mens man taler. Det, du skriver, er, at man skal have gennemtænkt alle muligheder, inden man taler eller skriver. Det er urealistisk. Der er situationer, hvor man opdager, at man ikke har fået det hele med, når man allerede har troet, at man kunne afslutte. I skrift kan man slette punktummet og bygge det skrevne om. Det kan man ikke i talesproget. Hvis man har sagt noget, kan man ikke bare slette det sidste og så tilføje noget. Det er også helt hen i vejret, at man skal gentage det, man lige har sagt, for at kunne tilføje det, man lige har opdaget mangler.

Forøvrigt benyttes indlednig med "og" også i en anden forbindelse: "Og det skal man høre fra dig!". Her er der tale om, at der er en del, der er underforstået.

Dansk er ikke et matematisk konstrueret sprog som f.eks. programmeringssprog. Grammatikken er ikke det, der bestemmer sproget, men det, der beskriver det. Derudover er den ikke fuldstændig dækkende. Det kan den ikke være, for de regler vi bruger mere eller mindre ubevidst er alt for mange til, at vi kan skrive dem alle ned. Det er ligesom vi har mange ord, der ikke står i ordbøgerne.

Selvfølgelig skal man  have tænkt sit sprog igennem før man begynder at skrive noget.

I det talte sprog kan man rette sig selv og sige: "....for resten det jeg mente, var at....." . Det kan man ikke gøre i skriftsproget. Derfor skal dette være logisk og flydende og sammenhængende og så lidt fortolkeligt som overovedet muligt. Det er netop derfor lovsprog ofte forekommer nogle ret knudret og, for visse, svært at læse. Det må helst ikke være åbent for fortolknig. Hvad der står, skal gerne kun kunne betyde én  ting. I en skrevet tekst skal man ikke være nødt til at gætte sig til meningen. Den skal være logisk formuleret og klar. Et skrevet sprog skal kunne tåle at blve taget og forstået bogstaveligt

Hvis der efter et punktum står en ledsætnng og kun en ledsætning, bliver læseren fuldstændig forvirret og tænker:

"Hvad i alverden mener  manden (kvinden) dog?"  En ledsætning er (som regel) en fortsættelse af tanken i en hovedsætning,. og hvis der efter et punktum  bare står: "Men så skal du også love mig at komme", ja så er hele teksten gået i stykker og en herresløs sætning står og flagrer i luften.

Hvad mon  du tror at en konjunktion skal bruges til???

Skriftsproget er ikke udelukkende beregnet til lovtekster, videnskabelige værker og nyheder. Du skriver, at man skal have tænkt sit sprog igennem før man begynder at skrive noget, men der er da ikke noget i vejen for, at man vælger at give teksten et specielt udtryk ved at afvige fra det normale. Det er noget, man gør i mange kunstarter, så hvorfor ikke i den litterære kunst? Man skal kende reglerne. Og så skal man vide, hvornår man skal bryde dem. Det gør man i billedkunsten, arkitekturen og musikken, så hvorfor ikke i litteraturen? Hvis man udelukkende holder sig indenfor reglerne, bliver teksten tung og kedelig. Den behøver ikke at blive flertydig af sådan et brud, men det er selvfølgelig en del af kunsten at undgå det.

Jeg kan kun sige:  "You miss my point, and you call a spade a shovel ".