Korea stadig delt (løsning)

Hvad skal løses? Hvad er problemet? Irland er også opdelt...

Kan man ændre det og lave det om til ét rige igen?

Lad os bare sige at man kunne, hvad ville formålet være?

Nu er det her lektier og jeg vil bare have flere synsvinkler ...

Formålet kunne jo være, at der vil blive mindre krig, hvis man kunne finde en løsning på hvordan det kan lade sig gøre, at lave det om til et land igen, samtidig med at de kan leve fredeligt sammen.

De to Koreaer har den fordel at de er ét folk, med samme sprog og kultur, så i det mindste ville de ikke tæve hinanden ihjel pga. følelse af etnisk mereværd og sproglig polemik, som fx i Bosnien-Herzegovina.

Og dog...Lad os tage de to Tysklande som eksempel. Nogle vil mene at de to lande blev genforenet, og andre mener at Vesttyskland blot annekterede Østtyskland, idet vesttyskerne kort og kontant overtog hele det østtyske politiske apparat. I dag, snart et kvart århundrede senere, er der stadig en vis polarisering mellem die Wessis og die Ossis, af hvem sidstnævnte betragtes som "nassere" på den føderale (læs: vesttyske) statskasse. Og vi taler alligevel om det samme folk (tyskere), som "blot" har oplevet hvert sit samfund med hver sin ideologi.

Med det in mente må man spørge sig hvordan skulle en forening af de to Koreaer, hvoraf det ene hermetisk lukket, skulle foregå. Skulle der etableres en slags føderation (noget à la USA eller Tyskland, hvor delstaterne i stor udstrækning nærmest passer sig selv), eller skulle landene bum-bum-færdig slås sammen til ét land, med fælles centralregering? Jeg tror nordkoreanerne, og med rette, ville føle sig ganske så pisset på hvis der kom en fremmed magt, samme folk eller ej, og direkte sagde "jeres styreform stinker; nu gør vi det sgu på vores måde, og så har I bare at holde kæft og være smukke."

Der er imidlertid et vigtigt og graverende aspekt omkring Nordkorea; det nordkoreanske styre kontrollerer alle landets media, og Internet er der ikke noget af. Befolkningen er indoktrineret til at lyde og ære autoriteterne, såvel som flere generationer er vokset op med ekstreme personkulter omkring de tre Kim'er. Nordkoreanerne har ingen anelse om hvordan verden uden for virkelig ser ud, og de tror vitterlig på at "vagthavende leder" nærmest er guddommelig, at Nordkorea er det bedste land i verden og at nordkoreanerne kan klare sig selv i næsten ethvert henseende (den s.k. Juche-ideologi). Derfor tror jeg ikke du finder nordkoreanere der ville ønske at "forurene" dette fantastiske land gennem hverken åbne grænser eller genforening med det ene eller det andet.

Men, ok; lad os for sjov sige at grænserne en dag bliver åbnet, ætermedierne frigivet, Internet tilladt og hvad ved jeg? En brat opvågning uden lige. Og hvem ville befolkningen tro på? Det etablerede totalitære styre eller den "forgiftede" verden uden for? Ville der ligefrem opstå kontrarevolution for at bevare Nordkorea som man kender det?

En lignende problemstilling fremstilles i filmen Goodbye, Lenin!, hvor Christiane, en hypersocialistisk og DDR-elskende alenemor i midten af 1989 kommer i koma. Når hun vågner op igen, er både Muren og DDR væk, og lægerne frygter at beskeden om DDR's opløsning (dette for Christiane nærmest urokkelige statsapparat) vil tage livet af den fysisk skrøbelig moder. Derfor sætter sønnen, Alex, et værre husspektakel igang for at give moderen illusion af at DDR stadig lever i bedste velgående; inden moderen kommer hjem smides de for nylig indkøbte vestlige møbler ud igen, det gamle østtyske bras hives ind igen fra gaden (forbipasserende må sørme have tænkt deres, haha), og da østtyske fødevaremærker er udgået af produktion, må Alex købe "nye" vesttyske mærker og hælde indholdet over på gamle østtyske glas, eller sætte gamle østtyske etiketter på. Endelig må Alex og søsteren Ariane finde sig i at skulle gå med DDR-kluns igen, og tv-nyhederne forfalskes ved hjælp af gamle videooptagelser af østtyske nyhedsudsendelser og Alex' vens redigeringsgrej. :D

Som seer bliver man stillet for dilemmaet "hvem afgør hvad den bedste styreform er?". Det samme med Nordkorea. En lille småprovokerende tanke her til sidst: måske er Nordkorea et totalitært styre der holder deres befolkning som gidsel, men hvem siger at vores model -- den globalt hyldede demokratiske/parlamentariske model -- er så god? Desuden: er det ikke tankevækkende at så mange borgere i fhv. østbloklande ønsker sig kommunisttiden tilbage?

(#4: Det er sjovt at du nævner det med færre krige. Faktisk er de to Koreaer stadig i krig, formelt set. Der blev i 1953 kun indgået aftale om våbenstilstand (armistice); en endelig fredsaftale blev aldrig underskrevet.)

#0.

Hvis Sydkorea smed de amerikanske tropper hjem, så ville det da nok hjælpe lidt. Endvidere er den evige fordømmelse af Nordkorea ikke en frugtbar vej - det har historien vist igen og igen.

Det er dog ikke muligt at anskue Korea, uden samtidig at have USA og Kina i tankerne. Landet er vel en af de vigtigste bastioner i den politiske kamp mellem de to hhv. kapitalistiske og statskapitalistiske systemer.